Stilfuld action-Snehvide mangler bund

3.0
Kort fortalt:
Snehvide i Hollywood-fantasy-udgave, hvor den onde dronning er en fæl troldkvinde, der holder sig ung ved at suge livskraften ud af smukke jomfruer. Dronningen beordrer en slyngelagtig jæger til at dræbe sit potentielle nemesis, Snehvide, men han fortryder og fører hende efter en del strabadser til en venligsindet borg. Og så kan vores heltinde få pladerustning på og lede felttoget til sin hjemstavn.

Virker det så?
Næsten. Genskrivningen af eventyret er grundlæggende forfriskende, og det er en enormt flot film, der i flere sekvenser er ekstremt stilfuld med billeder i rene nuancer af sort, hvid og sølv. Plus hele to fint animerede fortryllede skove og meget andet. Man kan godt se, at instruktør Rupert Sanders kommer fra reklamefilm med den æstetiske sans. Desværre har Sanders så også været mest interesseret i netop det, for der er scener, som kun synes at være med for at lave visuelt blær. Samtidig er der både større plothuller og manglende logik i handlingen - helt ned i irriterende detaljer, som at afstande og rejsetid slet ikke hænger sammen fra scene til scene.

Skuespillerne:
Charlize Theron er fantastisk som hysterisk, smågal og virkelig ond dronning - endda med overraskende dybde i karakteren. Chris Hemsworth leverer endnu en glimrende machohelterolle som jægeren. Kristen Stewart er o.k. som Snehvide, men hun bliver desværre mest brugt som hende fra Twilight-serien med enorm teenage-appel - hun kan spille meget bedre, når hun får lov. Og så er en perlerække af karakterskuespillere blevet CGI'et om til dværge: Bob Hoskins, Ian McShane, Ray Winstone, Nick Frost, Eddie Marsan og Toby Jones!

Dommen:
Lige ved og næsten, men "Snow White and the Huntsman" er lidt for optaget af at fortrylle sin teenage-målgruppe med wow-effekter. Og så er det virkelig fesent, at den etablerer et romantisk trekantsplot, som slet ikke bliver forløst, fordi der skal lægges op til en toer.
Snow White and the Huntsman