Overflødig følelsesporno med efterfølgende mareridt...
2.0
Lad være med at se denne film! Helt enkelt. Jeg advarer alle, som ikke ønsker deres nattesøvn forstyrret og/eller de grusomme autentiske billeder fra mediernes Tsunami rapportager kørende om og om igen på nethinden. For det er resultatet!
Det er nu flere dage siden, jeg så ”The Impossible” ved et særarrangement – og billederne og skrækscenariet forfølger mig fortsat. Alt det forfærdelige fra dengang er atter vagt til live. Gyseligt. Forfærdeligt. Må det aldrig ske igen… Men har man brug for at blive mindet om denne forfærdelige katastrofe? Jovist, vi kan alle have godt af nu og da at blive beviste om, at vi generelt har det godt og skal værdsætte, hvad vi har, familie og venner og ikke mindst livet. Men behøver det at være i form af en spillefilm, som mest af alt virker som en dokumentar med alt, alt for mange autentiske rædselsklip. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, end at blive virlet rundt i kæmpe vandmasser og blive slået halvt eller helt til plukfisk for bagefter at vågne op i et kaos af panik, ineffektivitet og håbløshed. Det er jeg faktisk helst fri for. Og i hvert fald har jeg ikke brug for at gå i biografen for at blive mindet om, at muligheden den er der – om end enormt minimal. Her er tale om en katastrofefilm af de værste.
Handlingen er givet – vi kender jo det hele – og den er da også baseret på en true story. Vi følger en familie på Juleferie i det skønne tropeparadis og deres videre skæbne, da tsunamien rammer. Så eneste overraskelsesmoment ligger i, om vores lille familie klarer den – og hvis ikke, hvad så? Hele billedsiden er som ren kopi af mediernes dækning fra dengang – hvis ikke de autentiske? – så intet er nyt under solen her. Så hvorfor denne film? Er det ikke at forsøge at spinde guld på andres ulykke? Den bibringer i hvert fald hverken nyt eller dybde eller noget andet end genoplivning af alt det grufulde. Derfor finder jeg, at der er tale om overflødig følelsesporno! Skuespilmæssigt er opgaven løst fint af de to hovedrolleindehavere – men, om Naomi Watts præstation er en hel Oscar værd, er jeg nok uenig i. Hvis nogen skuespiller skulle fremhæves, da skulle det være den store dreng Lukas, spillet af Tom Holland, som virkelig formår at give sin karakter en ægthed og styrke.
Bliv hjemme!
Det er nu flere dage siden, jeg så ”The Impossible” ved et særarrangement – og billederne og skrækscenariet forfølger mig fortsat. Alt det forfærdelige fra dengang er atter vagt til live. Gyseligt. Forfærdeligt. Må det aldrig ske igen… Men har man brug for at blive mindet om denne forfærdelige katastrofe? Jovist, vi kan alle have godt af nu og da at blive beviste om, at vi generelt har det godt og skal værdsætte, hvad vi har, familie og venner og ikke mindst livet. Men behøver det at være i form af en spillefilm, som mest af alt virker som en dokumentar med alt, alt for mange autentiske rædselsklip. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, end at blive virlet rundt i kæmpe vandmasser og blive slået halvt eller helt til plukfisk for bagefter at vågne op i et kaos af panik, ineffektivitet og håbløshed. Det er jeg faktisk helst fri for. Og i hvert fald har jeg ikke brug for at gå i biografen for at blive mindet om, at muligheden den er der – om end enormt minimal. Her er tale om en katastrofefilm af de værste.
Handlingen er givet – vi kender jo det hele – og den er da også baseret på en true story. Vi følger en familie på Juleferie i det skønne tropeparadis og deres videre skæbne, da tsunamien rammer. Så eneste overraskelsesmoment ligger i, om vores lille familie klarer den – og hvis ikke, hvad så? Hele billedsiden er som ren kopi af mediernes dækning fra dengang – hvis ikke de autentiske? – så intet er nyt under solen her. Så hvorfor denne film? Er det ikke at forsøge at spinde guld på andres ulykke? Den bibringer i hvert fald hverken nyt eller dybde eller noget andet end genoplivning af alt det grufulde. Derfor finder jeg, at der er tale om overflødig følelsesporno! Skuespilmæssigt er opgaven løst fint af de to hovedrolleindehavere – men, om Naomi Watts præstation er en hel Oscar værd, er jeg nok uenig i. Hvis nogen skuespiller skulle fremhæves, da skulle det være den store dreng Lukas, spillet af Tom Holland, som virkelig formår at give sin karakter en ægthed og styrke.
Bliv hjemme!
25/01-2013
