Krisen kradser... Også i Gangsterland
5.0
Efter den stærke debut med 'Chopper' fra 2000, er Andrew Dominik ikke ligefrem blevet kendt som en instruktør, der spytter film ud på samlebånd. I 2007 fik vi så "The Assassination of Jesse James", der var en fotografisk betagende, men i sidste ende yderst langsommelig, affære. Nu skriver vi 2012 og nu giver australieren os sit helt eget kyniske og eksistentialistiske syn på en verden vi filmisk har set portrætteret en del gange: Gangster-verdenen.
Historien er enkel: To sociale udskud røver et pokerspil, der bestyres af mafiaen, og mafiaens revisor sender bud efter Jackie Cogan, en kølig lejemorder med stenansigt, til at finde gerningsmændene. "In America you're on your own. Now fuckin' pay me" snerrer han på et tidspunkt til revisoren.
Killing Them Softly er et moderne portræt af hvordan den økonomiske krise påvirker samfundet, I dette tilfælde, den kriminelle underverden. Her er der ingen Don Corleone, der smider om sig med penge. Her er vi en verden, hvor et simpelt røveri af et enkelt pokerspil kan få hele økonomien til at vakle, og hvor mafiaen nærmest bliver styret som enhver anden industri. Der er i særdeleshed en rigtig skæg scene, hvor Pitts karakter og revisoren kommer op og toppes om, hvor mange penge de skal bruge på at få fragtet en andenrangs-lejemorder til byen. Han ender med at rejse på turistklasse.
Det er med andre ord ikke den sædvanlige glorificerede gangsterverden vi bliver præsenteret for. I Dominiks socialpolitiske optik er gangsterne blot nogle sølle skvat, der er havnet i en verden, hvor faren konstant lurer. Den socialpolitiske vinkel bliver godt bakket op af konstante udpluk fra 2008-valget, hvor Obama prædikede forandring. Ikke her. Her står det værre til end nogensinde. Man behøver blot at kigge på James Gandolfini's sørgelige karakter for at få understreget den pointe. En afdanket, alkoholiseret, sexafhængig fedling, der ikke kan gå op i andet end hvor lang tid, der kan gå før den næste martini bliver serveret.
Den konstante sammenligning mellem gangstervæsenet og resten af 'the corporate America' kunne nemt være gået hen og blevet forceret og uden bid, men det sker ikke. Filmen svælger i underskønne dialoger mellem de implicerede, og specielt Pitt (som her leverer én af sine allerbedste præstationer) og Gandolfini får lov til flekse deres 'acting-chops'. Og så er det bare rart at se Ray Liotta spille en ulidelig gangsterrolle igen.
Undertiden stabler Dominik også nogle yderst eksplicitte og chokerende voldsscener på benene. Man mærker hvert slag, og pistolernes lyd er høj og ubehagelig. Med andre ord: Killing Them Softly er ikke en passende titel. Men det lyder godt.
Der er muligvis ikke tale om en nyklassiker indenfor genren, Dertil er den for obskur, men kan man lide de kyniske krimier fra genrens guldalder i 70erne, tilsat en god portion socialrealisme, er der virkelig noget at hente i Dominiks nye film.
5 klare stjerner!
Historien er enkel: To sociale udskud røver et pokerspil, der bestyres af mafiaen, og mafiaens revisor sender bud efter Jackie Cogan, en kølig lejemorder med stenansigt, til at finde gerningsmændene. "In America you're on your own. Now fuckin' pay me" snerrer han på et tidspunkt til revisoren.
Killing Them Softly er et moderne portræt af hvordan den økonomiske krise påvirker samfundet, I dette tilfælde, den kriminelle underverden. Her er der ingen Don Corleone, der smider om sig med penge. Her er vi en verden, hvor et simpelt røveri af et enkelt pokerspil kan få hele økonomien til at vakle, og hvor mafiaen nærmest bliver styret som enhver anden industri. Der er i særdeleshed en rigtig skæg scene, hvor Pitts karakter og revisoren kommer op og toppes om, hvor mange penge de skal bruge på at få fragtet en andenrangs-lejemorder til byen. Han ender med at rejse på turistklasse.
Det er med andre ord ikke den sædvanlige glorificerede gangsterverden vi bliver præsenteret for. I Dominiks socialpolitiske optik er gangsterne blot nogle sølle skvat, der er havnet i en verden, hvor faren konstant lurer. Den socialpolitiske vinkel bliver godt bakket op af konstante udpluk fra 2008-valget, hvor Obama prædikede forandring. Ikke her. Her står det værre til end nogensinde. Man behøver blot at kigge på James Gandolfini's sørgelige karakter for at få understreget den pointe. En afdanket, alkoholiseret, sexafhængig fedling, der ikke kan gå op i andet end hvor lang tid, der kan gå før den næste martini bliver serveret.
Den konstante sammenligning mellem gangstervæsenet og resten af 'the corporate America' kunne nemt være gået hen og blevet forceret og uden bid, men det sker ikke. Filmen svælger i underskønne dialoger mellem de implicerede, og specielt Pitt (som her leverer én af sine allerbedste præstationer) og Gandolfini får lov til flekse deres 'acting-chops'. Og så er det bare rart at se Ray Liotta spille en ulidelig gangsterrolle igen.
Undertiden stabler Dominik også nogle yderst eksplicitte og chokerende voldsscener på benene. Man mærker hvert slag, og pistolernes lyd er høj og ubehagelig. Med andre ord: Killing Them Softly er ikke en passende titel. Men det lyder godt.
Der er muligvis ikke tale om en nyklassiker indenfor genren, Dertil er den for obskur, men kan man lide de kyniske krimier fra genrens guldalder i 70erne, tilsat en god portion socialrealisme, er der virkelig noget at hente i Dominiks nye film.
5 klare stjerner!
07/12-2012
