- og skal vi så ikke lige spise brød til?

Med Alexander Paynes herligt underholdende film ”Sideways” i behagelig erindring; en scenografi bestående af naturscenerier fra Hawaiis smukkeste naturområder; elegante George Clooney i hovedrollen og Golden Globe/Oscar-nomineringer en masse – så kan det ikke gå galt, vel? Jo, åbenbart – og det i den grad, desværre. For med al den hype er forventningerne også tilsvarende sat op – og der er som bekendt ikke noget mere skuffende end bristede forventninger – og det var, hvad jeg sad tilbage med, da rulleteksterne kørte over lærredet.

Var jeg da ikke blevet underholdt? Joh, såmænd – jeg havde da grinet lidt hist og pist. Og var Clooney ikke velspillende og god eye-candy i shorts og klipklappere? Joh, såmænd – han gjorde det da rigtig godt og passede også fint til karakteren. Hvorfor så skuffet? Fordi Alexander Payne denne gang sætter sig lige midt mellem to stole. For skal det være seriøst drama – eller munter komedie? Payne må have været i tvivl, da han har valgt et seriøst tema men så besluttet at fremstille det som plat humor. Det fungerer bare ikke… - i hvert fald ikke for mig.

Parallellerne til ”Sideways” er mange. Vi har fat i nogle ganske ”almindelige” mennesker med ganske ”almindelige” problemer – men hvor vi i førstnævnte har fat i to fyre, som ikke har haft/har den mindste styr over deres temmeligt mislykkede arbejds- og kærlighedsliv, og værste scenario er et formodentligt endnu uholdbart ægteskab, så er det denne gang den helt ”almindelige” fortravlede ægtemand og far, som ligeledes tror han har haft/har styr på ægteskabet og børnene men, hvor scenariet nu er en utro kone, som ligger for døden tavs i sin koma og to døtre, hvis adfærd er løbet af sporet pga. manglende forældreopmærksomhed. Ikke ligefrem emner, jeg føler mig behageligt til mode ved at se behandlet med skødesløs plat humor, når filmen på den anden side gerne vil forsøge at fortælle en seriøs historie? For det er vel det, den vil? Hvor man i ”Sideways” kommer til at knuselske sine skøre antihelte og griner og græder med dem i takt med deres tossede påfund – så opstod der på intet tidspunkt en forbindelse mellem mig og karaktererne i ”The Decendants”. Tværtom – jeg blev mere og mere irriteret over, hvor ”ualmindelige” flere og flere af de tilstødende familiemedlemmer og venner udfolder sig. Det må vel være nok med en dysfunktionel ægtemand/far og ditto døtre? Hvorfor er det nu liiige, at svigerfar skal være en overhård hårdtslående banan og svigermor totalt senil? Og hvorfor skal ældste datters ven liiige være umiddelbart totalt åndsforsnåttet, og samtlige kusiner/fætre være lettere tomme i øverste etage? Hvis det skal være for at skabe humor, så er vi på niveau med ”falde-i-banan” og på ingen måde elegant som i ”Sideways”. På samme lave niveau finder vi vores antihelts beslutninger og handlemåder, som er som taget ud af én teenagefilm. Og vupti – på få dage så er alle skår klinket, og far og døtre kan slænge sig hyggeligt sammen i sofaen guffende is som en fuldt velfungerende familie. Helt ”normalt”.

Som filmtitlen antyder, så har vi med efterkommere at gøre – efterkommere af ældgamle Hawaii stammer. Så det skal naturligvis med i filmen – men på trods af titlen ikke som et hovedtema, vi skal dykke ordentligt ned i – men derimod som et løstrevent fritflyvende element, som behændigt kan give anledning til at skubbe noget meget smukt billedmateriale ind fra nogle ellers totalt uvedkommende naturskønne områder. Og jo, vi sukker alle i biografen, for smukt er der – men det bliver aldrig egentligt relevant for historien, og når vi forlader biografen, ved vi nøjagtigt lige så lidt om Hawaiis historie, som inden vi gik ind. Så spørgsmålet er her, om der blot er tale om fyldstof – eller om Payne har tabt en god historie på gulvet?

Som det måtte fremstå af ovennævnte, ja, så blev jeg skuffet over ”The Decendants”. Men som indledningsvis nævnt skyldes det udelukkende bristede forventninger. Var filmen blevet introduceret til mig som en sød lille ”feel good” film med handsomme Clooney i smukke omgivelser – ja, så tror jeg, at jeg ville have nydt filmen og taget den for det, den var. En let komedie, der bare vil underholde. Men med Oscar-hype og kritikernes ord for, at vi har med en fin beskrivelse af en ægtemands/fars frustrationer i nogle af livets hårde situationer at gøre, så gør man altså biografgængerne en bjørnetjeneste. Så selvom, der er morsomme scener, og selvom Clooney spiller godt, så kommer jeg altså ikke over de 3 stjerner, da manglende indfrielse af forventninger trækker en stjerne fra.

PS: Jeg bliver år for år mere og mere forundret over, hvad ”The Academy” går efter, når de udvælger deres film og skuespillere. Hvis George Clooney og Jean Dujardin præstationer i hhv. ”The Decendants” og ”The Artist” er, hvad man i 2011 fandt som bedste mandlige præstationer på lærredet, så er jeg bekymret. Har de herrer ikke gidet gå i biografen? Og hvordan kan de sætte de to præstationer højere end f.eks. Leonardo DiCaprio’s Hoover i ”J. Edgar”? Han var end ikke nomineret. Det fatter jeg simpelthen ikke…

PS PS: Den egentlige ”vinder” i ”The Decendants” er hverken Alexander Payne eller George Clooney men derimod de amerikanske turistmyndigheder! De må klappe i vild begejstring – især i turistområdet Princeville & Hanalei Bay på Kauai – for hvis der er noget filmen er lykkedes med, så er det at promovere de mest natursmukke områder på Hawaii-øerne. Her kan forventes fordoblede besøgstal langt ud i fremtiden i lighed med netop ”Sideways”, hvor turistkontorerne i Santa Ynez-vindistriktet stadig udleverer specielle maps med indtegnede vingårde i denne films fodspor. Så stort til lykke til The American Tourist Authorities!