En honningdryppende historietime fra Skolemester Scorsese
2.0
Martin Scorsese ryddede stort set bordet for tekniske priser ved årets Oscar-uddeling med ”Hugo”, hvis hovedperson er en 12-årig dreng, der i slutningen af 1920’erne gemmer sig på Montparnasse-stationen i Paris, hvor han passer sin fordrukne onkels arbejde med at holde stationens ure i gang. Hugos hovedprojekt er dog reparationen af en mekanisk mand, som hans afdøde far efterlod. Han stjæler reservedele fra en legetøjsbutik, hvis sure ejer viser sig at være filmpioneren Georges Méliès, der selv har en forbindelse til den mekaniske mand.
Den egentlige historie i ”Hugo” drejer sig nemlig ikke om Hugo selv, men om Méliès’ tragiske skæbne. Han var virkelig en pioner, der lavede nogle af de første special effects og skabte de første fantastiske film, som han lavede i hundredevis inden 1. Verdenskrig. Men krigen betød, at han gik fallit, mistede sine filmstudier og brændte de fleste af sine filmnegativer i afmagt.
”Hugo” er baseret på en prisbelønnet børnebog af Brian Selznick, og det er nemt at se, hvad der har gjort historien tiltrækkende for Scorsese. Det er både en stor kærlighedserklæring til filmmediet og en helt fortjent hyldest til en mand, som de fleste moderne biografgængere aldrig har hørt om. Men selv om ”Hugo” givetvis er lavet med masser af passion, synes jeg slet ikke, den fænger.
Mit problem med ”Hugo” bunder i hele den måde, filmens univers er iscenesat på. Gare Montparnasse bliver visualiseret i en tungt computeranimeret kulisse, set gennem et kamera med douce gyldent filter på alle billeder. Det er formentlig meningen, at det skal give en fornemmelse af en anden tidsalder, men den gyldne farveholdning fik mig til at føle, at nogle havde dyppet hele filmen i et tykt lag honning. Det bliver i stedet en klæg, sødlig, fupromantisk oplevelse - og det er slående, hvor stillestående og falsk denne films billede af Paris i 20’erne virker, sammenlignet med det levende, charmerende Paris fra samme periode, som Woody Allen for få måneder siden viste i ”Midnight in Paris”.
Helt skidt bliver det, når Howard Shores soundtrack slår igennem, for det er da den værste gang klichémusik, jeg længe har hørt. En endeløs gentagelse af glad fransk cafémusik for turister.
Derudover bliver filmen så også fortalt forholdsvis klodset, i en belærende stil, som betød, at jeg aldrig blev grebet af hverken Hugos eller Méliès’ historie. Og igen med en klichéagtig brug af drømmesekvenser, der lige skærer ud i pap, at vi skal forstå, at filmverdenen er en fantastisk drømmefabrik, og vi skal huske at ære dem, der gjorde forarbejdet til alle nutidens muligheder. Samtidig med at Hugo selvfølgelig skal finde sig til rette med sin fars død. Hvilket faktisk er endnu et punkt, hvor filmen taber sammenlignet med en aktuel titel - præmissen om drengen, der febrilsk undersøger et spor fra sin afdøde far, bliver løftet langt bedre i ”Extremely Loud & Incredibly Close”.
Den klodsede fortællestil og sirupssøde indpakning hjælper selvfølgelig heller ikke skuespillerne, som generelt virker fastlåst i de stereotyper, de har fået stukket ud. Det gælder ikke mindst Sacha Baron Cohens comic relief-rolle som stationens ubehagelige opsynsmand, men selv ikke Ben Kingsley brænder særlig godt igennem som Méliès. Asa Butterfield er også temmelig tam i rollen som Hugo, mens Chloë Grace Moretz trods alt rammer lidt bedre som den jævnaldrende pige, der vinder hans tillid.
”Hugo” har bestemt øjeblikke, hvor man kan se, at der er blevet brugt mange ressourcer på at lave lækre billeder - bl.a. nogle flotte kamerature rundt i den heftigt animerede togstation. Men som helhed er det virkelig en film, som ringer falsk hos mig, selv om intentionen om at hylde Méliès er god. Det er bare tankevækkende, hvor stor filmmagi Méliès kunne skabe med ganske simple midler, mens denne produktion til 170 mio. dollars aldrig rammer hjertet.
Den egentlige historie i ”Hugo” drejer sig nemlig ikke om Hugo selv, men om Méliès’ tragiske skæbne. Han var virkelig en pioner, der lavede nogle af de første special effects og skabte de første fantastiske film, som han lavede i hundredevis inden 1. Verdenskrig. Men krigen betød, at han gik fallit, mistede sine filmstudier og brændte de fleste af sine filmnegativer i afmagt.
”Hugo” er baseret på en prisbelønnet børnebog af Brian Selznick, og det er nemt at se, hvad der har gjort historien tiltrækkende for Scorsese. Det er både en stor kærlighedserklæring til filmmediet og en helt fortjent hyldest til en mand, som de fleste moderne biografgængere aldrig har hørt om. Men selv om ”Hugo” givetvis er lavet med masser af passion, synes jeg slet ikke, den fænger.
Mit problem med ”Hugo” bunder i hele den måde, filmens univers er iscenesat på. Gare Montparnasse bliver visualiseret i en tungt computeranimeret kulisse, set gennem et kamera med douce gyldent filter på alle billeder. Det er formentlig meningen, at det skal give en fornemmelse af en anden tidsalder, men den gyldne farveholdning fik mig til at føle, at nogle havde dyppet hele filmen i et tykt lag honning. Det bliver i stedet en klæg, sødlig, fupromantisk oplevelse - og det er slående, hvor stillestående og falsk denne films billede af Paris i 20’erne virker, sammenlignet med det levende, charmerende Paris fra samme periode, som Woody Allen for få måneder siden viste i ”Midnight in Paris”.
Helt skidt bliver det, når Howard Shores soundtrack slår igennem, for det er da den værste gang klichémusik, jeg længe har hørt. En endeløs gentagelse af glad fransk cafémusik for turister.
Derudover bliver filmen så også fortalt forholdsvis klodset, i en belærende stil, som betød, at jeg aldrig blev grebet af hverken Hugos eller Méliès’ historie. Og igen med en klichéagtig brug af drømmesekvenser, der lige skærer ud i pap, at vi skal forstå, at filmverdenen er en fantastisk drømmefabrik, og vi skal huske at ære dem, der gjorde forarbejdet til alle nutidens muligheder. Samtidig med at Hugo selvfølgelig skal finde sig til rette med sin fars død. Hvilket faktisk er endnu et punkt, hvor filmen taber sammenlignet med en aktuel titel - præmissen om drengen, der febrilsk undersøger et spor fra sin afdøde far, bliver løftet langt bedre i ”Extremely Loud & Incredibly Close”.
Den klodsede fortællestil og sirupssøde indpakning hjælper selvfølgelig heller ikke skuespillerne, som generelt virker fastlåst i de stereotyper, de har fået stukket ud. Det gælder ikke mindst Sacha Baron Cohens comic relief-rolle som stationens ubehagelige opsynsmand, men selv ikke Ben Kingsley brænder særlig godt igennem som Méliès. Asa Butterfield er også temmelig tam i rollen som Hugo, mens Chloë Grace Moretz trods alt rammer lidt bedre som den jævnaldrende pige, der vinder hans tillid.
”Hugo” har bestemt øjeblikke, hvor man kan se, at der er blevet brugt mange ressourcer på at lave lækre billeder - bl.a. nogle flotte kamerature rundt i den heftigt animerede togstation. Men som helhed er det virkelig en film, som ringer falsk hos mig, selv om intentionen om at hylde Méliès er god. Det er bare tankevækkende, hvor stor filmmagi Méliès kunne skabe med ganske simple midler, mens denne produktion til 170 mio. dollars aldrig rammer hjertet.
02/04-2012
