- American girl, against the World -

Et hemmeligt sted i Pakistan. En mørbanket terrorist hænger i mørkt rum, fastspændt med kroge ført fra loftet. Han har ikke sovet i 96 timer. Han har ikke været i bad i ugevis. Han har skidt i bukserne, for han må ikke gå på toilettet. Døren går op. En forhørsleder kommer ind. Midtvejs gennem afhøringen får terroristen et knæ i brystet og bliver lagt på en madras. Her bliver han ”waterboardet”. Bagefter trækker de bukserne af ham (foran deres kvindelige kollega) og giver ham et halsbånd på. Så leger de gå-tur-med-hunden. Han slæber sig langsomt hen over gulvet, usigeligt ydmyget, degraderet, udsultet, frarøvet enhver form for menneskelighed,. Hans sidste ord inden scenen slutter, er et knækket ”hjælp mig!”.

Hvad svarer vores kvindelige heltinde (Jessica Chastain) til sådan en opfordring? Jo, hun siger med højmoralsk læreindestemme – og hold nu fast – ”den eneste måde du kan hjælpe dig selv på, er ved at sige sandheden”.

Man kunne godt fristes til at sende den replik retur til manuskriptforfatter Mark Boal (tre film på cv’et, alle med konflikten i mellemøsten som omdrejningspunkt). For det er faktisk en lille smule sjovt, at en mand med en universitetsgrad i filosofi, kan skrive en film der er så unuanceret som ”Zero Dark Thirty” - jeg bliver bare nød til at køre lidt på det: Nu skal der intet være i vejen med en god historie iklædt skurke og helte, men fikspunktet for mit problem med denne her film, er at den hævder at være ”baseret på en sand historie”.

At hævde det, har selvfølgelig altid været et godt segment for at sælge billetter. Publikum elsker at se film, der er et billede på eller i sig selv en parallel virkelighed. Men når topchefen for CIA endda går ud og siger – i forbindelse med premieren på filmen – at linket til Osama bin Laden ikke kom fra torturafhøringer, virker det sært, at Boal og instruktør Kathryn Bigelow bruger så meget energi på netop at indikerer dette under deres sandheds-prædikat. Man kunne næsten mistænke dem for, at gøre det for æstetikkens skyld. Det er jo ikke ”NCIS” eller ”JAG”, det her. Vi er en R-rated movie. Og bin Laden er jo død. Den er hjemme. Lad os vise den svedige hud, de blodstørknede sår, dødsangsten i fangernes ansigt når de gisper efter vejret. Ophidselsen, dødsdriften, den intense klipning, det insisterende kamera - det er næsten erotisk, på en lidt syg og vulgær måde. Dét sælger billetter! Pyt med, at det er en røst fra en meget nær fortid og et slags skulderklap til et middelalderligt, dehumaniserende forsvarsregime, hvis efterklang og menneskelige omkostninger verden sent vil glemme.

I virkeligheden kan man dog ikke bebrejde dem det. For du får self. ikke meget thriller om terrorisme for pengene, hvis ikke også der er et par arabere som skal have røvfuld. Det siger sig selv. Men som udestående, lille dansker og almindelig filmnyder, er det meget svært at sluge den kamel som filmen forsøger at sælge: At prisen vi må betale for vores sikkerhed og placering i verdenssamfundet, er undermineringen af menneskerettigheder overfor dem der fører krig imod vores tungt betalte industriøkonomiske eventyr.

Det klinger bare ikke skidegodt i en stor, amerikansk film. Lad os holde os til idéen om at muslimske radikalister er nogle syge sataner og at Navy SEALs kører med klatten. Vi så jo selv jubelscenerne i maj 2011, hvor det amerikanske flag blafrede ud af sideruderne på biler i New York til mantraet ”USA! USA!...”. Men tilbage til filmen:

Al politisk diskussion til side, fejler ”Zero Dark Thirty” dog også på en række tunge poster. For det første er det en thriller. En thriller om en menneskejagt. En menneskejagt, vi alle ved hvordan ender. Okay, så den psykologiske tyngde må altså komme et andet sted fra.

Her har Boal og Bigelow valgt historien om en ung kvindes kamp for retfærdighed. It’s her against the world (som der oven i købet bliver sagt på et tidspunkt i filmen, hvis man skulle være blevet tabt på gulvet som lille og ikke selv havde regnet dén ud). Her render filmen ind i dens første problem – hovedrolleindehaver Jessica Chastain. Det er meget svært at købe hendes girl-next-door med det fagre røde hår og de høje hæle, der sparker røv på terrorister og giver verbale tæsk til mandlige chefer. For hun har simpelthen ikke kanten til det. Først er hun frastødt af torturafhøringerne, så kølig og endelig er hun iskold – det hele vist i en serie af montagelignende klips, hvor en tempofyldt rocksang næsten glimre ved sit fravær. Og når først overgangen for hendes karakter er sket, er resten faktisk en farce. Specielt én scene, hvor hun med forceret hidsighed truer sin mandlige overordnede med sanktioner og fyring, falder simpelthen på gulvet med et øredøvende brag og placerer sig næsten i den kasse man kunne kalde ”tåkrummende pinlig”.

Et andet problem med hendes rolle er, at vi aldrig lærer hende at kende. Der er ingen privat konflikt til at fylde kød på skelettet, ingen baggrund at forholde sig til, ingen tvivl hun går og tumler med – hun sidder blot i anden halvdel af filmen bag computerskærmen og forsøger at dikterer slagets gang, mens resten af historien udfolder sig på en højst forudsigelig måde.

Hvilket er en skam, for der er faktisk masser af potentiale i den vinkling som ”Zero Dark Thirty” forsøger at skære. Og som et kig på kulisserne på amerikansk intel-arbejde, har den da også sine gode øjeblikker. En scene, hvor en flok agenter kører rundt i Abottabad i jagten på et telefonsignal, et godt eksempel på den karat af spændning og paranoia som film med et sådan tema og produktionsniveau kan spinde i deres fineste øjeblikke.

Men der er få af sådanne øjeblikke i filmen. Og den menneskejagt der skulle holde gryden i kog, dør desværre en langsom død hen imod anden halvdel af filmen, fordi den drukner i ligegyldige scener hvor man overøser Jessica Chastain’s karakter med kunstige modspil og følelsesoptog eller viser en flok jakkesæt der debatterer millitærstrategi, uden at det egentlig kommer ud over skærmen. Så da filmens sidste 25 minutter lange actionssekvens skal sætte trumfen på, er det i virkeligheden blot maling til en omgang rustent opkog.

Tilbage står ”Zero Dark Thirty” og ligner lidt en oppustet propaganda-ballon. Den forsøger med sit tekniske håndværk, at give illusionen om at være nærgående og provokerende, selvom den på samtlige måder er så gennemsyret politisk korrekt og rosenrød, at det er svært ikke at brække sig hvis man virkelig skulle spise op uden at brokke sig.