Krisestyring og forbrugertillid i underverdenen
5.0
Cool og intellektuel gangsterfilm, hvor handlingen starter med, at tre forbryderiske småfisk lægger en plan, der viser sig at være mindre snedig, end de selv tror. De vil røve en ulovlig spillebule, fordi de er sikre på, at en anden vil få skylden. Men helt så nemt går det ikke, da de lokale bosser henter en benhård mand ind for at rydde op og sikre, at byens gamblere igen tør komme på spillebulerne.
"Killing Them Softly" er baseret på en 70'er-roman af George V. Higgins, men historien er ført op til nutiden af forfatter-instruktør Andrew Dominik - i hans første film siden den fremragende "The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford". Ligesom i sin western arbejder Dominik her med lange kameraindstillinger og et fokus på dialog, som giver et roligt, stemningsfyldt fortælletempo, der så bliver afbrudt af eksplosivt voldelige scener, hvor historiens konflikter afgøres brutalt.
Det giver "Killing Them Softly" en stil, som mange formentlig vil kalde Tarantinosk. Men det er faktisk ikke helt fair. For det første er filmen som nævnt baseret på en næsten 40 år gammel bog af George V. Higgins, som netop excellerede i at skrive catchy dialoger mellem kriminelle. Så det er sandsynligvis mere reelt at sige, at filmen er baseret på en inspirationskilde til Tarantino.
For det andet er "Killing Them Softly" ikke blot en smart gangsterfilm. Dominik har en tydelig pointe med at flytte handlingen til efteråret 2008, hvor det forrige amerikanske præsidentvalg danner bagtæppe for begivenhederne. Omdrejningspunktet for filmens handling er, at byens sorte spilleøkonomi bryder sammen, fordi kunderne mister tilliden til spillebulerne, og det må der så rettes op på med hårdhændede midler og symbolsk ofring af nogle involverede. Dette bruger Dominik som en aggressiv politisk parabel over finanskrisen og en nærmest nihilistisk kritik af amerikansk politik og finansverdenen. Metaforerne er på ingen måde subtile i denne film, men de bliver leveret supereffektivt. Man er ikke i tvivl, om at budskabet er, at det amerikanske samfundssystem er et kynisk, brutalt spil, hvor den stærke knægter de svage.
Den absolut stærkeste i filmen er Brad Pitt, som er strålende i rollen som manden, som mafiabosserne sætter til at rydde op. Det klæder altid Pitt at få lov til at spille barsk og kynisk, for det viser den store spændvidde, han faktisk har som skuespiller. James Gandolfini er ligeledes uforglemmelig som en lejemorder, Pitt hyrer til at hjælpe sig, men som viser sig at være så optaget af at drikke og hore, at det går ud over arbejdsmoralen. Richard Jenkins og Ray Liotta gør det også godt som andre mafiatyper, mens Scoot McNairy er overbevisende ynkelig i filmens anden hovedrolle som én af de klodsede småforbrydere, der begår et kup, de burde have holdt sig fra.
"Killing Them Softly" er en fremragende film, som understreger, at "The Assassination of Jesse James ..." på ingen måde var et lykketræf af Andrew Dominik. Denne film er lige så gennemført lavet, med enormt sikker instruktion, godt manus, godt skuespil med markante, veltimede replikker - og så også et gennemført højt teknisk niveau. Alt spiller på den front - fotografering, klipning og lydklipning er førsteklasses. Jeg vil dog tro, at det bevidst langsomme fortælletempo ikke vil appellere til alle, og på samme måde er der nok nogle, der vil stå af på at få en filmisk metafor klasket så voldsomt i hovedet, som det sker her. Men jeg har det fint med begge dele, og "Killing Them Softly" går ind som én af årets bedste film hos mig.
"Killing Them Softly" er baseret på en 70'er-roman af George V. Higgins, men historien er ført op til nutiden af forfatter-instruktør Andrew Dominik - i hans første film siden den fremragende "The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford". Ligesom i sin western arbejder Dominik her med lange kameraindstillinger og et fokus på dialog, som giver et roligt, stemningsfyldt fortælletempo, der så bliver afbrudt af eksplosivt voldelige scener, hvor historiens konflikter afgøres brutalt.
Det giver "Killing Them Softly" en stil, som mange formentlig vil kalde Tarantinosk. Men det er faktisk ikke helt fair. For det første er filmen som nævnt baseret på en næsten 40 år gammel bog af George V. Higgins, som netop excellerede i at skrive catchy dialoger mellem kriminelle. Så det er sandsynligvis mere reelt at sige, at filmen er baseret på en inspirationskilde til Tarantino.
For det andet er "Killing Them Softly" ikke blot en smart gangsterfilm. Dominik har en tydelig pointe med at flytte handlingen til efteråret 2008, hvor det forrige amerikanske præsidentvalg danner bagtæppe for begivenhederne. Omdrejningspunktet for filmens handling er, at byens sorte spilleøkonomi bryder sammen, fordi kunderne mister tilliden til spillebulerne, og det må der så rettes op på med hårdhændede midler og symbolsk ofring af nogle involverede. Dette bruger Dominik som en aggressiv politisk parabel over finanskrisen og en nærmest nihilistisk kritik af amerikansk politik og finansverdenen. Metaforerne er på ingen måde subtile i denne film, men de bliver leveret supereffektivt. Man er ikke i tvivl, om at budskabet er, at det amerikanske samfundssystem er et kynisk, brutalt spil, hvor den stærke knægter de svage.
Den absolut stærkeste i filmen er Brad Pitt, som er strålende i rollen som manden, som mafiabosserne sætter til at rydde op. Det klæder altid Pitt at få lov til at spille barsk og kynisk, for det viser den store spændvidde, han faktisk har som skuespiller. James Gandolfini er ligeledes uforglemmelig som en lejemorder, Pitt hyrer til at hjælpe sig, men som viser sig at være så optaget af at drikke og hore, at det går ud over arbejdsmoralen. Richard Jenkins og Ray Liotta gør det også godt som andre mafiatyper, mens Scoot McNairy er overbevisende ynkelig i filmens anden hovedrolle som én af de klodsede småforbrydere, der begår et kup, de burde have holdt sig fra.
"Killing Them Softly" er en fremragende film, som understreger, at "The Assassination of Jesse James ..." på ingen måde var et lykketræf af Andrew Dominik. Denne film er lige så gennemført lavet, med enormt sikker instruktion, godt manus, godt skuespil med markante, veltimede replikker - og så også et gennemført højt teknisk niveau. Alt spiller på den front - fotografering, klipning og lydklipning er førsteklasses. Jeg vil dog tro, at det bevidst langsomme fortælletempo ikke vil appellere til alle, og på samme måde er der nok nogle, der vil stå af på at få en filmisk metafor klasket så voldsomt i hovedet, som det sker her. Men jeg har det fint med begge dele, og "Killing Them Softly" går ind som én af årets bedste film hos mig.
28/12-2012
