Cathy og Heathcliff som meget artsy art cinema
2.0
Kort fortalt:
Én af de senere års mest markante britiske instruktører, Andrea Arnold, har filmatiseret Emily Brontës klassiker i Dogme-agtig stil. Det er altså den kendte historie om Heathcliff og Cathy, hvor Heathcliff i begyndelsen af 1800-tallet bliver adopteret af Cathys familie, og de to hurtigt falder for hinanden. Men det ender i jalousi, had og tragedie, fordi Heathcliff ikke bliver helt accepteret af familien.
Holder den så?
Desværre ikke. Eller rettere: Det gør den vel på en måde, for Arnold er temmelig trofast mod folægget, selv om hun som i de fleste andre filmatiseringer udelader romanens anden halvdel om hovedpersonernes børn. Det mest originale træk ved denne udgave er, at Arnold har valgt en sort og ikke bare mørklødet skuespiller til Heathcliff, hvilket skærer de klassebaserede konflikter yderligere ud i pap. Men filmen insisterer også på at være antiromantisk, low-tech art cinema. Der var sikkert både koldt og trist og 100% trøstesløst ude på det nordengelske hedeland i gamle dage, men for søren, hvor bliver det også trøstesløst og kedeligt på film - selv om man må sige, at den visuelt er ekstremt konsekvent lavet. Samtidig fokuserer filmen også næsten fra første minut på de negative følelser og forviklinger, som kærligheden forårsager, og det betød, at jeg aldrig fik et troværdigt billede af Cathy og Heathcliffs altopslugende kærlighed.
Skuespillerne:
Som nævnt fungerer portrættet af Cathy og Heathcliffs forhold ikke for mig - hverken når de bliver spillet af Shannon Beer og Solomon Glave som unge, eller når det er Kaya Scodelario og James Howson som voksne. Filmen har virkelig den der klichéagtige art cinema-fornemmelse med skuespillere, som forekommer uengagerede, mens de bjæffer deres replikker. Særligt portrættet af Heathcliff virker helt skævt, fordi han bare er en vred (og senere hævngerrig) ung mand uden nogen andre dimensioner.
Dommen:
Arnolds "Wuthering Heights" minder mig på mange måder om Pier Paolo Pasolinis klassiker-filmatiseringer fra 60'erne og 70'erne. Og som flere af Pasolinis film er denne her så insisterende artsy og ikonoklastisk, at det bliver uengagerende og uinteressant. Jeg vil hellere gense Monty Pythons udgave med signalflag.
Én af de senere års mest markante britiske instruktører, Andrea Arnold, har filmatiseret Emily Brontës klassiker i Dogme-agtig stil. Det er altså den kendte historie om Heathcliff og Cathy, hvor Heathcliff i begyndelsen af 1800-tallet bliver adopteret af Cathys familie, og de to hurtigt falder for hinanden. Men det ender i jalousi, had og tragedie, fordi Heathcliff ikke bliver helt accepteret af familien.
Holder den så?
Desværre ikke. Eller rettere: Det gør den vel på en måde, for Arnold er temmelig trofast mod folægget, selv om hun som i de fleste andre filmatiseringer udelader romanens anden halvdel om hovedpersonernes børn. Det mest originale træk ved denne udgave er, at Arnold har valgt en sort og ikke bare mørklødet skuespiller til Heathcliff, hvilket skærer de klassebaserede konflikter yderligere ud i pap. Men filmen insisterer også på at være antiromantisk, low-tech art cinema. Der var sikkert både koldt og trist og 100% trøstesløst ude på det nordengelske hedeland i gamle dage, men for søren, hvor bliver det også trøstesløst og kedeligt på film - selv om man må sige, at den visuelt er ekstremt konsekvent lavet. Samtidig fokuserer filmen også næsten fra første minut på de negative følelser og forviklinger, som kærligheden forårsager, og det betød, at jeg aldrig fik et troværdigt billede af Cathy og Heathcliffs altopslugende kærlighed.
Skuespillerne:
Som nævnt fungerer portrættet af Cathy og Heathcliffs forhold ikke for mig - hverken når de bliver spillet af Shannon Beer og Solomon Glave som unge, eller når det er Kaya Scodelario og James Howson som voksne. Filmen har virkelig den der klichéagtige art cinema-fornemmelse med skuespillere, som forekommer uengagerede, mens de bjæffer deres replikker. Særligt portrættet af Heathcliff virker helt skævt, fordi han bare er en vred (og senere hævngerrig) ung mand uden nogen andre dimensioner.
Dommen:
Arnolds "Wuthering Heights" minder mig på mange måder om Pier Paolo Pasolinis klassiker-filmatiseringer fra 60'erne og 70'erne. Og som flere af Pasolinis film er denne her så insisterende artsy og ikonoklastisk, at det bliver uengagerende og uinteressant. Jeg vil hellere gense Monty Pythons udgave med signalflag.
14/07-2012
