Sex som eskapisme
5.0
Én af sidste års mest kontroversielle film i den engelsktalende verden var "Shame", hvis hovedperson er en newyorker, der på overfladen er en succes med god karriere, men i privatlivet er sexafhængig. Hans kontrollerede facade begynder dog at krakelere, da han får uventet besøg af sin lillesøster, som også har ondt i livet og vil have et sted at bo, mens hun forsøger at samle sig sammen igen.
Det klart stærkeste element i "Shame" er samspillet mellem bror og søster, og det er også der, at forfatter-instruktør Steve McQueen har lavet en lille genialitet. "Shame" er nemlig i høj grad en historie, som aldrig bliver fortalt. Det skinner tydeligt igennem i næsten hver eneste scene med de to søskende, at der ligger noget og tynger dem seriøst i deres fælles baggrund - men man får aldrig så meget som en antydning af, hvad det er. I stedet leverer filmen et usædvanligt skarpt portræt af en mand, som bruger sex til skubbe sine følelser væk - med en fin kontrast i søsteren, der omvendt bærer følelserne uden på tøjet.
Det kontroversielle ved filmen er selvfølgelig det store fokus på sex med meget nøgenhed og intense samleje- og onaniscener, som bestemt ikke har en stemning af pæn erotik. Der kan man virkelig se, at det er en europæisk (britisk) film, selv om den altså foregår i New York. Amerikanerne havde ikke overraskende svært ved at kapere det seksuelle, så filmen kom derovre igennem censuren som NC-17 (den tidligere X-rating). Den rating var formentlig afgørende for, at "Shame" blev helt overset ved Oscar-nomineringerne, hvor den ellers burde have været en oplagt kandidat i flere kategorier.
Jeg synes, det er en fremragende film, hvor McQueen effektivt bruger de seksuelle elementer som et slag i ansigtet. Det er sjældent at se film, hvor mandlig seksualitet bliver skildret på denne måde, og det er en gennemført velkomponeret film, hvor McQueen lader det grimme forblive i historien, mens det meste af billedsiden er smuk. Sean Bobbitts fotografering er enormt sensuel og giver et både dystert og tillokkende billede af New Yorks natteliv.
I hovedrollen har McQueen samme stjerne, som han brugte i sin meget roste debutfilm, "Hunger", nemlig Michael Fassbender. Han er fremragende i én af sidste års bedste skuespilpræstationer - Fassbender er både glat og charmerende nok til at være troværdig som succesfuld forretningsmand, samtidig med at han kan skifte til dumt svin og har den der underliggende farlighed, som er nødvendig i rollen. Jeg var også imponeret over Carey Mulligan, hvis sårbare spil som søsteren igen viser, at hun er én, vi kommer til at se i mange store roller i de kommende år.
"Shame" er en fascinerende og stærk film. Man kan kritisere den for ikke at turde køre sit tema helt til ende, og dens konflikt omkring det seksuelle kræver et lidt puritansk forhold til sex, ligesom Mulligans rolle som stakkels lille pige er en anelse problematisk i den sammenhæng. Men det ændrer ikke ved, at "Shame" er én af de absolut bedste biografoplevelser lige nu.
Det klart stærkeste element i "Shame" er samspillet mellem bror og søster, og det er også der, at forfatter-instruktør Steve McQueen har lavet en lille genialitet. "Shame" er nemlig i høj grad en historie, som aldrig bliver fortalt. Det skinner tydeligt igennem i næsten hver eneste scene med de to søskende, at der ligger noget og tynger dem seriøst i deres fælles baggrund - men man får aldrig så meget som en antydning af, hvad det er. I stedet leverer filmen et usædvanligt skarpt portræt af en mand, som bruger sex til skubbe sine følelser væk - med en fin kontrast i søsteren, der omvendt bærer følelserne uden på tøjet.
Det kontroversielle ved filmen er selvfølgelig det store fokus på sex med meget nøgenhed og intense samleje- og onaniscener, som bestemt ikke har en stemning af pæn erotik. Der kan man virkelig se, at det er en europæisk (britisk) film, selv om den altså foregår i New York. Amerikanerne havde ikke overraskende svært ved at kapere det seksuelle, så filmen kom derovre igennem censuren som NC-17 (den tidligere X-rating). Den rating var formentlig afgørende for, at "Shame" blev helt overset ved Oscar-nomineringerne, hvor den ellers burde have været en oplagt kandidat i flere kategorier.
Jeg synes, det er en fremragende film, hvor McQueen effektivt bruger de seksuelle elementer som et slag i ansigtet. Det er sjældent at se film, hvor mandlig seksualitet bliver skildret på denne måde, og det er en gennemført velkomponeret film, hvor McQueen lader det grimme forblive i historien, mens det meste af billedsiden er smuk. Sean Bobbitts fotografering er enormt sensuel og giver et både dystert og tillokkende billede af New Yorks natteliv.
I hovedrollen har McQueen samme stjerne, som han brugte i sin meget roste debutfilm, "Hunger", nemlig Michael Fassbender. Han er fremragende i én af sidste års bedste skuespilpræstationer - Fassbender er både glat og charmerende nok til at være troværdig som succesfuld forretningsmand, samtidig med at han kan skifte til dumt svin og har den der underliggende farlighed, som er nødvendig i rollen. Jeg var også imponeret over Carey Mulligan, hvis sårbare spil som søsteren igen viser, at hun er én, vi kommer til at se i mange store roller i de kommende år.
"Shame" er en fascinerende og stærk film. Man kan kritisere den for ikke at turde køre sit tema helt til ende, og dens konflikt omkring det seksuelle kræver et lidt puritansk forhold til sex, ligesom Mulligans rolle som stakkels lille pige er en anelse problematisk i den sammenhæng. Men det ændrer ikke ved, at "Shame" er én af de absolut bedste biografoplevelser lige nu.
25/03-2012
