En dejlig naiv omgang feelgood
4.0
Den største franske filmsucces nogensinde. Så nemt kan det siges. "De urørlige" er simpelt hen den franske film, som har solgt flest billetter gennem tiden - på verdensplan og nu også i Danmark. Men dog ikke hjemme i Frankrig, hvor den 'kun' er nummer to på alle tiders franske topliste.
Årsagen til succesen er ikke svær at finde. "De urørlige" er en vellavet, sympatisk og ikke mindst velspillet omgang feelgood, som tydeligvis rører folk på tværs af kulturer. Filmen er baseret på den virkelige historie om en milliardær, som efter en paragliding-ulykke er lam fra halsen og ned - og søger efter en ny personlig plejer. Én af ansøgerne er en småkriminel fyr fra den parisiske forstadsslum, som egentlig kun er der for at opfylde den kvote af ansøgninger, der kræves for at få udbetalt bistandshjælp. Men milliardæren hyrer ham, fordi han er dødtræt af professionelle plejere, som blot ser patienten som en handicappet.
Derfra er det ikke svært at gætte, hvor fortællingen bevæger sig hen. De to hovedpersoner kommer stille og roligt ind på livet af hinanden, og det viser sig, at de hver især har noget at tilbyde den anden. Milliardæren får livsglæden tilbage via den nye plejers fordomsfrie tilgang til tingene. Og plejeren får selvværd og mod på at bryde sin sociale arv.
Det er virkelig en nærmest skabelon-agtig feelgood-historie, men den er altså baseret på virkelige begivenheder. Og her bliver den serveret med så meget gejst, humor og fandenivoldskhed, at man skal være meget mavesur for ikke at blive revet med. "De urørlige" bliver virkelig flot leveret af forfatter/instruktør-makkerparret Olivier Nakache og Éric Toledano. Her er den væsentligste nøgle til succes, at filmen er tilpas respektløs. De slipper godt fra at gøre grin med både den handicappede og hans impulsive hjælper, fordi de gør det med menneskelig varme, og fordi de samtidig udstiller omgivelsernes reaktioner.
Derudover har filmen et par stærke hovedroller i Omar Sy og François Cluzet. Nakache og Toledano har brugt Sy i deres seneste tre film, og de lavede simpelt hen om på en forudsætning i historien for at kunne få ham ind her. I virkeligheden er plejeren nemlig af nordafrikansk/arabisk afstamning, men i filmversionen er han blevet til en sort vestafrikaner. Det giver pote, for Sy er særdeles overbevisende med en umiddelbarhed, ekspressivt kropssprog og et stort grin, der er med til at gøre en usandsynlig historie troværdig. Og Cluzet gør det også virkelig godt i en svær rolle, hvor han kun har ansigtsudtryk og stemme at spille med.
I nogle lande, særligt USA, har anmelderne kritiseret "De urørlige" for at være racistisk. Den virile, veltrænede sorte mand belærer den hvide mand om sex, kvinder, dans og discorytmer. Mens den hvide mand forstår de finkulturelle ting som poesi, klassisk musik, kunst og finere madlavning (og naturligvis penge) - hvilket også smitter positivt af på den sorte mand i sidste ende. Indrømmet, det er korrekt, at filmen bevæger sig på kanten af nogle racestereotyper, som nok gør særligt ondt på amerikanere. Men det tilgiver jeg filmen, for jeg tror virkelig ikke, at Nakache og Toledano gør det bevidst. Deres mission er simplere: At fortælle en god, medrivende, livsbekræftende historie, om at der er plads til alle, som gerne vil noget positivt med livet.
Det er på sin vis en naiv fortælling, man får serveret i "De urørlige". Men det ligger også i feelgood-stilen, at det handler om det simple og nære. Og så gør det ikke noget, at det også er lidt naivt, når det bliver serveret så dygtigt og vedkommende som her. Fire store stjerner for en gennemført positiv filmoplevelse.
Årsagen til succesen er ikke svær at finde. "De urørlige" er en vellavet, sympatisk og ikke mindst velspillet omgang feelgood, som tydeligvis rører folk på tværs af kulturer. Filmen er baseret på den virkelige historie om en milliardær, som efter en paragliding-ulykke er lam fra halsen og ned - og søger efter en ny personlig plejer. Én af ansøgerne er en småkriminel fyr fra den parisiske forstadsslum, som egentlig kun er der for at opfylde den kvote af ansøgninger, der kræves for at få udbetalt bistandshjælp. Men milliardæren hyrer ham, fordi han er dødtræt af professionelle plejere, som blot ser patienten som en handicappet.
Derfra er det ikke svært at gætte, hvor fortællingen bevæger sig hen. De to hovedpersoner kommer stille og roligt ind på livet af hinanden, og det viser sig, at de hver især har noget at tilbyde den anden. Milliardæren får livsglæden tilbage via den nye plejers fordomsfrie tilgang til tingene. Og plejeren får selvværd og mod på at bryde sin sociale arv.
Det er virkelig en nærmest skabelon-agtig feelgood-historie, men den er altså baseret på virkelige begivenheder. Og her bliver den serveret med så meget gejst, humor og fandenivoldskhed, at man skal være meget mavesur for ikke at blive revet med. "De urørlige" bliver virkelig flot leveret af forfatter/instruktør-makkerparret Olivier Nakache og Éric Toledano. Her er den væsentligste nøgle til succes, at filmen er tilpas respektløs. De slipper godt fra at gøre grin med både den handicappede og hans impulsive hjælper, fordi de gør det med menneskelig varme, og fordi de samtidig udstiller omgivelsernes reaktioner.
Derudover har filmen et par stærke hovedroller i Omar Sy og François Cluzet. Nakache og Toledano har brugt Sy i deres seneste tre film, og de lavede simpelt hen om på en forudsætning i historien for at kunne få ham ind her. I virkeligheden er plejeren nemlig af nordafrikansk/arabisk afstamning, men i filmversionen er han blevet til en sort vestafrikaner. Det giver pote, for Sy er særdeles overbevisende med en umiddelbarhed, ekspressivt kropssprog og et stort grin, der er med til at gøre en usandsynlig historie troværdig. Og Cluzet gør det også virkelig godt i en svær rolle, hvor han kun har ansigtsudtryk og stemme at spille med.
I nogle lande, særligt USA, har anmelderne kritiseret "De urørlige" for at være racistisk. Den virile, veltrænede sorte mand belærer den hvide mand om sex, kvinder, dans og discorytmer. Mens den hvide mand forstår de finkulturelle ting som poesi, klassisk musik, kunst og finere madlavning (og naturligvis penge) - hvilket også smitter positivt af på den sorte mand i sidste ende. Indrømmet, det er korrekt, at filmen bevæger sig på kanten af nogle racestereotyper, som nok gør særligt ondt på amerikanere. Men det tilgiver jeg filmen, for jeg tror virkelig ikke, at Nakache og Toledano gør det bevidst. Deres mission er simplere: At fortælle en god, medrivende, livsbekræftende historie, om at der er plads til alle, som gerne vil noget positivt med livet.
Det er på sin vis en naiv fortælling, man får serveret i "De urørlige". Men det ligger også i feelgood-stilen, at det handler om det simple og nære. Og så gør det ikke noget, at det også er lidt naivt, når det bliver serveret så dygtigt og vedkommende som her. Fire store stjerner for en gennemført positiv filmoplevelse.
03/01-2013
