Overbeviser hverken som romantik eller samfundskritik
3.0
Nikolaj Arcel har lavet en historisk storfilm med et ambitionsniveau, man sjældent ser herhjemme. "En kongelig affære" er da også baseret på en rigtig god historie, som vi alle sammen kender fra historieundervisningen: Hvordan Christian den 7.s livlæge, Johann Friedrich Struensee, i 1771 udnyttede kongens galskab til at få noget nær absolut magt og samtidig blev dronning Caroline Mathildes elsker. Og hvordan Struensee, inspireret af oplysningstanken, satte et væld af reformer i gang, inden han et år senere blev arresteret og henrettet for majestætsfornæmelse.
Så vidt jeg kan bedømme, er Arcel og Rasmus Heisterbergs manuskript ganske trofast over for de historiske kendsgerninger, som jo både rummer en stor romantisk tragedie og en mere væsentlig kamp mellem oplysning og enevældig kongemagt (støttet af adel og kirke). Plus at filmen faktisk skildrer hele tre statskup. Desværre synes jeg så, at filmen sætter sig midt imellem to stole, hvor hverken romantikken eller samfundskritikken virker helt overbevisende.
I den romantiske del af historien synes jeg simpelt hen ikke, at der er den nødvendige gnist mellem Mads Mikkelsen og Alicia Vikander som Struensee og Caroline Mathilde. Mikkelsen spiller med sin sædvanlige udstråling, men virker alligevel en kende malplaceret i rollen, og Vikander er lidt for anonym til at bære stor romantik. Så er der mere gods i Mikkel Boe Følsgaard som den gale konge. Når man tænker på, at det er hans første filmrolle overhovedet, er Følsgaard temmelig imponerende, men han bliver efter min mening forrådt af manuskriptet, der lidt for ofte gør kongens vanvid til pauseklovneri.
Det er synd, at Arcel og Heisterberg ikke har turdet gøre galskaben mere farlig og dyster, for det var altså realiteterne dengang: Danmark havde en i princippet enevældig konge, som var utilregnelig. Faktisk tror jeg egentlig, man kan sige, at filmen giver et temmelig positivt portræt af alle de tre hovedroller. Til gengæld bliver Struensees modstandere til endimensionalt konservative skurke, som selv ikke stærke skuespillere som David Dencik og Trine Dyrholm kan give meget liv.
På mig virker det, som om filmens anden store konflikt, kampen mellem oplysning og enevælde, er den, som Arcel helst vil fokusere på. Og den del fungerer da også bedre end romantikken, for man får et godt billede af Struensees nærmest dumdristige reformiver, og hvordan hans idealisme gjorde ham blind for de mekanismer, som hurtigt førte til hans fald. Men samtidig glemmer filmen fuldstændig at etablere, hvor den idealisme kom fra. Der er lige en enkelt hurtig scene med en bonde på en træhest, og så formodes publikum åbenbart at dele den indignation, som bliver lagt i munden på Struensee?
Der er bestemt gode tilløb i "En kongelig affære". Den er ikke mindst rigtig flot visualiseret med production design på højt niveau og overbevisende billeder af Danmark i 1770'erne. Men dens historiefortælling er for letkøbt, og samtidig savnede jeg den sikre forståelse for flow og tempo, som Arcel har vist i tidligere film. Den her er faktisk ret tung i det og blev undervejs så småkedelig, at jeg fik tid til at blive irriteret over, at replikkerne er skrevet på lidt for moderne dansk.
Jeg undres over, at det her var godt nok til at vinde prisen for bedste manuskript på Berlin-festivalen. Og jeg undres i øvrigt også over, at Arcel har valgt at gøre henrettelserne af Struensee og vennen Enevold Brandt langt mindre brutale, end de var i virkeligheden. Det er underligt, at filmen gerne vil gøre Struensee til en nok lidt mere idealistisk helt, end han reelt var, men samtidig skruer ned for barbariet, når det gælder magthavernes behandling af ham. Som skrevet: Den sætter sig mellem to stole.
Så vidt jeg kan bedømme, er Arcel og Rasmus Heisterbergs manuskript ganske trofast over for de historiske kendsgerninger, som jo både rummer en stor romantisk tragedie og en mere væsentlig kamp mellem oplysning og enevældig kongemagt (støttet af adel og kirke). Plus at filmen faktisk skildrer hele tre statskup. Desværre synes jeg så, at filmen sætter sig midt imellem to stole, hvor hverken romantikken eller samfundskritikken virker helt overbevisende.
I den romantiske del af historien synes jeg simpelt hen ikke, at der er den nødvendige gnist mellem Mads Mikkelsen og Alicia Vikander som Struensee og Caroline Mathilde. Mikkelsen spiller med sin sædvanlige udstråling, men virker alligevel en kende malplaceret i rollen, og Vikander er lidt for anonym til at bære stor romantik. Så er der mere gods i Mikkel Boe Følsgaard som den gale konge. Når man tænker på, at det er hans første filmrolle overhovedet, er Følsgaard temmelig imponerende, men han bliver efter min mening forrådt af manuskriptet, der lidt for ofte gør kongens vanvid til pauseklovneri.
Det er synd, at Arcel og Heisterberg ikke har turdet gøre galskaben mere farlig og dyster, for det var altså realiteterne dengang: Danmark havde en i princippet enevældig konge, som var utilregnelig. Faktisk tror jeg egentlig, man kan sige, at filmen giver et temmelig positivt portræt af alle de tre hovedroller. Til gengæld bliver Struensees modstandere til endimensionalt konservative skurke, som selv ikke stærke skuespillere som David Dencik og Trine Dyrholm kan give meget liv.
På mig virker det, som om filmens anden store konflikt, kampen mellem oplysning og enevælde, er den, som Arcel helst vil fokusere på. Og den del fungerer da også bedre end romantikken, for man får et godt billede af Struensees nærmest dumdristige reformiver, og hvordan hans idealisme gjorde ham blind for de mekanismer, som hurtigt førte til hans fald. Men samtidig glemmer filmen fuldstændig at etablere, hvor den idealisme kom fra. Der er lige en enkelt hurtig scene med en bonde på en træhest, og så formodes publikum åbenbart at dele den indignation, som bliver lagt i munden på Struensee?
Der er bestemt gode tilløb i "En kongelig affære". Den er ikke mindst rigtig flot visualiseret med production design på højt niveau og overbevisende billeder af Danmark i 1770'erne. Men dens historiefortælling er for letkøbt, og samtidig savnede jeg den sikre forståelse for flow og tempo, som Arcel har vist i tidligere film. Den her er faktisk ret tung i det og blev undervejs så småkedelig, at jeg fik tid til at blive irriteret over, at replikkerne er skrevet på lidt for moderne dansk.
Jeg undres over, at det her var godt nok til at vinde prisen for bedste manuskript på Berlin-festivalen. Og jeg undres i øvrigt også over, at Arcel har valgt at gøre henrettelserne af Struensee og vennen Enevold Brandt langt mindre brutale, end de var i virkeligheden. Det er underligt, at filmen gerne vil gøre Struensee til en nok lidt mere idealistisk helt, end han reelt var, men samtidig skruer ned for barbariet, når det gælder magthavernes behandling af ham. Som skrevet: Den sætter sig mellem to stole.
19/03-2012
