Skarpt psykologisk drama om sekterisk hjernevask

Skarpt amerikansk indie-drama, hvor hovedpersonen er en ung kvinde, der flygter efter to års ophold hos en sekt. Hendes storesøster tager imod hende med åbne arme, og derfra fortælles historien i krydsklip mellem flashbacks fra livet hos sekten og så livet hos søsteren og hendes mand, som ikke forstår, hvad der er sket, men bare synes, at hovedpersonen opfører sig sært.

"Martha Marcy May Marlene" imponerer først og fremmest ved dybden i det psykologiske portræt af sin hovedperson. Scenerne hos sekten er enormt overbevisende og viser, hvordan de i Charles Manson-stil fratager nye medlemmer deres identitet og manipulerer dem ind i livet i et slags kollektiv, hvor kvinderne bl.a. skal stå seksuelt til rådighed for mændene, og medlemmerne efterhånden også lokkes med på tyvetogter. Overfor dette står altså scenerne hos hovedpersonens storesøster, som bid for bid illustrerer, hvor dybt den psykologiske programmering stikker - faktisk så dybt, at hovedpersonen har svært ved at skille nutid og fortid fra hinanden.

Elizabeth Olsen er fremragende i hovedrollen, der er blevet et mindre gennembrud for hende. Og der er også fine præstationer af bl.a. John Hawkes som sektlederen og Sarah Paulson som storesøsteren. Samtidig er det en virkelig velfortalt film, der behandler sit ellers dramatiske emne i forholdsvis low-key stil, med virkelig dygtig klipning mellem de to fortællespor. Det er stærk film og en flot instruktørdebut for Sean Durkin.

Set på CPH:PIX.