Fin eventyrfilm af den gamle skole
4.0
Nævn navnet Edgar Rice Burroughs, og de fleste vil sige Tarzan. Abernes konge er da også Burroughs' klart mest berømte helt, men hovedpersonen i hans første publicerede historie var faktisk John Carter, en amerikansk borgerkrigsveteran og eventyrer, der på mystisk vis bliver transporteret til Mars, hvor han får en slags superkræfter på grund af planetens lavere tyngdekraft. Carters første oplevelser var startskuddet til en serie på i alt 11 romaner om eventyr og krig på en vild planet med flere forskellige racer af marsmænd.
Burroughs' Mars-serie er en pulp-sci-fi-klassiker, som også har været omsat til tegneserie i flere omgange - men underligt nok har John Carter aldrig tidligere optrådt på film. Det gør han altså nu, lige knap 100 år efter den første historie udkom i april 1912 - og "John Carter" er så også en trofast filmatisering, der især baserer sig på seriens første bind. Handlingen går som nævnt ud på, at Carter bliver transporteret til Mars, hvor han bliver indblandet i krigen mellem to af de røde marsboers storbyer, men også oplever lidt af hvert hos de barbariske grønne marsboer.
"John Carter" er instrueret af Pixars vel nok største instruktør, Andrew Stanton (kendt for "Finding Nemo" og "WALL-E"). Ligesom kollegaen Brad Bird tager Stanton altså springet fra animation til live-action, og jeg synes, at Stanton klarer det betydeligt bedre end Birds temmelig kønsløse "Mission: Impossible"-film. "John Carter" er nemlig en rigtig pulp-eventyrfilm lavet på genrens egne præmisser, bare med et stort Disney-budget i ryggen.
Resultatet er en film, der bl.a. rummer krigere i lændeklæder og latterligt små rustninger. Fire meter høje grønne barbarer med fire arme. Flyvende skibe. Både magtbegærlige og mystiske skurke. Sære blå stråler i en blanding af teknologi og magi. Gladiatorkampe mod firearmede hvide kæmpeaber. En virkelig fjollet marshund. Og naturligvis en lækker prinsesse, der både er højt intelligent og kan slås med sværd. What's not to like?
Stanton lykkes først og fremmest med at bringe Burroughs' ualmindeligt spraglede Mars-verden til live på en måde, der holder inden for filmens egne rammer. Støttet af usædvanligt godt animationsarbejde - de mange sære væsener er virkelig livagtige. Samtidig er det så også synligt, at Stanton ikke ligefrem er Pixars mest action-agtige instruktør. Kampscenerne i "John Carter" er nemlig ikke vildt ophidsende, men dog okay.
Taylor Kitsch er faktisk også en rigtig fin helt i hovedrollen, mens Lynn Collins er en endnu bedre heltinde som prinsessen. Til gengæld begynder jeg at blive lidt træt af at se Ciarán Hinds og Mark Strong i store biroller - de to er godt nok med i mange film for tiden, og selv gode karakterskuespillere bliver slidt på den måde. Willem Dafoe og Samantha Morton bidrager faktisk med mere, når de lægger gode stemmer til grønne marsboer.
"John Carter" var en fin lille overraskelse for mig. Den fungerer bedre, end jeg havde ventet, men man skal huske at indstille sine forventninger til klassisk pulp-stil. For det er nemlig, hvad den leverer: et fint eventyr af den gamle skole.
Burroughs' Mars-serie er en pulp-sci-fi-klassiker, som også har været omsat til tegneserie i flere omgange - men underligt nok har John Carter aldrig tidligere optrådt på film. Det gør han altså nu, lige knap 100 år efter den første historie udkom i april 1912 - og "John Carter" er så også en trofast filmatisering, der især baserer sig på seriens første bind. Handlingen går som nævnt ud på, at Carter bliver transporteret til Mars, hvor han bliver indblandet i krigen mellem to af de røde marsboers storbyer, men også oplever lidt af hvert hos de barbariske grønne marsboer.
"John Carter" er instrueret af Pixars vel nok største instruktør, Andrew Stanton (kendt for "Finding Nemo" og "WALL-E"). Ligesom kollegaen Brad Bird tager Stanton altså springet fra animation til live-action, og jeg synes, at Stanton klarer det betydeligt bedre end Birds temmelig kønsløse "Mission: Impossible"-film. "John Carter" er nemlig en rigtig pulp-eventyrfilm lavet på genrens egne præmisser, bare med et stort Disney-budget i ryggen.
Resultatet er en film, der bl.a. rummer krigere i lændeklæder og latterligt små rustninger. Fire meter høje grønne barbarer med fire arme. Flyvende skibe. Både magtbegærlige og mystiske skurke. Sære blå stråler i en blanding af teknologi og magi. Gladiatorkampe mod firearmede hvide kæmpeaber. En virkelig fjollet marshund. Og naturligvis en lækker prinsesse, der både er højt intelligent og kan slås med sværd. What's not to like?
Stanton lykkes først og fremmest med at bringe Burroughs' ualmindeligt spraglede Mars-verden til live på en måde, der holder inden for filmens egne rammer. Støttet af usædvanligt godt animationsarbejde - de mange sære væsener er virkelig livagtige. Samtidig er det så også synligt, at Stanton ikke ligefrem er Pixars mest action-agtige instruktør. Kampscenerne i "John Carter" er nemlig ikke vildt ophidsende, men dog okay.
Taylor Kitsch er faktisk også en rigtig fin helt i hovedrollen, mens Lynn Collins er en endnu bedre heltinde som prinsessen. Til gengæld begynder jeg at blive lidt træt af at se Ciarán Hinds og Mark Strong i store biroller - de to er godt nok med i mange film for tiden, og selv gode karakterskuespillere bliver slidt på den måde. Willem Dafoe og Samantha Morton bidrager faktisk med mere, når de lægger gode stemmer til grønne marsboer.
"John Carter" var en fin lille overraskelse for mig. Den fungerer bedre, end jeg havde ventet, men man skal huske at indstille sine forventninger til klassisk pulp-stil. For det er nemlig, hvad den leverer: et fint eventyr af den gamle skole.
19/03-2012
