Robert Smith møder road movie
3.0
I This Must Be the Place spiller Sean Penn (Mystic River, Milk og Tree of Life) en aldrende sanger ved navn Cheyenne. Musik karrieren er blevet skrinlagt efter at to unge fans begik selvmord og Cheyenne lever nu et liv hvor følelsen af tomhed og kedsomhed trænger sig på. Hans trivielle hverdag forandres dog da hans jødiske far dør og efterlader navnet på den ex-nazist faderen gennem hele sit liv har søgt at opspore.
Præmisset lover en relativt normal film hvor Cheyenne forsøger at færdiggøre sin fars hævn samtidigt med at han i sin søgen finder sig selv og får fyldt tomheden i sit liv. Det er i og for sig også lige præcis det man får, men måden det hele fortælles gør det til en temmelig unik oplevelse. Tankerne sendes flygtigt mod Coen brødrenes mange drama komedier, hvor det er særligt svært ikke at tænke på A Serious Man. Humoren er både bizar og underspillet og ingen karakter er hvad de giver sig ud for at være mens dialogen er både skarp og præcis. En pumpet tatoveret mand drikker sin øl mens han hårdnakket insistere på at taknemmelighed er det smukkeste i verden. En traktor kører forbi, på ladet står en mand med et hitler overskæg og skuler ondskabsfuldt i Cheyennes retning. En mand bryder ind i et hus, ejeren vågner op og begynder at bælle en liter juice fra køleskabet, ved siden af står indbrudsmanden samtidigt med at en gås febrilsk prøver at advare om indbrud, ejeren er dog for optaget af at drikke juice til at opdage noget.
Det er svært at holde grinene tilbage, nogle gange fordi dialogen er lige i øjet og andre gange fordi situationerne der udfolder sig på skærmen er helt absurde. Samtidigt er filmens mange karakterer velspillede, hvor særligt Sean Penn som Cheyenne og Judd Hirsch som den jødiske, Nazi jæger, der er besat af guldtænder, Mordecai Midler står ud. Sean Penn er yderst akavet og praktisk taget uigenkendelig under sin makeup der får ham til at fremstå som en blanding af Ozzy Osbourne Robert Smith fra The Cure. Han viser karakterens dybfølte smerte samtidigt med at han levere akavede men punktlige og skarpe komiske replikker. Judd Hirsch viser sig som et af filmens komiske højdepunkter mens han gennem filmen formår at være både truende og komisk på samme tid.
Selvom filmen jonglere med mange flygtige småhistorier og et stort udbud af mindre karakterer så formår den at få det hele til at hænge sammen i sidste ende. Både komikken og dramaet er sammenhængende og effektivt udført, uden at de to elementer kommer i vejen for hinanden. Symbolikken bliver dog en anelse for tung i én enkelt scene der formentligt snildt vil afsløre dele af slutningen for mange seere relativt tidligt i filmen. Det er dog et meget lille kritik punkt i en film der generelt må siges at være rigtigt godt skruet sammen både i det filmiske og i manuskriptet. Hvis man kan lide skæve drama komedier i stil med det Coen brødrene normalt laver, så bør man ikke overse denne perle.
Præmisset lover en relativt normal film hvor Cheyenne forsøger at færdiggøre sin fars hævn samtidigt med at han i sin søgen finder sig selv og får fyldt tomheden i sit liv. Det er i og for sig også lige præcis det man får, men måden det hele fortælles gør det til en temmelig unik oplevelse. Tankerne sendes flygtigt mod Coen brødrenes mange drama komedier, hvor det er særligt svært ikke at tænke på A Serious Man. Humoren er både bizar og underspillet og ingen karakter er hvad de giver sig ud for at være mens dialogen er både skarp og præcis. En pumpet tatoveret mand drikker sin øl mens han hårdnakket insistere på at taknemmelighed er det smukkeste i verden. En traktor kører forbi, på ladet står en mand med et hitler overskæg og skuler ondskabsfuldt i Cheyennes retning. En mand bryder ind i et hus, ejeren vågner op og begynder at bælle en liter juice fra køleskabet, ved siden af står indbrudsmanden samtidigt med at en gås febrilsk prøver at advare om indbrud, ejeren er dog for optaget af at drikke juice til at opdage noget.
Det er svært at holde grinene tilbage, nogle gange fordi dialogen er lige i øjet og andre gange fordi situationerne der udfolder sig på skærmen er helt absurde. Samtidigt er filmens mange karakterer velspillede, hvor særligt Sean Penn som Cheyenne og Judd Hirsch som den jødiske, Nazi jæger, der er besat af guldtænder, Mordecai Midler står ud. Sean Penn er yderst akavet og praktisk taget uigenkendelig under sin makeup der får ham til at fremstå som en blanding af Ozzy Osbourne Robert Smith fra The Cure. Han viser karakterens dybfølte smerte samtidigt med at han levere akavede men punktlige og skarpe komiske replikker. Judd Hirsch viser sig som et af filmens komiske højdepunkter mens han gennem filmen formår at være både truende og komisk på samme tid.
Selvom filmen jonglere med mange flygtige småhistorier og et stort udbud af mindre karakterer så formår den at få det hele til at hænge sammen i sidste ende. Både komikken og dramaet er sammenhængende og effektivt udført, uden at de to elementer kommer i vejen for hinanden. Symbolikken bliver dog en anelse for tung i én enkelt scene der formentligt snildt vil afsløre dele af slutningen for mange seere relativt tidligt i filmen. Det er dog et meget lille kritik punkt i en film der generelt må siges at være rigtigt godt skruet sammen både i det filmiske og i manuskriptet. Hvis man kan lide skæve drama komedier i stil med det Coen brødrene normalt laver, så bør man ikke overse denne perle.
21/04-2012
