En engel i kælderen
3.0
Den højtprofilerede teaterinstruktør Katrine Wiedemann forsøger sig for anden gang med film. Og ligesom hendes debut, den 12 år gamle "Fruen på Hamre", er "Viceværten" allerede blevet stemplet som en fiasko, fordi den kun har solgt ganske få billetter. Det er dog ikke nogen helt rimelig behandling at give en film, der har så mange interessante elementer - selv om den ikke er helt helstøbt.
Historien er skrevet af Kim Fupz Aakeson og handler om en livstræt, bitter vicevært i en boligforening. Konen har forladt ham, sønnen er narkoman, og selv drikker han bare guldøl og spiller dart med et par lige så sølle venner. Indtil den dag, hvor viceværten finder en nøgen, umælende ung kvinde i en tom lejlighed. Der går ikke lang tid, før hans drifter tager overhånd, og det viser sig, at sex med kvinden er forbundet med en slags helbredende kraft. Men det viser sig så også at være både godt og skidt.
"Viceværten" er et usædvanligt take på en fortælling fra Underdanmark, og jeg kan rigtig godt lide ideen med at bruge det her in-your-face fantastiske element; at kvinden er en engel eller tilsvarende. Wiedemann skaber også en stærk intensitet i filmens bedste scener - fx den første sexscene (eller voldtægt, eller hvad man skal kalde det), som faktisk er voldsomt ubehagelig med sin understrøm af aggressiv, negativ maskulinitet. Samtidig gør de fantastiske træk også flere scener dejligt absurde.
Omvendt er der også mange korte klip, som sikkert skal give stemning eller vise udvikling i karaktererne, men kommer til at føles som træden vande. Og i sidste ende virker det, som om Fupz Aakeson ikke har haft en 100% klar plan med, hvad han ville bruge det her aparte setup til. Derfor bliver filmen temmelig ujævn, før den ender med en ret banal pointe. Det er selvfølgelig ingen overraskelse, at historien grundlæggende er humanistisk og handler om forståelse og accept, men slutningen kommer simpelt hen til at virke for 'lille' i forhold til fortællingens anslag af store temaer og brug af fantastiske elementer.
"Viceværten" er dog stadig et gennemført stemningsbillede fra et trist betonliv, og Lars Mikkelsen er virkelig god i hovedrollen. Han har jo ellers mest gjort sig i jakkesætstyper på det seneste, så det er fedt at se ham levere en bitter, sølle mand så præcist. Tommy Kenter har også en god birolle som én af hans kammesjukker, men omvendt er Nicolaj Kopernikus temmelig utroværdig som viceværtens anden gode ven. Det er én af den slags roller, hvor det virker, som om skuespilleren bare rammer en halv tone forkert hele tiden - og det er så også med til at gøre filmen ret ujævn. Til gengæld gør Julie Zangenberg det fint som den mystiske kvinde - ikke mindst når man tænker på, at hun reelt kun har nøgenhed og weirdness at spille på.
Som nævnt er "Viceværten" ikke 100% helstøbt, men den er til gengæld interessant, og den får point hos mig for at turde være anderledes og udfordrende. Det er i hvert fald slet ikke fair, at medierne hurtigt udbasunerede den som en fiasko.
Historien er skrevet af Kim Fupz Aakeson og handler om en livstræt, bitter vicevært i en boligforening. Konen har forladt ham, sønnen er narkoman, og selv drikker han bare guldøl og spiller dart med et par lige så sølle venner. Indtil den dag, hvor viceværten finder en nøgen, umælende ung kvinde i en tom lejlighed. Der går ikke lang tid, før hans drifter tager overhånd, og det viser sig, at sex med kvinden er forbundet med en slags helbredende kraft. Men det viser sig så også at være både godt og skidt.
"Viceværten" er et usædvanligt take på en fortælling fra Underdanmark, og jeg kan rigtig godt lide ideen med at bruge det her in-your-face fantastiske element; at kvinden er en engel eller tilsvarende. Wiedemann skaber også en stærk intensitet i filmens bedste scener - fx den første sexscene (eller voldtægt, eller hvad man skal kalde det), som faktisk er voldsomt ubehagelig med sin understrøm af aggressiv, negativ maskulinitet. Samtidig gør de fantastiske træk også flere scener dejligt absurde.
Omvendt er der også mange korte klip, som sikkert skal give stemning eller vise udvikling i karaktererne, men kommer til at føles som træden vande. Og i sidste ende virker det, som om Fupz Aakeson ikke har haft en 100% klar plan med, hvad han ville bruge det her aparte setup til. Derfor bliver filmen temmelig ujævn, før den ender med en ret banal pointe. Det er selvfølgelig ingen overraskelse, at historien grundlæggende er humanistisk og handler om forståelse og accept, men slutningen kommer simpelt hen til at virke for 'lille' i forhold til fortællingens anslag af store temaer og brug af fantastiske elementer.
"Viceværten" er dog stadig et gennemført stemningsbillede fra et trist betonliv, og Lars Mikkelsen er virkelig god i hovedrollen. Han har jo ellers mest gjort sig i jakkesætstyper på det seneste, så det er fedt at se ham levere en bitter, sølle mand så præcist. Tommy Kenter har også en god birolle som én af hans kammesjukker, men omvendt er Nicolaj Kopernikus temmelig utroværdig som viceværtens anden gode ven. Det er én af den slags roller, hvor det virker, som om skuespilleren bare rammer en halv tone forkert hele tiden - og det er så også med til at gøre filmen ret ujævn. Til gengæld gør Julie Zangenberg det fint som den mystiske kvinde - ikke mindst når man tænker på, at hun reelt kun har nøgenhed og weirdness at spille på.
Som nævnt er "Viceværten" ikke 100% helstøbt, men den er til gengæld interessant, og den får point hos mig for at turde være anderledes og udfordrende. Det er i hvert fald slet ikke fair, at medierne hurtigt udbasunerede den som en fiasko.
09/11-2012
