Ny nordisk klichékrimi

Filmatisering af ét af de senere års største nordiske krimihit, skrevet af et svensk forfatterægtepar, der gemmer sig bag pseudonymet Lars Kepler. "Hypnotisøren" introducerer deres gennemgående helt, kriminalkommissær Joona Linna, som her kommer på en sag, hvor en hel familie er blevet brutalt stukket ned, og kun den unge søn overlever i koma. Linna kommer i kontakt med en læge, som via hypnose kan kommunikere med komatøse patienter, men hans kontakt med den overlevende dreng fører til, at lægen selv bliver meget direkte involveret i sagen.

"Hypnotisøren" er Lasse Hallströms første svenske film i 25 år, og på nogle punkter skinner det igennem, at han har et sikkert håndelag med fra sine år i Hollywood. Desværre har filmen så også et andet af Hallströms kendetegn, nemlig en vis sindighed i fortællingen med fokus på personskildring, som her bare ikke virker særlig overbevisende. Joona Linna bliver eksempelvis ikke rigtig etableret som nogen interessant hovedperson, og Lena Olin overspiller decideret i rollen som hypnoselægens kone, der går helt i klichéfyldt hysteri, da deres egen søn forsvinder. Der er lidt mere pondus i Mikael Persbrandt som lægen, men også han virker til at køre på rutinen.

Hallström er ikke nogen stor spændingsinstruktør. Han er klart bedst til det menneskelige drama, men på det punkt bliver han fanget af, at plot og personer i "Hypnotisøren" faktisk ikke er særligt godt udtænkt. Den centrale mordgåde er tynd, og handlingen indeholder nogle forsøg på at binde tingene sammen tematisk, som ikke rigtig holder. Derfor kommer det hele til at virke lidt opstyltet. Og det bliver så ikke bedre af, at historiens centrale personer er ret skabelonagtige.

Jeg har ikke læst romanen bag filmen, så det er muligt, at den folder tingene bedre ud. Men som film bliver "Hypnotisøren" altså en temmelig tynd omgang.