Godnat, du!

2.0
Woody Allen har sin egen stil, sit eget sprog og sin egen humor, og jeg har mange gange nydt hans senere film - fx Holywood Ending eller Skorpionens Forbandelse.

På det sidste er Allen begyndt at filme rundt om i Europa, og hans film har fået et mere realistisk præg. Dette har han også talent for - ikke mindst bevist med Match Point, hvor Woody Allen formåede at skabe en medrivende og mesterlig thriller.

I Midnight in Paris går Woody Allen fra sin halvgode You Will Meet a Tall Dark Stranger til tæt på intetsigende tomgang. Anmelderne er som altid klar med et hav af stjerner pga. Allens navn og ry, men det ændrer ikke ved, at jeg oplevede en film, der trods en rigtig god ide, aldrig formår at blive interessant.

Når Woody Allen er bedst, så er det svært at holde lattermusklerne i ro. Når han er værst, så bliver hans dialoger rigtig trættende og alt for velkendte - og derfor er Midnight in Paris for mig ikke bare en middelmådig, men direkte ringe og uvedkommende film.
Midnight in Paris