And God created the aliens?
2.0
Efter lang tids hype og flere lovende trailere er den her omsider: Ridley Scotts tilbagevenden til rummet og det univers, han for 33 år siden etablerede som en sci-fi-klassiker med "Alien".
"Prometheus" er en slags prequel, som begynder i 2089 - før nogen af de fire tidligere film i den primære Alien-serie. To arkæologer finder det samme tegn i malerier fra en hel række oldtidskulturer, og de konkluderer, at tegnet er et stjernebillede, der muligvis viser vej til det eller de væsener, som har skabt livet på Jorden. Fire år senere ankommer rumskibet Prometheus med bl.a. de to arkæologer om bord så til det anviste solsystem, hvor de finder en slags rumbase, der ved første øjekast er forladt.
"Prometheus" starter på den måde rigtig fint. Scott søger tilbage mod stemningen og stilen fra den første film, hvor tingene bygges langsomt op, og der er plads til at forsøge at etablere personerne om bord på Prometheus. Rumskibsdesignet er genkendeligt fra tidligere, og det er såmænd også Weyland Corporation, der står bag missionen. Og de strukturer, de finder på den fremmede planet, peger også smukt tilbage mod H.R. Gigers enestående design fra "Alien". I det hele taget er der mange fine visuelle detaljer i filmen.
Desværre begynder filmen allerede at køre lidt galt i opbygningsfasen. For det altoverskyggende problem i "Prometheus" er, at Jon Spaihts' og Damon Lindelofs manuskript simpelt hen ikke er godt nok, og det viser sig, så snart de temmelig endimensionelle personer begynder at sige meget klichéprægede replikker. Selv et godt cast kan ikke redde det, når filmen ønsker at være dyb og stille spørgsmål som "Hvor kommer vi fra?", men ikke har andet end lommefilosofi som svar.
Michael Fassbender har filmens bedste rolle som den obligatoriske androide, mens Charlize Theron og Idris Elba spiller henholdsvis køligt bitchy og tilbagelænet heltemodig, som vi ved, at de kan det. Der er bare ikke mere end det, ca. ét dominerende karaktertræk pr. rolle. Mest udfordret er Noomi Rapace, der helt klart bliver forsøgt etableret som den nye Ripley, men tilbringer store dele af filmen med at se naivt positiv ud i rollen som den kristne arkæolog, der forventer at møde Gud i én eller anden form. Rapace har én enkelt kick-ass-scene, men nogen Ripley får hun langtfra lov til at være.
Og det er i det hele taget problemet med anden halvdel af "Prometheus". Efter en trods alt lovende indledning kaster den sig ud i slimet splatter, der har mere til fælles med Jeunets kiksede "Alien Resurrection" end med Scotts egen fremragende etter. Her er slet ikke den nerve, intensitet og supereffektive spændingsopbygning, som man kunne forvente, når Scott selv er tilbage ved roret. I stedet forsøger filmen at ramme kvalmegrænsen ved brug af kropsudfordrende effekter. Ideen er tilsyneladende at blæse publikum bagover med det visuelle, så man glemmer at tænke over, hvor store plothuller der også flyver rundt i "Prometheus".
Dem er der nemlig også en del af. Altså plothuller. Faktisk nogle, der er så store, at filmens grundlæggende præmis bliver skudt fuldstændig i sænk. Og samtidig er det imponerende nok en prequel, der reelt ikke giver svar på nogen af de spørgsmål, den stiller. Scott har udtalt, at der nok skal laves to film til, for at handlingen når så langt frem, at man kan koble den direkte til starten af "Alien". Han er med andre ord ved at lave en rendyrket George Lucas. I det mindste er der ikke nogen Jar-Jar Binks med i "Prometheus", men umiddelbart synes jeg desværre, at den har ca. lige så stor eksistensberettigelse som "The Phantom Menace". Flotte billeder og computereffekter er slet ikke nok, når manuskriptet er så skidt.
"Prometheus" er en slags prequel, som begynder i 2089 - før nogen af de fire tidligere film i den primære Alien-serie. To arkæologer finder det samme tegn i malerier fra en hel række oldtidskulturer, og de konkluderer, at tegnet er et stjernebillede, der muligvis viser vej til det eller de væsener, som har skabt livet på Jorden. Fire år senere ankommer rumskibet Prometheus med bl.a. de to arkæologer om bord så til det anviste solsystem, hvor de finder en slags rumbase, der ved første øjekast er forladt.
"Prometheus" starter på den måde rigtig fint. Scott søger tilbage mod stemningen og stilen fra den første film, hvor tingene bygges langsomt op, og der er plads til at forsøge at etablere personerne om bord på Prometheus. Rumskibsdesignet er genkendeligt fra tidligere, og det er såmænd også Weyland Corporation, der står bag missionen. Og de strukturer, de finder på den fremmede planet, peger også smukt tilbage mod H.R. Gigers enestående design fra "Alien". I det hele taget er der mange fine visuelle detaljer i filmen.
Desværre begynder filmen allerede at køre lidt galt i opbygningsfasen. For det altoverskyggende problem i "Prometheus" er, at Jon Spaihts' og Damon Lindelofs manuskript simpelt hen ikke er godt nok, og det viser sig, så snart de temmelig endimensionelle personer begynder at sige meget klichéprægede replikker. Selv et godt cast kan ikke redde det, når filmen ønsker at være dyb og stille spørgsmål som "Hvor kommer vi fra?", men ikke har andet end lommefilosofi som svar.
Michael Fassbender har filmens bedste rolle som den obligatoriske androide, mens Charlize Theron og Idris Elba spiller henholdsvis køligt bitchy og tilbagelænet heltemodig, som vi ved, at de kan det. Der er bare ikke mere end det, ca. ét dominerende karaktertræk pr. rolle. Mest udfordret er Noomi Rapace, der helt klart bliver forsøgt etableret som den nye Ripley, men tilbringer store dele af filmen med at se naivt positiv ud i rollen som den kristne arkæolog, der forventer at møde Gud i én eller anden form. Rapace har én enkelt kick-ass-scene, men nogen Ripley får hun langtfra lov til at være.
Og det er i det hele taget problemet med anden halvdel af "Prometheus". Efter en trods alt lovende indledning kaster den sig ud i slimet splatter, der har mere til fælles med Jeunets kiksede "Alien Resurrection" end med Scotts egen fremragende etter. Her er slet ikke den nerve, intensitet og supereffektive spændingsopbygning, som man kunne forvente, når Scott selv er tilbage ved roret. I stedet forsøger filmen at ramme kvalmegrænsen ved brug af kropsudfordrende effekter. Ideen er tilsyneladende at blæse publikum bagover med det visuelle, så man glemmer at tænke over, hvor store plothuller der også flyver rundt i "Prometheus".
Dem er der nemlig også en del af. Altså plothuller. Faktisk nogle, der er så store, at filmens grundlæggende præmis bliver skudt fuldstændig i sænk. Og samtidig er det imponerende nok en prequel, der reelt ikke giver svar på nogen af de spørgsmål, den stiller. Scott har udtalt, at der nok skal laves to film til, for at handlingen når så langt frem, at man kan koble den direkte til starten af "Alien". Han er med andre ord ved at lave en rendyrket George Lucas. I det mindste er der ikke nogen Jar-Jar Binks med i "Prometheus", men umiddelbart synes jeg desværre, at den har ca. lige så stor eksistensberettigelse som "The Phantom Menace". Flotte billeder og computereffekter er slet ikke nok, når manuskriptet er så skidt.
04/06-2012
