Bromance med bjørn på
4.0
Manden bag "Family Guy", Seth MacFarlane, debuterer som både filmforfatter og -instruktør med "Ted", hvis udgangspunkt er en dreng, der så brændende ønsker sig en ven, at det får hans bamse til at blive levende. 27 år senere er han og Ted stadig hinandens bedste venner, men forholdet til kæresten knirker gevaldigt, fordi bamsen helst vil fordrive tiden med at drikke sig stiv, ryge pot, score damer og i det hele taget opføre sig drengerøvsagtigt.
"Ted" er på den måde en kombination af romantisk komedie og bromance, men mest det sidste, fordi forholdet mellem mand og bamse er historiens absolutte omdrejningspunkt. Det fungerer fint som en åbenlys metafor over gnidninger mellem mandevenner og kærester samt balancen mellem at ville have det sjovt og tage vigtige ting alvorligt. MacFarlane spiller hele vejen på velkendte klicheer, men giver dem et vanvittigt twist via Ted, og der er noget fundamentalt morsomt i en bamse, der ryger bong og knalder blondiner i baglokalet.
Samtidig er det også Ted, der skaber filmens markante svage side, for MacFarlane jager jokes og skøre situationer i en grad, så det ind imellem bliver for meget. Det er sjovt, at bamsen er grænseoverskridende, men i filmens værste øjeblikke er bamsehumoren grænseoverskridende på virkelig platte og dumme måder. Omvendt er de bedste øjeblikke hysterisk morsomme, herunder replikker som "I look like Snuggle's accountant!" og ét af de mere bizarre slagsmål, jeg har set på film.
MacFarlanes baggrund i animerede tv-serier med korte afsnit præger tydeligt filmens opbygning, for den er ret episodisk med flere små 'bobler' af handling, der flettes sammen på ikke specielt logiske måder. Men det fungerer egentlig ganske godt som helhed, og det er dygtigt klaret med dette sammensurium af ideer, der starter som et eventyr med fortællestil a la 40'ernes fantastiske film, men derfra ender i grovkornet humor, som kunne stamme fra en Apatow-produktion.
"Ted" er i øvrigt stopfyldt med referencer til andre film og tv-serier, som ofte leveres virkelig elegant. Den mest åbenlyse er en stor cameo til Sam J. Jones - den nu glemte filmhelt, der spillede hovedrollen i "Flash Gordon" fra 1980, som er hovedperson og bamses yndlingsfilm (og som jeg selv holder meget af). Mere subtil er fx referencen til "Knight Rider", der dog samtidig passer perfekt til filmens præmis.
Mark Wahlberg spiller o.k. i hovedrollen, og Mila Kunis gør, hvad hun kan i den temmelig begrænsede rolle som hans kæreste. Men filmens stjerne er naturligvis den fint animerede Ted, som Seth MacFarlane selv lægger overbevisende stemmearbejde til. Som nævnt er filmens højdepunkter hysterisk morsomme, og "Ted" får store point hos mig for originalitet og mange indslag af vanvittig kreativitet. Omvendt er dens lavpunkter altså virkelig lave, så filmen er en ekstremt ujævn oplevelse. Men den er dæleme sjov, når den er på toppen.
"Ted" er på den måde en kombination af romantisk komedie og bromance, men mest det sidste, fordi forholdet mellem mand og bamse er historiens absolutte omdrejningspunkt. Det fungerer fint som en åbenlys metafor over gnidninger mellem mandevenner og kærester samt balancen mellem at ville have det sjovt og tage vigtige ting alvorligt. MacFarlane spiller hele vejen på velkendte klicheer, men giver dem et vanvittigt twist via Ted, og der er noget fundamentalt morsomt i en bamse, der ryger bong og knalder blondiner i baglokalet.
Samtidig er det også Ted, der skaber filmens markante svage side, for MacFarlane jager jokes og skøre situationer i en grad, så det ind imellem bliver for meget. Det er sjovt, at bamsen er grænseoverskridende, men i filmens værste øjeblikke er bamsehumoren grænseoverskridende på virkelig platte og dumme måder. Omvendt er de bedste øjeblikke hysterisk morsomme, herunder replikker som "I look like Snuggle's accountant!" og ét af de mere bizarre slagsmål, jeg har set på film.
MacFarlanes baggrund i animerede tv-serier med korte afsnit præger tydeligt filmens opbygning, for den er ret episodisk med flere små 'bobler' af handling, der flettes sammen på ikke specielt logiske måder. Men det fungerer egentlig ganske godt som helhed, og det er dygtigt klaret med dette sammensurium af ideer, der starter som et eventyr med fortællestil a la 40'ernes fantastiske film, men derfra ender i grovkornet humor, som kunne stamme fra en Apatow-produktion.
"Ted" er i øvrigt stopfyldt med referencer til andre film og tv-serier, som ofte leveres virkelig elegant. Den mest åbenlyse er en stor cameo til Sam J. Jones - den nu glemte filmhelt, der spillede hovedrollen i "Flash Gordon" fra 1980, som er hovedperson og bamses yndlingsfilm (og som jeg selv holder meget af). Mere subtil er fx referencen til "Knight Rider", der dog samtidig passer perfekt til filmens præmis.
Mark Wahlberg spiller o.k. i hovedrollen, og Mila Kunis gør, hvad hun kan i den temmelig begrænsede rolle som hans kæreste. Men filmens stjerne er naturligvis den fint animerede Ted, som Seth MacFarlane selv lægger overbevisende stemmearbejde til. Som nævnt er filmens højdepunkter hysterisk morsomme, og "Ted" får store point hos mig for originalitet og mange indslag af vanvittig kreativitet. Omvendt er dens lavpunkter altså virkelig lave, så filmen er en ekstremt ujævn oplevelse. Men den er dæleme sjov, når den er på toppen.
08/10-2012
