Flot afslutning på en fremragende trilogi

*mindre spoilers*

Christopher Nolan afslutter virkelig sin Batman-trilogi med et brag. "The Dark Knight Rises" er en storslået, episk superheltefilm, som overraskende nok også er mere sort og dyster end de to forgængere.

Plottet minder ganske meget om de hændelser, der udspillede sig i Nolans to første Batman-afsnit. Efter at have taget skylden for Two-Faces forbrydelser har en både fysisk og psykisk mærket Bruce Wayne godt nok lagt Batman på hylden i otte år. Men han bliver tvunget til at finde masken frem igen, da en terroristisk bandeleder ved navn Bane indtager Gotham og holder hele byens befolkning som gidsler i flere måneder.

Igen er det manuskriptet, som hæver "The Dark Knight Rises" klart over den brede masse af superheltefilm. Nolan har igen fået hjælp af bror Jonathan og David S. Goyer til en fortælling, der altså slår på mange af de samme temaer som tidligere, men også driver dem frem til en smuk og flertydig afslutning. Som altid i Nolans film er der nemlig mange ting, der er dobbeltbundede i denne historie.

Se fx bare på Bane og hans allierede, som er en effektiv spejling af nutidig terrorismes had til USA. Der er en tydelig klang af sandhed i Banes angreb på børsen og hans pointer om manglende lighed og en finansverden, der gør sig rige på andres bekostning. Bane har den gode filmskurks troværdige dagsorden. Man kan sige, at det er nemme pointer på bagkanten af en finanskrise, men de får så heller ikke lov at stå alene.

For Batman og Commissioner Gordon konfronterer deres indre dæmoner og kommer styrket tilbage, så de kan redde Gotham. Og Batman gentager sin pointe fra toeren og beviser, at folket har brug for en helt, der ofrer sig for dem. Her spiller Nolan smukt på superheltegenrens indbyggede fascistoide undertoner; at vi gerne vil have, at der kommer en stærk mand og ordner sagerne for os.

Men hov, fascistoidt? Ja, for det er Nolans virkelige genistreg her - det slag med halen, som han har bygget op igennem alle tre film. Han sender formentlig mange biografgængere hjem med den tilfredsstillende følelse af, at helten fuldfører sin rejse, klarer alle skærene og ofrer sig for den gode sag. Efter min mening skylder man bare sig selv at tænke efter: Hvad er det lige, at Batman opnår her? Han redder selvfølgelig en masse liv, men han redder først og fremmest retten til status quo. Han sørger for, at alt kan blive som før, så de finansspekulanter, som filmen starter med at pege fingre ad, kan rykke ind og tage styringen igen.

Derfor er "The Dark Knight Rises" klart mere sortsynet end sine forgængere. Der er masser af spørgsmål, men hverken Batman, Bane eller andre af de tilsmudsede hovedpersoner har svarene. Der er selvføgelig et håb i filmens idealistiske unge politimand, men set med Nolans vanlige dobbeltbundethed markerer hans sidste scene, at den unge helt uvægerligt er på vej mod de samme dilemmaer som sit forbillede.

"The Dark Knight Rises" er på den måde en intelligent og ambitiøs storfilm, der igen udfordrer sin genre med succes. Den er dog ikke helt så tight og overbevisende som "The Dark Knight", for med ekstra lang spilletid og endnu flere handlingstråde kommer det til at virke en smule tungt undervejs, og der er også lige et plottwist for meget for min smag (selv om det nu bygger på tegneserieforlægget). Til gengæld er det imponerende effektivt, når Nolan til sidst skruer rigtig op for epikken i den 40 minutter lange slutsekvens, som han selv har kaldt for 'ren opera'. Filmen er i øvrigt på samme høje tekniske niveau som de to forgængere, og det er også fedt, at den indeholder de klart bedste actionscener i trilogien - man kan bl.a. godt se, at der er kommet nogle tricks med over fra "Inception".

Og så har den også et stort plus i Tom Hardy, der som Bane skaber endnu en fascinerende hovedskurk. Han er om muligt mere fysisk imponerende end i "Bronson", og det giver en fantastisk effekt, når det kombineres med kultiveret britisk diktion bag Banes skræmmende maskering. Hardy er dog ikke på højde med Heath Ledgers enestående Joker, men han er absolut oppe blandt de bedre superskurke på film.

Christian Bale er denne gang mere afdæmpet og får forholdsvis lidt skærmtid i hovedrollen - men til gengæld er der igen fine præstationer fra en stribe stærke navne i birollerne. Især Gary Oldman som Gordon og Joseph Gordon-Levitt som den unge helt imponerer, men jeg var også virkelig positivt overrasket over, at det lykkes Anne Hathaway at gøre Catwoman-rollen til sin egen med et anderledes take på figuren, end vi tidligere har set på film.

"The Dark Knight Rises" er ikke den helstøbt mesterlige oplevelse, som "The Dark Knight" var, men det er en medrivende og værdig afslutning på trilogien, og det er fedt at se Christopher Nolan rulle sig ud med større armbevægelser end nogensinde før. Som helhed placerer hans Batman-trilogi sig ind på den øverste hylde i filmhistorien, hvor det kun er rimeligt at sammenligne den med de allerbedste trilogier - som The Lord of the Rings eller The Godfather.