Velkommen tilbage, Mr. Bond?
4.0
James Bond-film er en sjov størrelse at anmelde, fordi folk virkelig har forskellige forventninger til, hvad en 'rigtig' Bond-film er. Personligt kan jeg klart bedst lide Ian Flemings James Bond - ham, der bliver beskrevet i romanernes pulp-stil, hvor Bond bevæger sig i en brutal agentverden med særprægede, sadistiske skurke. Jeg bryder mig derimod ikke om den smokingklædte Bond, der rejser verden tynd på første klasse og klarer forhindringerne med en henkastet joke.
Deraf følger selvsagt, at jeg blandt de klassiske Bonds holder langt mest af Connery, mens Moore og især Brosnan ikke rigtig siger mig noget. Og derfor syntes jeg også, det var fantastisk at se Daniel Craig gå i aktion i "Casino Royale", for den var virkelig mere tro mod Flemings stil end de foregående mange Bond-film.
Efter den småskuffende "Quantum of Solace" binder "Skyfall" så for alvor Craigs trio af prequels sammen med de tidligere Bond-film. Plotmæssigt vender filmen tilbage til de hævntemaer, som også følger Bond, ved at modstanderen denne gang er en både gal og genial eks-agent, der søger hævn over M, og det udvikler sig til en meget personlig dyst med Bond. Samtidig har filmmagerne helt åbenlyst ønsket at markere, at "Skyfall" er Bonds 50-års jubilæum på spillefilm. Det betyder, at filmen er fyldt med mere eller mindre velplacerede referencer til de tidligere film, og jubilæet er muligvis også baggrunden for, at det er lykkedes at få en så anerkendt instruktør som Sam Mendes på filmen.
Der er mange gode ting i "Skyfall". Ikke mindst har den vel nok den bedste Bond-skurk nogensinde, som ikke er direkte baseret på Flemings forlæg. Javier Bardem er strålende som den afblegede, megalomaniske og ondsindede modstander, som absolut rammer stilen fra Le Chiffre, Blofeld, Goldfinger og så videre - i modsætning til de kønsløse teknokrater, som ellers har haft skurkerollen i mange moderne Bond-film. Daniel Craig står nu også skulder ved skulder med Connery som de bedste Bonds nogensinde, og det er fint, at handlingen griber tilbage til heltens barndom og dermed færdiggør den fødsel af superagenten Bond, der startede i "Casino Royale". Man kan endda kalde det en slags genfødsel set i Bond-seriens større sammenhæng.
Men samtidig sniger der sig noget af den selvtilfredse smartness ind, som jeg ikke bryder mig om ved Bond-serien. Netop fordi der er alle de her referencer til seriens tidligere afsnit, som for mig afsporer den genopbygning af den 'rigtige', mere gritty Bond, som ellers syntes at være i gang. Og så er der simpelt hen for mange logiske huller i de ting, skurken foretager sig. Hans planer er oversmarte på den ufede måde, inklusive hele setuppet omkring den store actionfinale.
For mig var "Skyfall" derfor en lidt ujævn oplevelse, selv om der som nævnt er masser af gode ting i den. Jeg elskede kasinosekvensen i Macao, som for mig er ultraklassisk Bond i mødet mellem elegance og vold. Bardem er virkelig en fantastisk skurk, der gør filmen mere rå end så mange andre i serien. Det er fint, at Ralph Fiennes og Naomie Harris bliver kørt godt i stilling til blivende nøgleroller i filmene. Og overordnet kommer "Skyfall" trods alt ind på min personlige Top-10 over Bond-film. Men det er samtidig en film, som jeg synes, jeg burde have været mere begejstret for, end jeg faktisk er. Det bliver spændende at se, hvilken retning serien tager i de næste to Craig-film.
Deraf følger selvsagt, at jeg blandt de klassiske Bonds holder langt mest af Connery, mens Moore og især Brosnan ikke rigtig siger mig noget. Og derfor syntes jeg også, det var fantastisk at se Daniel Craig gå i aktion i "Casino Royale", for den var virkelig mere tro mod Flemings stil end de foregående mange Bond-film.
Efter den småskuffende "Quantum of Solace" binder "Skyfall" så for alvor Craigs trio af prequels sammen med de tidligere Bond-film. Plotmæssigt vender filmen tilbage til de hævntemaer, som også følger Bond, ved at modstanderen denne gang er en både gal og genial eks-agent, der søger hævn over M, og det udvikler sig til en meget personlig dyst med Bond. Samtidig har filmmagerne helt åbenlyst ønsket at markere, at "Skyfall" er Bonds 50-års jubilæum på spillefilm. Det betyder, at filmen er fyldt med mere eller mindre velplacerede referencer til de tidligere film, og jubilæet er muligvis også baggrunden for, at det er lykkedes at få en så anerkendt instruktør som Sam Mendes på filmen.
Der er mange gode ting i "Skyfall". Ikke mindst har den vel nok den bedste Bond-skurk nogensinde, som ikke er direkte baseret på Flemings forlæg. Javier Bardem er strålende som den afblegede, megalomaniske og ondsindede modstander, som absolut rammer stilen fra Le Chiffre, Blofeld, Goldfinger og så videre - i modsætning til de kønsløse teknokrater, som ellers har haft skurkerollen i mange moderne Bond-film. Daniel Craig står nu også skulder ved skulder med Connery som de bedste Bonds nogensinde, og det er fint, at handlingen griber tilbage til heltens barndom og dermed færdiggør den fødsel af superagenten Bond, der startede i "Casino Royale". Man kan endda kalde det en slags genfødsel set i Bond-seriens større sammenhæng.
Men samtidig sniger der sig noget af den selvtilfredse smartness ind, som jeg ikke bryder mig om ved Bond-serien. Netop fordi der er alle de her referencer til seriens tidligere afsnit, som for mig afsporer den genopbygning af den 'rigtige', mere gritty Bond, som ellers syntes at være i gang. Og så er der simpelt hen for mange logiske huller i de ting, skurken foretager sig. Hans planer er oversmarte på den ufede måde, inklusive hele setuppet omkring den store actionfinale.
For mig var "Skyfall" derfor en lidt ujævn oplevelse, selv om der som nævnt er masser af gode ting i den. Jeg elskede kasinosekvensen i Macao, som for mig er ultraklassisk Bond i mødet mellem elegance og vold. Bardem er virkelig en fantastisk skurk, der gør filmen mere rå end så mange andre i serien. Det er fint, at Ralph Fiennes og Naomie Harris bliver kørt godt i stilling til blivende nøgleroller i filmene. Og overordnet kommer "Skyfall" trods alt ind på min personlige Top-10 over Bond-film. Men det er samtidig en film, som jeg synes, jeg burde have været mere begejstret for, end jeg faktisk er. Det bliver spændende at se, hvilken retning serien tager i de næste to Craig-film.
18/11-2012
