Charme, stil og en udmærket treer

4.0
10 år efter den forrige Men in Black-film er Will Smith og Tommy Lee Jones tilbage med sorte jakkesæt, solbriller og space guns, stadig på jagt efter skumle rumvæsener. Eller rettere: Smith er mest tilbage, for i "Men in Black 3" slipper en gammel fjende fri og rejser tilbage i tiden for at dræbe Lee Jones' agent. Og så må Smith også tilbage til 1969 for at redde verden.

Det kommer der en udmærket gang sci-fi-agentkomedie ud af, ikke mindst fordi Smith igen er veloplagt med al sin afslappede charme i rollen, og fordi det er en gylden casting at sætte Josh Brolin til at spille den yngre udgave af Tommy Lee Jones. Selv om denne treer selvsagt ikke har den første films friskhed, og den i øvrigt heller ikke har et så ørehængende soundtrack, er der stadig masser af fine replikker og god humoristisk kemi mellem Smith og Brolin. Og så er det altså et rigtig fint træk, at filmen grundlæggende set handler om, hvorfor Tommy Lee Jones' karakter er så gnaven.

Treeren har igen Barry Sonnenfeld i instruktørstolen, og han formår ikke at afvikle filmen helt tight, ligesom MIB-universets spraglede rummonstre virker overraskende gammeldags. Men der er altså nok underholdende momenter, til at filmen samlet set fungerer. Også selv om nogle af dem egentlig er ret forudsigelige (som da Smith besøger Andy Warhols The Factory med kommentaren: "Is there anyone in here who's not an alien?"). Omvendt er der også fin originalitet undervejs, især i Michael Stuhlbargs charmerende rolle som en alien, der kan se mulige tidslinjer, mens de udvikler sig.

Der kan vel ikke være meget tvivl om, at "Men in Black 3" først og fremmest eksisterer, fordi Will Smith efter tre års fravær fra biograflærredet havde lyst til skrive en stor check til sig selv. Men med det udgangspunkt kunne det være gået meget værre - for treeren er en film, der har respekt for seriens fans og leverer en fin gang underholdning til fire små stjerner.
Men In Black 3 - 3 D