Karl Urban er Loven - mere overbevisende end Stallone
4.0
Gode, gamle Judge Dredd får endnu en tur på film. Denne gang i en udgave, der er mere tro mod tegneseriens ånd end den lettere parodiske Sylvester Stallone-film fra 1995.
"Judge Dredd" er en britisk serie, som har kørt i 35 år og foregår i en dystopisk fremtid, hvor størstedelen af kloden er forvandlet til radioaktiv ødemark. En undtagelse er det nordøstlige USA, som er blevet til én kæmpestor by, Mega-City One, der er et urbant mareridt fyldt med bandekriminalitet, narko og vold. Byens forsvar mod uvæsenet er et hårdhændet dommerkorps, som er politi og domstole i ét - med ret til at uddele alt op til dødsstraf på stedet.
I denne filmversion får Dredd ansvaret for at eksaminere en dommerkandidat med unikke telepatiske evner, og de tager ud for at undersøge tre brutale mord i en gigantisk boligblok i byens værste slum. Mordene er begået af narkohandler-bande, der som svar på dommernes ankomst får hele blokken lukket af, så heltene nu er på egen hånd mod rigtig mange hensynsløse modstandere.
"Dredd" minder på den måde lidt om den ekstremt hårdtslående indonesiske "The Raid: Redemption", og det er en grundlæggende god præmis at placere sine actionhelte i en lukket setting mod en bunke modstandere. Instruktør Pete Travis får også visuelt etableret Dredd-universet virkelig overbevisende, med det meste af filmen sat i et utrolig mismodigt slummiljø. Her går kampen mod skurkene så slag for slag i en passende brutal-dyster stemning. "Dredd" fungerer fint som actionfilm, men instruktør Travis synes dog at være mere interesseret i stemning end tempo, og det får historien til at virke en anelse tung i det.
I hovedrollen har Karl Urban forstået, at Judge Dredd handler om at virke kynisk og totalt kølig under hjelmen, og han er dermed mere trofast mod rollen, end Stallone var det. Som hans partner lykkes Olivia Thirlby godt med at ramme konflikten i at være empatisk telepat og kynisk dommer på én gang, men samtidig er hun lige lovlig meget eye candy. Så er der mere gods i Lena Headey, som bag en markant vansirings-makeup er en meget fin psykopatisk bandeleder. Det er faktisk ret forfriskende at se en kvinde som en så gakket og farlig overskurk.
"Judge Dredd" er på mange måder den ultimative selvtægtsfantasi, og "Dredd" er som nævnt ganske trofast mod tegneseriens univers. Desværre er det dog kun i starten af filmen, at den for alvor har seriens kulsorte humor med, og filmen kommer heller ikke rigtig i gang med heltens stærkt fascistoide træk. Jeg kan forestille mig, at "Dredd" derfor virker som en temmelig bøllet omgang action, hvis man ikke kender tegneserien på forhånd. Men jeg var udmærket tilfreds, giver fire små stjerner - og håber, at "Dredd" får succes nok, til at der kan laves en toer, hvor folkene bag filmen har varslet, at de gerne vil gå i lag med figurens mere dobbelttydige sider.
"Judge Dredd" er en britisk serie, som har kørt i 35 år og foregår i en dystopisk fremtid, hvor størstedelen af kloden er forvandlet til radioaktiv ødemark. En undtagelse er det nordøstlige USA, som er blevet til én kæmpestor by, Mega-City One, der er et urbant mareridt fyldt med bandekriminalitet, narko og vold. Byens forsvar mod uvæsenet er et hårdhændet dommerkorps, som er politi og domstole i ét - med ret til at uddele alt op til dødsstraf på stedet.
I denne filmversion får Dredd ansvaret for at eksaminere en dommerkandidat med unikke telepatiske evner, og de tager ud for at undersøge tre brutale mord i en gigantisk boligblok i byens værste slum. Mordene er begået af narkohandler-bande, der som svar på dommernes ankomst får hele blokken lukket af, så heltene nu er på egen hånd mod rigtig mange hensynsløse modstandere.
"Dredd" minder på den måde lidt om den ekstremt hårdtslående indonesiske "The Raid: Redemption", og det er en grundlæggende god præmis at placere sine actionhelte i en lukket setting mod en bunke modstandere. Instruktør Pete Travis får også visuelt etableret Dredd-universet virkelig overbevisende, med det meste af filmen sat i et utrolig mismodigt slummiljø. Her går kampen mod skurkene så slag for slag i en passende brutal-dyster stemning. "Dredd" fungerer fint som actionfilm, men instruktør Travis synes dog at være mere interesseret i stemning end tempo, og det får historien til at virke en anelse tung i det.
I hovedrollen har Karl Urban forstået, at Judge Dredd handler om at virke kynisk og totalt kølig under hjelmen, og han er dermed mere trofast mod rollen, end Stallone var det. Som hans partner lykkes Olivia Thirlby godt med at ramme konflikten i at være empatisk telepat og kynisk dommer på én gang, men samtidig er hun lige lovlig meget eye candy. Så er der mere gods i Lena Headey, som bag en markant vansirings-makeup er en meget fin psykopatisk bandeleder. Det er faktisk ret forfriskende at se en kvinde som en så gakket og farlig overskurk.
"Judge Dredd" er på mange måder den ultimative selvtægtsfantasi, og "Dredd" er som nævnt ganske trofast mod tegneseriens univers. Desværre er det dog kun i starten af filmen, at den for alvor har seriens kulsorte humor med, og filmen kommer heller ikke rigtig i gang med heltens stærkt fascistoide træk. Jeg kan forestille mig, at "Dredd" derfor virker som en temmelig bøllet omgang action, hvis man ikke kender tegneserien på forhånd. Men jeg var udmærket tilfreds, giver fire små stjerner - og håber, at "Dredd" får succes nok, til at der kan laves en toer, hvor folkene bag filmen har varslet, at de gerne vil gå i lag med figurens mere dobbelttydige sider.
15/10-2012
