Knugende dystert billede af mødrene skyld

4.0
Dystert kværnende drama om en mors forhold til sin psykopatiske søn. I filmens start møder vi moderen, der bor i et usselt hus og forsøger at opretholde et minimumstilværelse, hvor hun jævnligt bliver lagt for had af mennesker, hun møder tilfældigt. Gennem en serie flashbacks bliver forhistorien så foldet ud, inklusive hendes søns handlinger, der stadig følger hende på flere måder.

Med "We Need to Talk About Kevin" vil forfatter-instruktør Lynne Ramsay først og fremmest skildre det dilemma og den skyldfølelse, som forældre står med, hvis deres børn gør noget forfærdeligt. Bliver barnet født som psykopat, eller er det opdragelsen, der gør det? er ét af filmens centrale spørgsmål, og det er stærkt, at den ikke giver et 100% klart svar. For moderen - fremragende spillet af Tilda Swinton - er bestemt ikke ufejlbarlig, og flere scener viser, at Kevin bare var til besvær og en begrænsning af hendes friere liv før fødslen. Men som modpol får man andre scener, hvor der virkelig synes at være noget helt galt med sønnen, allerede da han er helt lille.

Ramsay har skruet filmen dygtigt sammen med en kværnende, knugende intensitet, hvor bl.a. et effektivt lydbillede er med til at give fornemmelsen af, at man vandrer rundt i moderens døsige, plagede sind. Mens historien ubønhørligt nærmer sig sin konklusion via afsløringen af, hvad det egentlig var, Kevin gjorde. Han bliver i øvrigt også spillet rigtig godt, både af Ezra Miller som teenage-Kevin og Jasper Newell som barne-Kevin.

"We Need to Talk About Kevin" er en virkelig vellavet, tankevækkende og ubehagelig film. Den bliver næsten for meget, fordi den så forudsigeligt blot trækker én med længere og længere ned. Men det er så også tydeligt, at Ramsays præmis ikke er at analysere og forklare, men i stedet levere følelser og indlevelse i denne historie om det onde barn. Fire store stjerner herfra.
Hvad med Kevin?