Fremragende og helt usædvanligt væmmelig
5.0
En slumforstad til Adelaide i starten af 90'erne. En mor får mistanke om, at hendes tre sønner bliver udsat for seksuelle overgreb af genboen. Hun finder sig en ny kæreste, der truer og chikanerer genboen til at flytte. Men det viser sig, at hun dermed har lukket et langt større monster ind i deres liv.
"Snowtown" er baseret på én af de værste seriemordersager i Australiens historie. Den bliver fortalt gennem øjnene på familiens ældste søn, en teenageknægt, som den nye stedfar langsomt lokker til at hjælpe sig med mordene. Filmen er effektivt bygget op som en slags stream-of-consciousness gennem en række snapshot-scener, der viser udviklingen og den stadig mere kvælende fornemmelse af iskoldt vanvid - i høj grad båret af Daniel Henshall, der i sin første filmrolle er fremragende som stedfaderen. Henshall rammer en skræmmende troværdig blanding af charme og psykopati, som gør hans altdominerende tilstedeværelse enormt troværdig.
Snapshot-stilen gør så også filmen en anelse svær at følge med i, fordi den er så fragmenteret. Men overordnet er det en fremragende, men også helt usædvanligt væmmelig film. Og det er ikke, fordi den viser væmmelige ting - men det gør den nu også; særligt én scene vil gå over grænserne hos de fleste. Nej, væmmeligheden kommer først og fremmest fra den stemning af total håbløshed, som instruktør Justin Kurzel dygtigt sniger ind under huden på én fra første sekund. Personerne lever i et slidt, grimt, rodet, trøstesløst miljø, hvor ingen sætter grænser for galskaben, og hvor man bare ser den her teenagedreng blive trukket længere og længere ind i helvede og ved, at der ikke er noget håb for ham. Og samtidig ved man, at filmen er baseret på virkelige begivenheder, hvilket får den til at ramme langt stærkere, fordi den er lavet i en ubehageligt naturalistisk stil.
(og der er i øvrigt ikke noget effektjageri her - faktisk undlader filmen nogle af de klammeste detaljer fra Snowtown-sagerne)
Set på CPH:PIX.
"Snowtown" er baseret på én af de værste seriemordersager i Australiens historie. Den bliver fortalt gennem øjnene på familiens ældste søn, en teenageknægt, som den nye stedfar langsomt lokker til at hjælpe sig med mordene. Filmen er effektivt bygget op som en slags stream-of-consciousness gennem en række snapshot-scener, der viser udviklingen og den stadig mere kvælende fornemmelse af iskoldt vanvid - i høj grad båret af Daniel Henshall, der i sin første filmrolle er fremragende som stedfaderen. Henshall rammer en skræmmende troværdig blanding af charme og psykopati, som gør hans altdominerende tilstedeværelse enormt troværdig.
Snapshot-stilen gør så også filmen en anelse svær at følge med i, fordi den er så fragmenteret. Men overordnet er det en fremragende, men også helt usædvanligt væmmelig film. Og det er ikke, fordi den viser væmmelige ting - men det gør den nu også; særligt én scene vil gå over grænserne hos de fleste. Nej, væmmeligheden kommer først og fremmest fra den stemning af total håbløshed, som instruktør Justin Kurzel dygtigt sniger ind under huden på én fra første sekund. Personerne lever i et slidt, grimt, rodet, trøstesløst miljø, hvor ingen sætter grænser for galskaben, og hvor man bare ser den her teenagedreng blive trukket længere og længere ind i helvede og ved, at der ikke er noget håb for ham. Og samtidig ved man, at filmen er baseret på virkelige begivenheder, hvilket får den til at ramme langt stærkere, fordi den er lavet i en ubehageligt naturalistisk stil.
(og der er i øvrigt ikke noget effektjageri her - faktisk undlader filmen nogle af de klammeste detaljer fra Snowtown-sagerne)
Set på CPH:PIX.
21/04-2012
