U-Poe-tisk

2.0
Thriller baseret på de sidste dage i Edgar Allan Poes liv, hvor han i denne historie vender tilbage til Baltimore for igen at kurtisere en gammel flamme. Men kort efter hans ankomst begynder en serie grusomme mord, hvor en seriemorder bruger Poes værker som inspiration og udfordrer forfatteren til en dyst på intelligens.

Ideen bag "The Raven" er fin nok, ikke mindst fordi den er et kreativt spin over virkelige detaljer. Poe døde, få dage efter at han blev fundet forvildet på gaden i Baltimore i 1849. Ingen ved, hvordan han var endt der, og hans dødsårsag er et mysterium. Og Poe var også efter samtidens beskrivelser en ret idiosynkratisk person, ligesom hans banebrydende krimi- og gyserhistorier selvsagt er nemme at væve ind i en fortælling om mord og galskab.

Desværre er filmen bare ikke ret godt eksekveret, og det starter med manuskriptet, der ikke er bredt ret godt ud fra den grundlæggende gode idé. Jeg kan sagtens følge ideen om at drysse kendetegn fra Poes historier ud over handlingen, men i sidste ende viser morderen sig bare at være endnu en stereotyp langt-ude-morder fra Hollywood, og tilmed af den omnipotente slags, som gør plottet utroværdigt. Filmen bliver også ret markant opslugt af den intellektuelle puslespilsleg med Poes værker - og glemmer dermed at bygge spænding og reel rædsel op. Hvilket jo er ret sørgeligt, når den baserer sig på én af litteraturhistoriens store mestre udi netop de to ting.

John Cusack gør ellers et rimeligt forsøg på at afbilde en lettere mærkelig, men skarpsindig Poe. Men fordi helheden ender med at være så konstrueret, bliver hans opførsel ret meget en plot device - og dermed ikke overbevisende. Ligesom den ellers pæne iscenesættelse, som instruktør James McTeigue får bygget op. "The Raven" er simpelt hen så modernistisk i sin historie, hvor personerne også opfører sig som nutidsdetektiver, at jeg ikke køber dens billede af 1849. McTeigue er jo The Wachowskis' tidligere assistent, der debuterede som instruktør med den fremragende "V for Vendetta". Men den virker lidt som et lykketræf, efter han har fulgt den op med "Ninja Assassin" og nu denne film.

Som nævnt synes jeg, der er en god idé bag "The Raven", men den er endt med at være en ligegyldig klichéthriller, som slet ikke lever op til sin inspirationskilde. Se hellere Francis Ford Coppolas "Twixt", der er meget mere ærlig og veludført i sin hyldest til Poe.
The Raven