Dominik er tilbage!

Mesterinstruktøren Andrew Dominik er tilbage efter små 5 års pause, og ventetiden har så sandelig været det værd. Vi er dog langt fra Jesse James' univers, både visuelt og indholdsmæssigt, men alligevel kan man genkende mandens fingeraftryk på denne film. På overfladen er der tale om en gangster/krimifilm, men Dominik har taget sig nogle friheder ift. forlægget og gjort filmen nutidig, hvor han lader det politiske magtspil mellem McCain og Obama kører i baggrunden. Det hele stikker dybere i Dominik's nådesløse portræt af samfundssystemet, hvor forretningen hersker og som tages under kærlig behandling.

Dominik adskiller sig også visuelt fra andre film i genren. Der er tale om en af de mest stilrene film i nyere tid, hvor lige fra velvalgte sangnumre, kameraplaceringer, skægge hallucinationer til ultra slowmotion-henrettelser, som tilføjer noget friskhed. Der er også gjort noget exceptionelt ud af lydmixet, særligt i én scene hvor Ray Liotta får en go' omgang tæsk på en regnfuld aften. Mixet er sindssyg intens og højt, hvor man hører samtlige slag, brækket knogler, blodet, opkast m.m.

Der spilles helt fantastisk. Liotta, Jenkins, Gandolfini. Men Pitt stjæler showet som den kolde hitman. Perfekt skrevet, perfekt udført af Pitt, der både formår at være dybt foruroligende, cool og mystisk på samme tid.

Der er ikke andet at sige end:

Se den så for helvede :D