Politisk drama i klassisk amerikansk stil
4.0
Politisk drama om magtspillet i kulisserne under Demokraternes primærvalg frem mod et amerikansk præsidentvalg.
"The Ides of March" er instrueret af George Clooney, der også har været med på manuskriptet og selv spiller en hovedrolle som én af de to kandidater, der kæmper om nomineringen. Men historiens egentlige hovedrolle har Ryan Gosling som Clooneys kyniske vicekampagneleder.
Filmen er baseret på et skuespil af Beau Willimon, der selv arbejdede for Howard Deans kampagne under primærvalgene i 2004. "The Ides of March" skulle derfor trække på Willimons egne erfaringer, hvilket bl.a. kan ses på, at Clooney spiller en forholdsvis venstreorienteret kandidat a la Dean. Filmen er dog på ingen måde en film om Dean og 2004-valget, men derimod en mere generel fabel om, hvordan magtbegær vinder over idealisme.
Historiens magtkamp foregår på to planer. Der er selvfølgelig den overordnede kamp om nomineringen, som bruges til at vise, hvordan man er nødt til at gå på kompromis med sine løfter og lave beskidte studehandler for at nå hele vejen til Det Hvide Hus. Men kampen om kandidaturet fremprovokerer også en intern magtkamp i Clooneys kampagne, der illustrerer det gamle mundheld, om at man ikke har nogen venner i politik. Det er da også her, at man skal finde forklaringen på titlens reference til kejsermord.
"The Ides of March" er et meget klassisk amerikansk politisk drama - velproduceret, velfortalt og velspillet. Clooney er ikke overraskende en troværdig præsidentkandidat, og Gosling spiller hensynløs med det intense stoneface, han har vist i flere tidligere film. Det er også en stor fornøjelse at se Philip Seymour Hoffman og Paul Giamatti som rivaliserende kampagneledere, plus at der er en fin rolle til Evan Rachel Wood som den unge praktikant, hvis forhold til Gosling får afgørende betydning.
Det her er en glimrende film, men samtidig er den også lidt forudsigelig og føles ret konstrueret i den måde, hvorpå alt i handlingen er gearet til at understrege, at politik er et kynisk spil, og magt korrumperer. Bestemt seværdig, men ikke så medrivende og slagkraftig som de bedste film i genren - eksempelvis "The Last Hurrah", "The Best Man" og "Primary Colors".
"The Ides of March" er instrueret af George Clooney, der også har været med på manuskriptet og selv spiller en hovedrolle som én af de to kandidater, der kæmper om nomineringen. Men historiens egentlige hovedrolle har Ryan Gosling som Clooneys kyniske vicekampagneleder.
Filmen er baseret på et skuespil af Beau Willimon, der selv arbejdede for Howard Deans kampagne under primærvalgene i 2004. "The Ides of March" skulle derfor trække på Willimons egne erfaringer, hvilket bl.a. kan ses på, at Clooney spiller en forholdsvis venstreorienteret kandidat a la Dean. Filmen er dog på ingen måde en film om Dean og 2004-valget, men derimod en mere generel fabel om, hvordan magtbegær vinder over idealisme.
Historiens magtkamp foregår på to planer. Der er selvfølgelig den overordnede kamp om nomineringen, som bruges til at vise, hvordan man er nødt til at gå på kompromis med sine løfter og lave beskidte studehandler for at nå hele vejen til Det Hvide Hus. Men kampen om kandidaturet fremprovokerer også en intern magtkamp i Clooneys kampagne, der illustrerer det gamle mundheld, om at man ikke har nogen venner i politik. Det er da også her, at man skal finde forklaringen på titlens reference til kejsermord.
"The Ides of March" er et meget klassisk amerikansk politisk drama - velproduceret, velfortalt og velspillet. Clooney er ikke overraskende en troværdig præsidentkandidat, og Gosling spiller hensynløs med det intense stoneface, han har vist i flere tidligere film. Det er også en stor fornøjelse at se Philip Seymour Hoffman og Paul Giamatti som rivaliserende kampagneledere, plus at der er en fin rolle til Evan Rachel Wood som den unge praktikant, hvis forhold til Gosling får afgørende betydning.
Det her er en glimrende film, men samtidig er den også lidt forudsigelig og føles ret konstrueret i den måde, hvorpå alt i handlingen er gearet til at understrege, at politik er et kynisk spil, og magt korrumperer. Bestemt seværdig, men ikke så medrivende og slagkraftig som de bedste film i genren - eksempelvis "The Last Hurrah", "The Best Man" og "Primary Colors".
25/03-2012
