Larmende vrøvl
2.0
Efter han besejrede den farlige Kraken og reddede verden i "Clash of the Titans" fra 2010, afslog Perseus Zeus' tilbud om at flytte til Olympen. I stedet slog han sig igen ned i sin fiskerlandsby. Nogle år senere kontakter Zeus igen Perseus med en bøn om hjælp, for guderne er voldsomt svækket af, at mange mennesker er holdt op med at bede til dem. Det betyder, at cheftitanen Kronos er tæt på at kunne slippe ud af sit fængsel og flå verden i stykker, så den modvillige Perseus må en tur til Tartaros for at fixe tingene.
Hvor "Clash of the Titans" dog havde en slags relation til den græske mytologi, holder "Wrath of the Titans" sig til de helt simple referencer. Som fx, at boss-monstret hedder Kronos, og at når man har en labyrint, er der selvfølgelig også en minotaur. Filmens grundlæggende plot minder i øvrigt forbløffende meget om "Immortals", som havde premiere for kun fire måneder siden - det var også noget med, at guderne var ved at miste deres magt, og titanerne slap fri.
Derudover er handlingen i "Wrath of the Titans" stærkt forvrøvlet. Jeg bliver i hvert fald lidt træt, når den halvguddommelige helt får at vide, at verden er ved at gå under, og han så svarer, at han ikke har tid til at tage sig af den slags, fordi han skal passe sin søn. Og hvorfor er det lige, at Perseus stadig har sine kræfter, når Zeus og de andre mister deres? Men plottet er selvfølgelig også kun en tynd skal, der skal sørge for, at man kan lave en masse special effects og monstre, som heltene kan tampe på.
Computeranimationerne er så faktisk også ret overbevisende, klart bedre end i forgængeren. Monstrene er generelt fint lavet - især kimærerne - og det begynder at regne med ildkugler allerede i filmens anden scene, så man kan ikke påstå, at der ikke er gang i den. "Wrath of the Titans" lider bare under det klassiske problem, at bulder og brag ikke er nær så effektive, når man glemmer at opbygge ordentlige karaterer, som publikum kan holde med. Og derudover er filmens dialog mange steder tåkrummende dårlig.
Men animationerne er altså nydelige og især imponerende flydende, og det er det visuelle indtryk, som lige præcis hiver filmen op på to små stjerner fra mig. Sam Worthington får efterhånden også mere pondus som actionhelt, og Bill Nighy har en o.k. fjollet rolle som en smågal Hefaistos. Mens dygtige folk som Liam Neeson, Ralph Fiennes og Rosamund Pike forhåbentlig griner hele vejen ned til banken over deres pinlige optræden her. I Pikes skikkelse har Andromeda i øvrigt skiftet hårfarve siden den første film, så der nu er en sød blondine i læderrustning, som kan komme i fare.
"Wrath of the Titans" er instrueret af Jonathan Liebesman, der også lavede den ca. lige så dårlige "Battle: Los Angeles". Den led sjovt nok også af effekt-overkill i kampsekvens efter kampsekvens i en ganske usammenhængende historie uden interessante personer.
Hvor "Clash of the Titans" dog havde en slags relation til den græske mytologi, holder "Wrath of the Titans" sig til de helt simple referencer. Som fx, at boss-monstret hedder Kronos, og at når man har en labyrint, er der selvfølgelig også en minotaur. Filmens grundlæggende plot minder i øvrigt forbløffende meget om "Immortals", som havde premiere for kun fire måneder siden - det var også noget med, at guderne var ved at miste deres magt, og titanerne slap fri.
Derudover er handlingen i "Wrath of the Titans" stærkt forvrøvlet. Jeg bliver i hvert fald lidt træt, når den halvguddommelige helt får at vide, at verden er ved at gå under, og han så svarer, at han ikke har tid til at tage sig af den slags, fordi han skal passe sin søn. Og hvorfor er det lige, at Perseus stadig har sine kræfter, når Zeus og de andre mister deres? Men plottet er selvfølgelig også kun en tynd skal, der skal sørge for, at man kan lave en masse special effects og monstre, som heltene kan tampe på.
Computeranimationerne er så faktisk også ret overbevisende, klart bedre end i forgængeren. Monstrene er generelt fint lavet - især kimærerne - og det begynder at regne med ildkugler allerede i filmens anden scene, så man kan ikke påstå, at der ikke er gang i den. "Wrath of the Titans" lider bare under det klassiske problem, at bulder og brag ikke er nær så effektive, når man glemmer at opbygge ordentlige karaterer, som publikum kan holde med. Og derudover er filmens dialog mange steder tåkrummende dårlig.
Men animationerne er altså nydelige og især imponerende flydende, og det er det visuelle indtryk, som lige præcis hiver filmen op på to små stjerner fra mig. Sam Worthington får efterhånden også mere pondus som actionhelt, og Bill Nighy har en o.k. fjollet rolle som en smågal Hefaistos. Mens dygtige folk som Liam Neeson, Ralph Fiennes og Rosamund Pike forhåbentlig griner hele vejen ned til banken over deres pinlige optræden her. I Pikes skikkelse har Andromeda i øvrigt skiftet hårfarve siden den første film, så der nu er en sød blondine i læderrustning, som kan komme i fare.
"Wrath of the Titans" er instrueret af Jonathan Liebesman, der også lavede den ca. lige så dårlige "Battle: Los Angeles". Den led sjovt nok også af effekt-overkill i kampsekvens efter kampsekvens i en ganske usammenhængende historie uden interessante personer.
02/04-2012
