Survival of the ...
3.0
Vildmarksthriller om en gruppe oliearbejdere, hvis fly styrter ned på vej hjem fra raffinaderiet i Alaska. Syv af dem overlever, men står nu midt ude i sneen uden ordentligt udstyr, mad eller mobildækning. Det er slemt nok i sig selv, men langt værre bliver det, da et kobbel sultne ulve beslutter sig for, at de er bytte.
"The Grey" åbner med en effektiv etablering af sine karakterer. Eller rettere: sine karaktertyper, for alle personerne er den særlige slags mænd, der lader sig hyre til at bore olie under arktiske forhold, fordi de har svært ved at begå sig i det normale samfund eller har mere håndgribelige lig i lasten. Anført af Liam Neeson, der spiller hovedrollen med den rolige, men også meget fysiske udstråling, han efterhånden har vist i mange film. Der går ikke lang tid, før de ender i en virkelig nervepirrende flystyrtscene - den var effektiv nok, til at jeg ikke kunne undgå at tænke på den, da jeg morgenen efter selv stod på et fly.
Og derfra står den så på sne, kulde og ulve. Forfatter-instruktør Joe Carnahan har tidligere lavet actionkomedier som "Smokin' Aces" og "The A-Team", men den her er meget mere alvorlig i tonen med hård overlevelseskamp og barske sammenstød mellem mænd og ulve. "The Grey" bliver hurtigt til en historie om mennesker mod naturen, hvor det er ren stædighed og overlevelsesinstinkt, der driver hovedpersonerne frem, selv om deres situation er helt håbløs. Det bruger Carnahan også til nogle tydelige ateistiske markeringer, som man ikke ser så ofte i moderne amerikanske A-film.
Filmen begynder dog også som helhed at knække i permafrosten, for efter den effektive åbning går der stille og roligt tomgang i scenerne med mænd, der tramper rundt i endeløs sne. Der indfinder sig desværre et par temmelig store plothuller, som bl.a. betyder, at effekten af nogle spændingselementer bliver helt ophævet. Og jeg sad desuden med en klar fornemmelse af, at de her ganske monstrøse ulve ikke helt opfører sig, som jeg har lært, at ulve gør. Så selv om der er fine takter i "The Grey", synes jeg ikke, den holder hele vejen.
Men husk at blive siddende til efter credits, hvis du ser den.
"The Grey" åbner med en effektiv etablering af sine karakterer. Eller rettere: sine karaktertyper, for alle personerne er den særlige slags mænd, der lader sig hyre til at bore olie under arktiske forhold, fordi de har svært ved at begå sig i det normale samfund eller har mere håndgribelige lig i lasten. Anført af Liam Neeson, der spiller hovedrollen med den rolige, men også meget fysiske udstråling, han efterhånden har vist i mange film. Der går ikke lang tid, før de ender i en virkelig nervepirrende flystyrtscene - den var effektiv nok, til at jeg ikke kunne undgå at tænke på den, da jeg morgenen efter selv stod på et fly.
Og derfra står den så på sne, kulde og ulve. Forfatter-instruktør Joe Carnahan har tidligere lavet actionkomedier som "Smokin' Aces" og "The A-Team", men den her er meget mere alvorlig i tonen med hård overlevelseskamp og barske sammenstød mellem mænd og ulve. "The Grey" bliver hurtigt til en historie om mennesker mod naturen, hvor det er ren stædighed og overlevelsesinstinkt, der driver hovedpersonerne frem, selv om deres situation er helt håbløs. Det bruger Carnahan også til nogle tydelige ateistiske markeringer, som man ikke ser så ofte i moderne amerikanske A-film.
Filmen begynder dog også som helhed at knække i permafrosten, for efter den effektive åbning går der stille og roligt tomgang i scenerne med mænd, der tramper rundt i endeløs sne. Der indfinder sig desværre et par temmelig store plothuller, som bl.a. betyder, at effekten af nogle spændingselementer bliver helt ophævet. Og jeg sad desuden med en klar fornemmelse af, at de her ganske monstrøse ulve ikke helt opfører sig, som jeg har lært, at ulve gør. Så selv om der er fine takter i "The Grey", synes jeg ikke, den holder hele vejen.
Men husk at blive siddende til efter credits, hvis du ser den.
27/03-2012
