En fortjent succes

Den har længe været udråbt som det næste store teenage-filmhit. Det blev den også - og nærmest lidt til, for ”The Hunger Games” overgik klart de første film i både Harry Potter- og Twilight-serierne i indtjening i åbningsweekenden i de amerikanske biografer. Hvilket betyder, at kvalitet og popularitet for en gangs skyld følges ad, for ”The Hunger Games” er nemlig en markant bedre film end første afsnit af de førnævnte serier.

Filmen er baseret på første del af Suzanne Collins’ romantrilogi, der udspiller sig i en postapokalyptisk udgave af Nordamerika. Her bor overklassen i en højteknologisk storby, The Capitol, som hersker over 12 tilstødende distrikter. Som bodsgang for tidligere tiders oprør skal hvert distrikt sende en dreng og en pige til de årlige Hunger Games, hvor de 24 deltagere kæmper til døden i et populært tv-show.

Historiens heltinde, Katniss Everdeen, kommer fra det ludfattige Distrikt 12, og hun melder sig frivilligt som deltager i showet som erstatning for sin lillesøster, der ellers har tabt i lotteriet. Sammen med de øvrige deltagere bliver hun trukket igennem en række hysteriske opvarmningsevents i The Capitol, inden de bliver sendt ud i kampzonen. Katniss er en dygtig jæger og bueskytte, men er oppe mod fysisk stærkere modstandere, og som de øvrige deltagere skal hun håndtere både skiftende alliancer og de ekstra forhindringer, som showets producere smider ind.

”The Hunger Games” er altså baseret på ideer, der er kendt fra mange andre dystopiske sci-fi-historier. Den diktatoriske og dekadente hovedstad, som undertrykker den fattige befolkning. En herskende klasse, der bruger blodig underholdning til at kontrollere masserne. Helten eller heltinden, der bliver et symbol på trods. Og historiens tydelige referencer til nutidens reality-tv er såmænd også set før. Men ”The Hunger Games” er vellavet og giver de kendte elementer tilstrækkelig meget særpræg, til at den står godt på egne ben.

Det skyldes i mine øjne to ting: For det første, at instruktør og medforfatter Gary Ross afvikler historien overbevisende - i en stil, hvor der både bliver kælet for udvalgte detaljer, men også bliver sat et godt tempo, når handlingen drejer over mod spænding. Manuskriptet er skåret så skarpt til, at man lige kan følge med i universet, men samtidig har en klar fornemmelse af, at der vil blive bygget mere baggrundshistorie på i de næste to afsnit. Og så rammer filmen helt overordnet en god, seriøs tone, hvor man selvfølgelig hepper på Katniss, men hvor det blodige show på ingen måde bliver glorificeret. Her er ingen smarte kampkoreografier og slowmotion - volden er tværtimod brutal og realistisk hurtigt overstået, og heltinden er tydeligt bange det meste af tiden.

For det andet har ”The Hunger Games” et meget stort plus i Jennifer Lawrence i hovedrollen. Jeg har tidligere skrevet, at jeg mener, Lawrence er et megatalent, og det bekræfter hun i rollen som Katniss. Der er virkelig pondus i hendes ordknappe spil, og det er godt at se, at hun også kan fungere i en så actionpræget rolle. Filmen har så også en række glimrende biroller fra mere rutinerede navne, ikke mindst Elizabeth Banks som Katniss’ overgearede guide i The Capitol - men også Woody Harrelson, Stanley Tucci og Donald Sutherland gør det fint.

Jeg var positivt overrasket over ”The Hunger Games” og glæder mig til at se fortsættelserne. Man kan kritisere den for at være lidt uoriginal, men det er en rigtig vellavet film. Og hvor er det fedt at se en film, der går direkte efter teenagepublikummet, men samtidig stiller store spørgsmålstegn ved den form for underholdning, som samme publikum ellers får serveret på film og tv. Fire store stjerner herfra.