Jagten på mening i meningsløsheden
4.0
Filmatisering af Jonathan Safran Foers roman af samme navn, der fortæller historien om 9-årige Oskar fra New York, der forsøger at komme overens med, at hans far blev dræbt i 9/11-angrebet. Faderen havde det med at give Oskar opgaver, der sendte ham på små eventyr, så da han finder en nøgle i en vase, går han straks i gang med at lede efter den lås, den passer i, fordi den må gemme et sidste minde fra hans far.
Oskars eneste spor er navnet Black, så han går simpelt hen i gang med at opsøge samtlige newyorkere med det navn - og det er det fineste træk ved Safran Foers historie. 9/11 er et svært emne at håndtere, fordi det nemt kammer over til enten den ene eller den anden side. Men ved at lade en dreng opsøge en masse vidt forskelllige mennesker illustrerer historien smukt den følelse af samhørighed, som terrorangrebet også skabte på tværs af New York. Og instruktør Stephen Daldry afvikler fortællingen virkelig kompetent, så den både har Safran Foers skæve særpræg, føles som en historie om ægte mennesker og undgår at blive for klægt sentimental.
Eller ... Den undgår den klæge sentimentalitet indtil slutsekvensen, hvor historiens sidste twist desværre sparker den ud i tåreperser-feelgood, mens filmen kæmper sig igennem mindst tre forskellige slutscener.
Men de første to timer af "Extremely Loud & Incredibly Close" er altså elegant lavet og følsomme på en god måde. Fortællingen er ikke mindst afhængig af en god præstation fra Thomas Horn i den usædvanlige hovedrolle - en klog lille dreng, som dog også er på kanten af Aspergers syndrom og bliver manisk, næsten destruktivt besat af sit projekt.
Horn har så også en håndfuld fine biroller at støtte sig til. Tom Hanks og Sandra Bullock gør det fint som hans forældre, Viola Davis og Jeffrey Wright skiller sig ud som to gange Black, og Max von Sydow er rigtig god som den tavse ældre herre, der slår følgeskab med Oskar under en del af hans eftersøgning.
"Extremely Loud & Incredibly Close" er et langt stykke ad vejen en film, der er lavet med stor elegance og sikker sans for idiosynkratisk fortællestil. Det er ærgerligt, at den absolut skal vælte over i krammende feelgood til sidst - men indtil da er det en skarp historie om at forsøge at finde mening i det meningsløse.
Oskars eneste spor er navnet Black, så han går simpelt hen i gang med at opsøge samtlige newyorkere med det navn - og det er det fineste træk ved Safran Foers historie. 9/11 er et svært emne at håndtere, fordi det nemt kammer over til enten den ene eller den anden side. Men ved at lade en dreng opsøge en masse vidt forskelllige mennesker illustrerer historien smukt den følelse af samhørighed, som terrorangrebet også skabte på tværs af New York. Og instruktør Stephen Daldry afvikler fortællingen virkelig kompetent, så den både har Safran Foers skæve særpræg, føles som en historie om ægte mennesker og undgår at blive for klægt sentimental.
Eller ... Den undgår den klæge sentimentalitet indtil slutsekvensen, hvor historiens sidste twist desværre sparker den ud i tåreperser-feelgood, mens filmen kæmper sig igennem mindst tre forskellige slutscener.
Men de første to timer af "Extremely Loud & Incredibly Close" er altså elegant lavet og følsomme på en god måde. Fortællingen er ikke mindst afhængig af en god præstation fra Thomas Horn i den usædvanlige hovedrolle - en klog lille dreng, som dog også er på kanten af Aspergers syndrom og bliver manisk, næsten destruktivt besat af sit projekt.
Horn har så også en håndfuld fine biroller at støtte sig til. Tom Hanks og Sandra Bullock gør det fint som hans forældre, Viola Davis og Jeffrey Wright skiller sig ud som to gange Black, og Max von Sydow er rigtig god som den tavse ældre herre, der slår følgeskab med Oskar under en del af hans eftersøgning.
"Extremely Loud & Incredibly Close" er et langt stykke ad vejen en film, der er lavet med stor elegance og sikker sans for idiosynkratisk fortællestil. Det er ærgerligt, at den absolut skal vælte over i krammende feelgood til sidst - men indtil da er det en skarp historie om at forsøge at finde mening i det meningsløse.
21/03-2012
