"Everything will be all right"

Feelgood-film for det grå segment om syv englændere i pensionsalderen, der lader sig lokke af et indisk hotels løfte om en billig, men luksuriøs pensionstilværelse. Da de ankommer til hotellet, viser det sig dog at være et work-in-progress, der slet ikke lever op til annonceringen. Men samtidig er Indien eksotisk og charmerende, og de syv hovedpersoner reagerer på oplevelserne på vidt forskellige måder.

Det klart bedste ved "The Best Exotic Marigold Hotel" er dens stærke cast af rutinerede britiske skuespillere. Der er fine små historier i Tom Wilkinsons højesteretsdommer på jagt efter sin ungdom og i Judi Denchs husmor på sit livs største eventyr. Mere uinteressante er til gengæld både Maggie Smiths racistiske rullestolsbruger, Bill Nighy og Penelope Wiltons hund-og-kat-ægtepar og Ronald Pickup og Celia Imrie som lykkejægere. De spiller egentlig glimrende alle syv, men problemet er bare, at de mestendels skal levere tommetykke klicheer og en udvikling i deres karaterer, som simpelt hen ikke er troværdig.

"The Best Exotic Marigold Hotel" er nemlig én af den slags totalt forudsigelige feelgood-film, hvor tingene går alt for nemt op, og konflikter bliver løst på et sekund, mens Dev Patel fjanter idiotisk rundt i baggrunden som den unge hotelbestyrer med en umulig drøm. Patel er jo ham fra "Slumdog Millionaire", men han er måske ikke brugbar som andet end charmerende ung inder.

Som stort set alle andre europæiske film fra Indien har den her noget charme i billederne af det farverige menneskemylder. Men derudover er det en tynd og letkøbt omgang 'smil til verden', hvor instruktør John Madden endnu en gang viser, at han har svært ved at leve op til, at han engang lavede "Shakespeare in Love".

Dev Patel citerer flere gange i filmen et indisk mundheld, som lyder: "Everything will be all right in the end. If it is not all right, then it is not yet the end."

Hvis det var sandt, ville filmen jo ikke være slut endnu.