Sammenbidt Urban Muger Ud
3.0
Vi befinder os i MegaCity One, hvor atomkrige har gjort yderområderne golde og giftige. Her bor 800 millioner mennesker. Blandt dem befinder 275.000 sig i slumområdet Peach Trees, hvor det dødsensfarlige stof Slo-Mo fremstilles med den dødsensfarlige Ma-Ma i spidsen. Hvem skal stoppe dem? Judge Dredd og hans 'rookie' af en partner.
Det er ikke første gang, at tegneseriefiguren Judge Dredd filmatiseres. I 1995 fik en lignende film premiere med Sylvester Stallone som retfærdigheden selv. Filmen blev et enormt flop og tilsidesatte den mørke, ultravoldelige satire til fordel for et kitschet actionfyrværkeri.
Den nye Dredd er mere inspireret af tegneserien. MegaCity One og Peach Trees er et ondt og beskidt sted, hvor folk stuves sammen som smågrise på vej til slagtning (hvad flere af beboerne i sidste ende også er). Og der drages mange paralleller til det stadigt voksende antal af ghettoer, der dannes rundt omkring i verden. Her kører vi efter 'only the strong survive'-princippet, hvilket understreges i en tragikomisk scene, hvor en tigger bliver kvast af hovedporten, fordi han nægtede at følge ordrer.
Det er et pudsigt sammentræf at Dredd skulle komme ud få måneder efter det indonesiske actionbrag 'The Raid' . Her skal en politistyrke også skal forcere en stor slumblok for at fuldføre deres mål og i begge film er bossen på øverste etage beskyttet af et absurdt antal henchmen. Men her stopper sammenligningen også.
For hvor The Raids actionscener stort set var blottet for visuelt lir, er Dredd i den anden grøft. Mange af actionscenerne finder nemlig sted, når de implicerede er påvirket af Slo-Mo, der narrer hjernen til at tro at tiden går langsommere. Det er utroligt flot (og blodigt) at se på. Disse actionscener kombineret med små, lirede indfald (som for eksempel, når vores kvindelige, synske hovedrolle går ind i sindet på en forbryder) giver filmen en høj underholdningsværdi i disse perioder.
Desværre forfalder filmen også meget hurtigt til at køre i ring, når de to Dommere når ind i hovedbygningen. Der skydes slemme fyre, der snakkes. Der skydes flere fyre, der snakkes. Der skydes korrupte Dommere etc. Derfor bliver de i forvejen ret kunstige suspense-momenter hurtigt opslidende og trættende. Jeg havde forventet lidt mere fra Alex Garlands pen.
Karl Urban er til gengæld tilpas sammenbidt og tør som den totalitære titelfigur. Hans replikker falder tungt og er blottet for al kitsch. Desuden virker det godt, at han (ligesom i tegneserien) aldrig tager hjelmen af. Dette understreger yderligere, at denne figur er Loven selv. Ubestikkelig og hårdhændet. Olivia Thirlby gør det nogenlunde som den uerfarne rookie, der tror på medfølelse (noget af vejen, ihvertfald) og forsøger at bløde Dredd op. Lena Headey er godkendt som gangstertøsen Ma-Ma, men der er ikke meget at arbejde med.
Dredd anno 2012 er altså en bedre actionfilm og mere tro mod sit oplæg end Stallone-versionen. Men når det så er sagt har filmen sine problemer. Den er lidt for løs i plottet og mangler fokus. Men de flotte og lirede actionscener gør filmen okay underholdende til en tømmermandsdag i den nærmeste biograf.
3 store stjerner!
(3D'en giver slo-mo-scenerne en ekstra dimension, men fungerer som det meste blot som eye-candy og kan derfor sagtens ses i 2D)
Det er ikke første gang, at tegneseriefiguren Judge Dredd filmatiseres. I 1995 fik en lignende film premiere med Sylvester Stallone som retfærdigheden selv. Filmen blev et enormt flop og tilsidesatte den mørke, ultravoldelige satire til fordel for et kitschet actionfyrværkeri.
Den nye Dredd er mere inspireret af tegneserien. MegaCity One og Peach Trees er et ondt og beskidt sted, hvor folk stuves sammen som smågrise på vej til slagtning (hvad flere af beboerne i sidste ende også er). Og der drages mange paralleller til det stadigt voksende antal af ghettoer, der dannes rundt omkring i verden. Her kører vi efter 'only the strong survive'-princippet, hvilket understreges i en tragikomisk scene, hvor en tigger bliver kvast af hovedporten, fordi han nægtede at følge ordrer.
Det er et pudsigt sammentræf at Dredd skulle komme ud få måneder efter det indonesiske actionbrag 'The Raid' . Her skal en politistyrke også skal forcere en stor slumblok for at fuldføre deres mål og i begge film er bossen på øverste etage beskyttet af et absurdt antal henchmen. Men her stopper sammenligningen også.
For hvor The Raids actionscener stort set var blottet for visuelt lir, er Dredd i den anden grøft. Mange af actionscenerne finder nemlig sted, når de implicerede er påvirket af Slo-Mo, der narrer hjernen til at tro at tiden går langsommere. Det er utroligt flot (og blodigt) at se på. Disse actionscener kombineret med små, lirede indfald (som for eksempel, når vores kvindelige, synske hovedrolle går ind i sindet på en forbryder) giver filmen en høj underholdningsværdi i disse perioder.
Desværre forfalder filmen også meget hurtigt til at køre i ring, når de to Dommere når ind i hovedbygningen. Der skydes slemme fyre, der snakkes. Der skydes flere fyre, der snakkes. Der skydes korrupte Dommere etc. Derfor bliver de i forvejen ret kunstige suspense-momenter hurtigt opslidende og trættende. Jeg havde forventet lidt mere fra Alex Garlands pen.
Karl Urban er til gengæld tilpas sammenbidt og tør som den totalitære titelfigur. Hans replikker falder tungt og er blottet for al kitsch. Desuden virker det godt, at han (ligesom i tegneserien) aldrig tager hjelmen af. Dette understreger yderligere, at denne figur er Loven selv. Ubestikkelig og hårdhændet. Olivia Thirlby gør det nogenlunde som den uerfarne rookie, der tror på medfølelse (noget af vejen, ihvertfald) og forsøger at bløde Dredd op. Lena Headey er godkendt som gangstertøsen Ma-Ma, men der er ikke meget at arbejde med.
Dredd anno 2012 er altså en bedre actionfilm og mere tro mod sit oplæg end Stallone-versionen. Men når det så er sagt har filmen sine problemer. Den er lidt for løs i plottet og mangler fokus. Men de flotte og lirede actionscener gør filmen okay underholdende til en tømmermandsdag i den nærmeste biograf.
3 store stjerner!
(3D'en giver slo-mo-scenerne en ekstra dimension, men fungerer som det meste blot som eye-candy og kan derfor sagtens ses i 2D)
09/10-2012
