- Bag tæppet på humoren -

Andy Kaufman's liv og åndsværk æres i denne film af Milos Forman. En film der har den - muligvis - mest fantastiske åbningssekvens; en scene der på næsten transcendental vis sætter skik og perspektiv på Kaufman og den virkelighed han forsøgte at vise os.

Filmen åbner i midten af 70'erne, hvor Kaufman turnerer på byens natklubber, uden den store succes. Agenterne kan ikke forstå, hvorfor han ikke vil fortælle konventionelle jokes eller falde tilbage på det bekendte og håndgribelige. I næste scene, hvor både filmen, præmisen og karakteren udklækkes i en fabelagtig, visuel udånding - og hvor Jim Carrey skinner som mars en klar nat - gør han netop dét! I en parodi på en østerlandsk komiker, træder han ind på scenen - kejtet og akavet - og fortæller de jokes publikum vil høre. Ingen griner. Han er jo ikke sjov.

Men humoren viser sig først, da han bryder med sin kognito og viser hvad han virkelig kan(!) - hvor meget bedre han er end det, de vil have ham til at blive! Og i den ypperligste misfortåelse, klapper de af ham, for nu er han på deres stadie. Deri ligger satiren. At hans publikum griner og græder på de omvendte tidspunkter. Og ingen kunne se humoren, fordi de ikke kunne se sig selv.

Mere er der ikke behov for at sige. Filmen har solgt sig selv på de første 15 minutter.

Andy Kaufman.

Man on the moon.

Starry, starry night.