Meta uden fokus
3.0
I 2008 brød den irsk-engelske dramatiker Martin McDonagh også igennem på film med "In Bruges", en lejemorderkomedie i sorthumoristisk Tarantino-stil tilsat lidt europæisk alvor. "Seven Psychopaths" er McDonaghs anden film og leverer mere af samme skuffe, blot tilført endnu mere metastil.
Hovedpersonen i "Seven Psychopaths" er en irsk manuskriptforfatter, der er gået i stå med et lovet manuskript uden at have andet end titlen - "Seven Psychopaths". Hans bedste ven tilbyder at hjælpe med ideer, men deres forsøg på samarbejde bliver udfordret af, at vennen samtidig kører et svindlernummer sammen med en ældre kompagnon: De stjæler racehunde og inkasserer derefter findelønnen. Problemet er bare, at de kommer til at stjæle en hund, der tilhører en gangsterboss, som vil bruge alle midler for at få sin elskede shih tzu tilbage.
Dermed bliver fortællingens syv psykopater en besynderlig blanding af personer, der også er fiktive i fiktionen, fordi de hører til psykopat-historier i hovedpersonens manuskript - og så psykopater, som på grund af en hund forsøger at dræbe hinanden omkring hovedpersonen, herunder hans egne venner.
Det er ikke ueffent skruet sammen af McDonagh, men det mest interessante ved plottet er i virkeligheden, at det på sin vis er et opgør med den selvbevidste Tarantinoske stil, hvor folk bliver sendt i graven på underholdende måder efterfulgt af one-liners. Her forsøger hovedpersonen at skrive en totalt overdrevet historie af netop den type, men da han selv får psykopater tæt ind på livet, indser han, at det slet ikke er sjovt. I den sammenhæng er det selvsagt ikke tilfældigt, at hovedpersonen er irer og hedder Martin. Som nævnt: Mere metastil.
I sidste ende holder filmens mulige opgør med den ironiske voldsæstetik dog ikke vand, for "Seven Psychopaths" går alligevel hele vejen med skydevåben og sære dødsfald. Derfor bliver det en forholdsvis ujævn oplevelse; en film, der ikke ved, hvad den selv vil, når det kommer til stykket. Selv om der absolut er underholdende indslag, især båret af Woody Harrelson, Christopher Walken og Sam Rockwell, som hver især leverer småkarikerede biroller med en bred vifte af psykopatiske træk. Men det har alle tre jo også gjort flere gange før. Til gengæld er Colin Farrell ikke voldsomt overbevisende som forfatteren, der kommer ud, hvor han slet ikke kan bunde.
Der er absolut gode ideer og herligt bizarre scener i "Seven Psychopaths". Men det er også en film, som mangler fokus, og som forsøger at dække over det med en ironisk metastil, der kommer til at virke lidt fortærsket. Allerede i "In Bruges" var jeg ikke 100% begejstret for Martin McDonaghs blanding af alvorligt indhold og skæv humor - og derfra er denne film så et skridt i den forkerte retning.
Hovedpersonen i "Seven Psychopaths" er en irsk manuskriptforfatter, der er gået i stå med et lovet manuskript uden at have andet end titlen - "Seven Psychopaths". Hans bedste ven tilbyder at hjælpe med ideer, men deres forsøg på samarbejde bliver udfordret af, at vennen samtidig kører et svindlernummer sammen med en ældre kompagnon: De stjæler racehunde og inkasserer derefter findelønnen. Problemet er bare, at de kommer til at stjæle en hund, der tilhører en gangsterboss, som vil bruge alle midler for at få sin elskede shih tzu tilbage.
Dermed bliver fortællingens syv psykopater en besynderlig blanding af personer, der også er fiktive i fiktionen, fordi de hører til psykopat-historier i hovedpersonens manuskript - og så psykopater, som på grund af en hund forsøger at dræbe hinanden omkring hovedpersonen, herunder hans egne venner.
Det er ikke ueffent skruet sammen af McDonagh, men det mest interessante ved plottet er i virkeligheden, at det på sin vis er et opgør med den selvbevidste Tarantinoske stil, hvor folk bliver sendt i graven på underholdende måder efterfulgt af one-liners. Her forsøger hovedpersonen at skrive en totalt overdrevet historie af netop den type, men da han selv får psykopater tæt ind på livet, indser han, at det slet ikke er sjovt. I den sammenhæng er det selvsagt ikke tilfældigt, at hovedpersonen er irer og hedder Martin. Som nævnt: Mere metastil.
I sidste ende holder filmens mulige opgør med den ironiske voldsæstetik dog ikke vand, for "Seven Psychopaths" går alligevel hele vejen med skydevåben og sære dødsfald. Derfor bliver det en forholdsvis ujævn oplevelse; en film, der ikke ved, hvad den selv vil, når det kommer til stykket. Selv om der absolut er underholdende indslag, især båret af Woody Harrelson, Christopher Walken og Sam Rockwell, som hver især leverer småkarikerede biroller med en bred vifte af psykopatiske træk. Men det har alle tre jo også gjort flere gange før. Til gengæld er Colin Farrell ikke voldsomt overbevisende som forfatteren, der kommer ud, hvor han slet ikke kan bunde.
Der er absolut gode ideer og herligt bizarre scener i "Seven Psychopaths". Men det er også en film, som mangler fokus, og som forsøger at dække over det med en ironisk metastil, der kommer til at virke lidt fortærsket. Allerede i "In Bruges" var jeg ikke 100% begejstret for Martin McDonaghs blanding af alvorligt indhold og skæv humor - og derfra er denne film så et skridt i den forkerte retning.
03/01-2013
