I Like The Way You Die, Bwoy! (mindre SPOILERS)
6.0
Jeg må indrømme, at mine forventninger til Django var store. Dels pga. den fantastiske rolleliste og dels pga. at Tarantino nu endelig får lov til at lave en western.
Det har været ventetiden værd. Filmen handler om den sorte slave Django (Foxx) som bliver befriet af den filosoferende og forbavsende elokvente dusørjæger Schultz (Waltz). Schultz agter at bruge Django til at opspore tre brødre, som han kan indkassere en klækkelig dusør for. De to mænd danner dog et solidt venskab og snart er Schultz involveret i jagten på Djangos kone (Washington), der er blevet solgt til den sadistiske og gustne plantage-ejer Calvin Candie (DiCaprio),
Django Unchained er for det første et super underholdende bekendtskab. Som altid med Tarantino bruger han en kombination af snappy dialog og brutal vold for at indfange tilskueren. Det er om noget også sandt i denne. Både pistoler, rifler og testikeltortur tages i brug her.
Hele filmen gennemsyres af en underliggende tematik om magtesløshed og slaveri, men synes også at ville fortælle om, hvor lidt verden har flyttet sig, når det kommer til at kunne se sorte og hvide som ligeværdige mennesker. Men som altid med en Tarantino-film fungerer det alvorlige aspekt kun som en ramme og undskyldning for en konstant leg med filmmediet med alt hvad der hører sig til af skæve kameravinkler, et suverænt soundtrack og obskure referencer til alverdens film.
Figuerne i filmen er dog mere komplekse og interessante end jeg har set i en Tarantino-film i noget tid. Waltz' og DiCaprio's figurer er dog det mest interessante. De er de absolutte modpoler og foragter hinanden, men formår alligevel at holde fred... Indtil den ene narrer den anden, hvilket sætter gang i et blodtilsølet (bogstaveligt talt) tredje akt. Man kan så diskutere, om denne handling er retfærdiggjort nok eller om det bare fungerer som en letkøbt katalysator. For mit vedkommende mener jeg at filmens tredje akt sagtens kan retfærdiggøres. Måske ikke ud fra et narrativt synspunkt, men mere figuernes synspunkt.
Jeg var som et barn i en slikbutik i samtlige af filmens 165 min. Den er uhyggeligt velspillet, visuelt lækker og super-underholdende. Der er ikke en eneste finger at sætte på Tarantinos nye western-pastiche! Han har her lavet sit bedste værk siden gennembruddet med Pulp Fiction.
Det har været ventetiden værd. Filmen handler om den sorte slave Django (Foxx) som bliver befriet af den filosoferende og forbavsende elokvente dusørjæger Schultz (Waltz). Schultz agter at bruge Django til at opspore tre brødre, som han kan indkassere en klækkelig dusør for. De to mænd danner dog et solidt venskab og snart er Schultz involveret i jagten på Djangos kone (Washington), der er blevet solgt til den sadistiske og gustne plantage-ejer Calvin Candie (DiCaprio),
Django Unchained er for det første et super underholdende bekendtskab. Som altid med Tarantino bruger han en kombination af snappy dialog og brutal vold for at indfange tilskueren. Det er om noget også sandt i denne. Både pistoler, rifler og testikeltortur tages i brug her.
Hele filmen gennemsyres af en underliggende tematik om magtesløshed og slaveri, men synes også at ville fortælle om, hvor lidt verden har flyttet sig, når det kommer til at kunne se sorte og hvide som ligeværdige mennesker. Men som altid med en Tarantino-film fungerer det alvorlige aspekt kun som en ramme og undskyldning for en konstant leg med filmmediet med alt hvad der hører sig til af skæve kameravinkler, et suverænt soundtrack og obskure referencer til alverdens film.
Figuerne i filmen er dog mere komplekse og interessante end jeg har set i en Tarantino-film i noget tid. Waltz' og DiCaprio's figurer er dog det mest interessante. De er de absolutte modpoler og foragter hinanden, men formår alligevel at holde fred... Indtil den ene narrer den anden, hvilket sætter gang i et blodtilsølet (bogstaveligt talt) tredje akt. Man kan så diskutere, om denne handling er retfærdiggjort nok eller om det bare fungerer som en letkøbt katalysator. For mit vedkommende mener jeg at filmens tredje akt sagtens kan retfærdiggøres. Måske ikke ud fra et narrativt synspunkt, men mere figuernes synspunkt.
Jeg var som et barn i en slikbutik i samtlige af filmens 165 min. Den er uhyggeligt velspillet, visuelt lækker og super-underholdende. Der er ikke en eneste finger at sætte på Tarantinos nye western-pastiche! Han har her lavet sit bedste værk siden gennembruddet med Pulp Fiction.
28/01-2013
