Public Enemy no. 1
5.0
Denne anmeldelse vil behandle begge dele af Jean-Francois Richets Public Enemy No. 1 (ikke at forveksle med Michael Manns public enemies udgivet det efterfølgende år). Filmen skildrer den franske gangster Jacques Mesrine der gennem 60erne og 70erne fik titlen som samfundets fjende nummer 1. Første del viser Mesrines rejse til titlen og anden del tager udgangspunkt i hans endeligt og viser os de hændelser der leder op til dette punkt.
Instruktør Jean-François Richet synes mere interesseret i mandens gerninger end personen der ligger bag handlingerne. Hans flugtforsøg og kriminelle gerninger filmes med stor fascination og Mesrines forhold til kvinderne, medsammensvorne og hans forsømte familie sættes i baggrunden. Dette valg giver dog mening i skildringen af Mesrine der lever et liv i rampelyset hvor offentlighedens syn på ham virker vigtigere end de mennesker der omgiver ham. De flygtige øjeblikke hvor filmene fokuserer på hans relationer, såsom hans korte møde med faderen på sit dødsleje, besidder en dramatisk vægt hvorved det lykkes at demaskerer gangsteren og i stedet vise det fejlfyldte og troværdigt menneske der gemmer sig under overfladen.
Selvom Mesrine holdes fascinerende og til tider decideret sympatisk lurer den faretruende og intimiderende side få centimeter under overfladen. Vincent Cassel formår at levere rollen som et toægget sværd, som en mand med to ansigter. På den ene side fascineres man af manden men samtidigt skræmmes og frastødes man. Cassel leverer rollen på en måde der suger en ind i filmens univers og man slippes først når det hele er ovre.
Som helhed er det en spændende film der giver os et indblik i en gangsters liv. Spændingsscenerne er mesterligt udført og filmens action holdes som korte eksplosioner af vold optegnet og realiseret på en realistisk og troværdig manér. Dette balanceres med veleksekveret drama der giver os et indblik i karakterens motivationer og liv hvilket resulterer i to mesterligt sammenskruede værker der føltes som et friskt pust indenfor gangsterfilmsgenren.
Instruktør Jean-François Richet synes mere interesseret i mandens gerninger end personen der ligger bag handlingerne. Hans flugtforsøg og kriminelle gerninger filmes med stor fascination og Mesrines forhold til kvinderne, medsammensvorne og hans forsømte familie sættes i baggrunden. Dette valg giver dog mening i skildringen af Mesrine der lever et liv i rampelyset hvor offentlighedens syn på ham virker vigtigere end de mennesker der omgiver ham. De flygtige øjeblikke hvor filmene fokuserer på hans relationer, såsom hans korte møde med faderen på sit dødsleje, besidder en dramatisk vægt hvorved det lykkes at demaskerer gangsteren og i stedet vise det fejlfyldte og troværdigt menneske der gemmer sig under overfladen.
Selvom Mesrine holdes fascinerende og til tider decideret sympatisk lurer den faretruende og intimiderende side få centimeter under overfladen. Vincent Cassel formår at levere rollen som et toægget sværd, som en mand med to ansigter. På den ene side fascineres man af manden men samtidigt skræmmes og frastødes man. Cassel leverer rollen på en måde der suger en ind i filmens univers og man slippes først når det hele er ovre.
Som helhed er det en spændende film der giver os et indblik i en gangsters liv. Spændingsscenerne er mesterligt udført og filmens action holdes som korte eksplosioner af vold optegnet og realiseret på en realistisk og troværdig manér. Dette balanceres med veleksekveret drama der giver os et indblik i karakterens motivationer og liv hvilket resulterer i to mesterligt sammenskruede værker der føltes som et friskt pust indenfor gangsterfilmsgenren.
21/04-2012
