L.A. Not-so Confidential
4.0
Da jeg for cirka et halvt år siden så traileren til Gangster Squad, var jeg (efter adskillige replays på YouTube) overbevist om, at denne film ikke prøver at være en ny klassiker indenfor den fantastiske genre, men simpelthen bare tage udspring i en sand historie og køre den ud på et narrativt og visuelt overdrev.
Og det gør den. Filmen handler om den bryske politikommissær O'Mara (Brolin), som kommer hjem fra 2. Verdenskrig kun for at havne i en ny krig med Los Angeles' gangsterkonge Mickey Cohen (Penn). Til det formål samler han, efter ordre fra politichefen (Nolte) en lille gruppe af handlekraftige politimænd, bl.a. den glatte Jerry Wooters (Gosling) og teknikeren Keeler (Ribisi). Derfra går det ellers slag i slag (bogstaveligt talt) med mange konfrontationer mellem den lille gruppe lovhåndhævere og Cohens skruppelløse gangstere.
På en måde har Gangster Squad en stor lighed med Curtis Hanson's fantastiske nyklassiker L.A. Confidential, men hvor den film tog sit kildemateriale seriøst, og vævede et fantastisk mysterium sammen, ser Gangster Squad anderledes på det.
Filmen tager den fascinerende historie om Cohen og forvandler den til et B-actionbrag med et A-skuespillerhold og budget. Gangster Squad svælger (næsten konstant) i storrygende tommy-guns, slagsmål og over-the-top tegneserieagtig vold. Og tilgiv mig, men jeg faldt pladask for filmens no-nonsense tilgang til gangster/noir-genren. Den fungerer nemlig bedst som en pastiche, ja, nærmest parodi på alle de store gangsterproduktioner de sidste 50 år. Og det er ekstremt underholdende.
Skuespillerholdet gør også deres for konstant at bibeholde den lette stemning. Brolin er tilpas hårdfør som O'Mara og Gosling er som skræddersyet til rollen som den über-coole og charmerende Wooters. Men filmens største trumfkort findes i Sean Penn, som uden tvivl har haft det sjovt med at tolke Cohen-figuren præcis som han vil. Penns version er en vulkan, der er i konstant udbrudsfare og det mærker flere af filmens uheldige bipersoner. Emma Stone derimod er ret flad som Cohens frille Grace Farraday og synes kun at eksistere udelukkende som en love-interest til Goslings karakter i et kluntet forsøg på at genskabe deres fantastiske kemi fra Crazy, Stupid Love.
Nu til det negative: Når filmen nu konstant brager derudaf i samtlige 115 minutter synes de få seriøse scener meget flade og totalt plottet for dramatisk punch. Bl.a. Brolin's scener med hans kone er nogle irriterende og ligegyldige forsøg på at give figuren mere dybde.
Men kan man se bort fra dette (og det gjorde jeg) er filmen en helt igennem underholdende opvisning i at en gangsterfilm ikke altid behøver at tage sig selv for højtideligt. Det er på ingen måde en klassiker, men det sigter filmen bestemt heller ikke efter. Jeg erklærer mig (endnu engang) uenig med anmelderne og smider 4 store, gennemhullede stjerner efter Fleischer's potente 'krønike'
Og det gør den. Filmen handler om den bryske politikommissær O'Mara (Brolin), som kommer hjem fra 2. Verdenskrig kun for at havne i en ny krig med Los Angeles' gangsterkonge Mickey Cohen (Penn). Til det formål samler han, efter ordre fra politichefen (Nolte) en lille gruppe af handlekraftige politimænd, bl.a. den glatte Jerry Wooters (Gosling) og teknikeren Keeler (Ribisi). Derfra går det ellers slag i slag (bogstaveligt talt) med mange konfrontationer mellem den lille gruppe lovhåndhævere og Cohens skruppelløse gangstere.
På en måde har Gangster Squad en stor lighed med Curtis Hanson's fantastiske nyklassiker L.A. Confidential, men hvor den film tog sit kildemateriale seriøst, og vævede et fantastisk mysterium sammen, ser Gangster Squad anderledes på det.
Filmen tager den fascinerende historie om Cohen og forvandler den til et B-actionbrag med et A-skuespillerhold og budget. Gangster Squad svælger (næsten konstant) i storrygende tommy-guns, slagsmål og over-the-top tegneserieagtig vold. Og tilgiv mig, men jeg faldt pladask for filmens no-nonsense tilgang til gangster/noir-genren. Den fungerer nemlig bedst som en pastiche, ja, nærmest parodi på alle de store gangsterproduktioner de sidste 50 år. Og det er ekstremt underholdende.
Skuespillerholdet gør også deres for konstant at bibeholde den lette stemning. Brolin er tilpas hårdfør som O'Mara og Gosling er som skræddersyet til rollen som den über-coole og charmerende Wooters. Men filmens største trumfkort findes i Sean Penn, som uden tvivl har haft det sjovt med at tolke Cohen-figuren præcis som han vil. Penns version er en vulkan, der er i konstant udbrudsfare og det mærker flere af filmens uheldige bipersoner. Emma Stone derimod er ret flad som Cohens frille Grace Farraday og synes kun at eksistere udelukkende som en love-interest til Goslings karakter i et kluntet forsøg på at genskabe deres fantastiske kemi fra Crazy, Stupid Love.
Nu til det negative: Når filmen nu konstant brager derudaf i samtlige 115 minutter synes de få seriøse scener meget flade og totalt plottet for dramatisk punch. Bl.a. Brolin's scener med hans kone er nogle irriterende og ligegyldige forsøg på at give figuren mere dybde.
Men kan man se bort fra dette (og det gjorde jeg) er filmen en helt igennem underholdende opvisning i at en gangsterfilm ikke altid behøver at tage sig selv for højtideligt. Det er på ingen måde en klassiker, men det sigter filmen bestemt heller ikke efter. Jeg erklærer mig (endnu engang) uenig med anmelderne og smider 4 store, gennemhullede stjerner efter Fleischer's potente 'krønike'
21/01-2013
