Gumpetung biopic

Bille Augusts første rent danske film siden "Pelle Erobreren" går bagom ét af de berømte ægteskaber i dansk kunsthistorie. "Marie Krøyer" er baseret på Anastassia Arnolds biografi "Balladen om Marie", men filmen koncentrerer sig om de sidste år af hovedpersonens ægteskab med P.S. Krøyer, hvor hans sindssygdom gør deres samliv uudholdeligt. Marie indleder et forhold til den svenske komponist Hugo Alfvén, men hendes mand har ikke tænkt sig at give slip på hende, og som kvinde og hustru til en stor kulturpersonlighed har hun meget dårlige kort på hånden.

Det er bestemt en interessant historie, der ligger til grund for "Marie Krøyer". Alene fordi den handler om personer, som nærmest alle danskere har et forhold til via Krøyers og de andre skagensmaleres kunst - jeg synes i hvert fald, det er spændende at få mere at vide om den kvinde, der er med på så mange af P.S. Krøyers malerier.

Desværre får Bille August bare ikke foldet historien ret godt ud. Lad gå med, at det har været nødvendigt at skære detaljerne til for at passe ind i spillefilmformatet - det er fx lidt mærkeligt, at Michael og Anna Ancher overhovedet ikke optræder i handlingen, men det er til at leve med, eftersom filmen ikke handler om malerne, men om Marie Krøyer. Problemet er bare, at det selv i den reducerede fortælling ikke er helt klart, hvad August egentlig vil med filmen. Ud over at skildre endnu en lidende moderskikkelse - dem har der efterhånden været nogle stykker af i hans filmproduktion.

Der er klart noget med kvindeundertrykkelse i filmen - både fra P.S. Krøyer, der brutalt dræber sin kones kunstneriske ambitioner, og fra samfundet som helhed. Der er selvfølgelig også selve forholdet til den uberegnelige kunstner, og så romancen med Alfvén. Problemet er bare, at ingen af delene kommer til live for alvor, fordi filmen sætter sig mellem alle tilgængelige stole, og historien bliver fortalt klodset via kluntede, overforklarende replikker og et banalt filmsprog. Faktisk ender romancen endda med at være ret utroværdig, fordi Alfvén fremstår som lidt af en vatpik.

På den baggrund er det nærmest endnu mere kikset, at filmen har så travlt med at skildre Marie Krøyer som ensom og venneløs efter skilsmissen, at den helt undlader at fortælle, at dens hovedperson faktisk blev gift med Hugo Alfvén et par år efter P.S. Krøyers død.

Der er ellers lagt et stort stykke arbejde i kostumer, kulisser og settings, der passer til tiden omkring forrige århundredeskifte. Og Dirk Brüels billeder er da ganske nydelige. Men de er også lavet med simple kameraindstillinger, som absolut ikke gør kameraet til medfortæller - hvilket er lidt kikset i en film, der trods alt har malerkunsten som et væsentligt element.

Netop maleren er så faktisk den karakter, som står stærkest i filmen. Søren Sætter-Larsen er rigtig god som P.S. Krøyer, som han spiller med store armbevægelser og fuld skrue på humørsvingningerne. Men Birgitte Hjort Sørensen kommer ikke i nærheden af at matche ham som Marie, og det er selvsagt endnu en forklaring på, at filmen ikke virker. Hun brænder simpelt hen ikke igennem i hovedrollen. Det gør Sverrir Gudnason i øvrigt heller ikke som Alfvén.

Jeg har egentlig syntes, at flere af Bille Augusts nyere film har fået en ufortjent hård medfart af kritikerne. Men denne her er virkelig en gumpetung og temmelig uvedkommende omgang, som Sætter-Lassen lige hiver op på to små stjerner.