Ideen var sjovere end filmen
3.0
Nazis from the dark side of the Moon. What's not to like?
Sådan er der tilsyneladende mange filmfans, der har tænkt, for dette finske projekt er delvist finansieret af indskud fra forventningsfulde internetbrugere - som også har haft mulighed for at hjælpe med udviklingen af filmen via dens debatfora. Resultatet er en larmende respektløs komedie, hvor en flok fanatiske nazister efter 2. Verdenskrig søgte tilflugt på en base på Månens bagside. I 2018 bliver basen opdaget af en amerikansk måneekspedition, og det får nazisterne til at igangsætte deres plan om at geninvadere Jorden.
Ideen om månenazister er lige så fin, som den er fjollet, og der er lagt mange kræfter i en smuk visualisering af basen og dens indbyggere. Store, tunge metalkulisser, uniformer i bedste nazi-fetich-stil og et gigantisk rumhangarskib ved navn Götterdämmerung. Det er, som det skal være. Det samme er portrætteringen af de fanatiske månenazister og deres ideer om, hvad der foregår nede på Jorden - koncentreret i Julia Dietzes velfungerende hovedrolle som den godtroende lærerinde, der lærer børnene, at nazisterne kommer med fred og kærlighed. Der er også fin humor i mødet mellem nazisterne og deres gamle verden - jeg holdt fx meget af scenen, hvor de opdager, at en enkelt iPhone har mere regnekraft end de datamater, nazisterne selv har formået at udvikle.
Desværre falder filmen markant i kvalitet, så snart den sætter fod på Jorden. Den del lever især på en joke, om at Sarah Palin er blevet præsident, men satiren over amerikansk politik og kultur er anstrengt, grov og generelt usjov. Instruktør Timo Vuorensola & co. går simpelt hen efter de allerbilligste point, og det helt uden elegance - "Iron Sky" er faktisk mere åbenlyst antiamerikansk end "Dogville". Samtidig bliver de amerikanske roller udfyldt af andenrangsskuespillere, der ikke rigtig gør noget for at løfte scenerne, og derfor skinner det meget tydeligt igennem, at deres replikker ikke er skrevet af folk med engelsk som hovedsprog. Det bliver krast og parodisk på den dårlige måde.
I takt med, at filmen på den måde mere og mere aggressivt forsøger at være konstant sjov, falder handlingen også lidt fra hinanden frem mod den sidste kamp mod nazisterne. Der bliver stadig mere spoof af genrer og andre film - og tilsvarende mindre af den mere elegante komediestil, som historien ellers åbner med.
Den har absolut sine morsomme øjeblikke, og det kan sagtens være, at "Iron Sky" bliver en lille kultklassiker. Men mit bud er, at filmens eftermæle først og fremmest bliver som et eksempel på crowdfunding og crowdsourcing. For mig er dommen over "Iron Sky" i hvert fald nem at fælde: Ideen var sjovere end filmen.
Sådan er der tilsyneladende mange filmfans, der har tænkt, for dette finske projekt er delvist finansieret af indskud fra forventningsfulde internetbrugere - som også har haft mulighed for at hjælpe med udviklingen af filmen via dens debatfora. Resultatet er en larmende respektløs komedie, hvor en flok fanatiske nazister efter 2. Verdenskrig søgte tilflugt på en base på Månens bagside. I 2018 bliver basen opdaget af en amerikansk måneekspedition, og det får nazisterne til at igangsætte deres plan om at geninvadere Jorden.
Ideen om månenazister er lige så fin, som den er fjollet, og der er lagt mange kræfter i en smuk visualisering af basen og dens indbyggere. Store, tunge metalkulisser, uniformer i bedste nazi-fetich-stil og et gigantisk rumhangarskib ved navn Götterdämmerung. Det er, som det skal være. Det samme er portrætteringen af de fanatiske månenazister og deres ideer om, hvad der foregår nede på Jorden - koncentreret i Julia Dietzes velfungerende hovedrolle som den godtroende lærerinde, der lærer børnene, at nazisterne kommer med fred og kærlighed. Der er også fin humor i mødet mellem nazisterne og deres gamle verden - jeg holdt fx meget af scenen, hvor de opdager, at en enkelt iPhone har mere regnekraft end de datamater, nazisterne selv har formået at udvikle.
Desværre falder filmen markant i kvalitet, så snart den sætter fod på Jorden. Den del lever især på en joke, om at Sarah Palin er blevet præsident, men satiren over amerikansk politik og kultur er anstrengt, grov og generelt usjov. Instruktør Timo Vuorensola & co. går simpelt hen efter de allerbilligste point, og det helt uden elegance - "Iron Sky" er faktisk mere åbenlyst antiamerikansk end "Dogville". Samtidig bliver de amerikanske roller udfyldt af andenrangsskuespillere, der ikke rigtig gør noget for at løfte scenerne, og derfor skinner det meget tydeligt igennem, at deres replikker ikke er skrevet af folk med engelsk som hovedsprog. Det bliver krast og parodisk på den dårlige måde.
I takt med, at filmen på den måde mere og mere aggressivt forsøger at være konstant sjov, falder handlingen også lidt fra hinanden frem mod den sidste kamp mod nazisterne. Der bliver stadig mere spoof af genrer og andre film - og tilsvarende mindre af den mere elegante komediestil, som historien ellers åbner med.
Den har absolut sine morsomme øjeblikke, og det kan sagtens være, at "Iron Sky" bliver en lille kultklassiker. Men mit bud er, at filmens eftermæle først og fremmest bliver som et eksempel på crowdfunding og crowdsourcing. For mig er dommen over "Iron Sky" i hvert fald nem at fælde: Ideen var sjovere end filmen.
21/05-2012
