Bitter sweet
4.0
Seraphim Falls er en western, en menneskejagt tilsat poetisk småfilosofi og er mestendels en vellykket lille film.
Man kan mene, hvad man vil om at caste to irske skuespillere i noget så amerikansk som en western. Men på den anden side kan det være passende nok, da det jo netop var europæere og herunder ikke mindst irere, der var med til at skabe USA og gøre det til det land, det er i dag. Dertil gør både Neeson og Brosnan det ret godt, hvor i hvert fald førstnævnte leverer en ret så overbevisende amerikansk accent i undertegnedes bog, mens Brosnan, der måske ikke har den bredeste palet også formår at vise følelser. Dertil har det vel nok også noget at sige, at begge skuespillere er veletablerede i Hollywood, og desuden har i hvertfald Brosnan betrådt lignende grund tidligere i den hæderlige Grey Owl (1999), et drama med elementer fra westen-genren. Så om det er fejlcast kan diskuteres.
En af filmens forcer er de flot fotograferede omgivelser samt filmens design og effekter. Man følger karakterne gennem flere fascinerende og varierede westernlandskaber fra det snefyldte bjerglandskab i det kolde nord, hvor Gideon (Brosnan) har sin geschäft som pelsjæger i åbningsscenen, hvor den plumpe lyd af et skud først misser og rammer ned i sneen foran ham og et andet derefter rammer ham i armen, og Carver (Neeson) sammen med sine hyrede hjælpere, herefter lader den vilde menneskejagt gå ind, over prærie til ørkenlandskabet i filmens slutning.
SPOILERS:
Filmen er først og fremmest underholding og har da også en god underholdningsværdi og historien om den kompromisløse hævner, der driver en nådesløs menneskejagt på den ressourcestærke overlever af skjulte personlige grunde fænger fint. Filmen har tydligvis forbilleder hos film som "First Blood" (1982), da Gideon er en frontierman, der udnytter vildmarken og sætter fælder for sine forfølgere.
Dog kan filmen med sit hævnmotiv komme til at virke triviel og lidt flad og virker som noget, man har set før, ikke mindst i westernfilm. Filmen vækker da også mindelser om den fremragende "The Outlaw Josey Wales" (1976), da det viser sig at den tidligere sydstats-oberst Carver mistede sin familie, da nordstatssoldater ledet af tidligere kaptajn Gideon var skyld i hans kone og børns død under borgerkrigen og det er dette, som er skyld i hævngerrigheden.
Men filmen kommer ikke på niveau med den klassiske "The Outlaw Josey Wales" da denne i modsætning til "Seraphim Falls" havde en mere dynamisk historie, og ligesom historien i sidstnævnte kan synes flad kan karakterne det også, eller rettere sagt ensidige. Gideon er alene og den jagede og den man skal have sympati for. Carver er den kompromisløse og til tider benhårde mand, der ikke helmer før han har fået fat i sit bytte. Men det kan både være godt og skidt, at begge har usympatiske træk, så de ikke kommer til at fremstå alt for god vs. ond, som da Gideon stjæler en hest fra en fattig enkemand med to børn og Carver senere slår ham, da han mener at manden har solgt den til Gideon. Men dette kan også gøre at man ikke helt ved, hvem man skal holde med, da de begge fremstår usympatiske. Gideon er således en antihelt ligesom Eastwood i "The Outlaw Josey Wales", men hvor denne film var vellykket da den havde selvironi (hos karakterne) og formåede at skabe en god interaktion og humor mellem karakterne, som man savner hos David Von Anckens film.
Filmens slutning med, hvad der ved første øjekast kunne ligne det endelige opgør mellem Carver og Gideon, der holder Carvers sidste mand som gidsel, ender med at Carver med vilje selv skyder sin hjælper og Gideon og Carver, nu begge ubevæbnet, forfølger hinanden ud i den steghede ørken. Herefter følger de endelige ti minutter af filmen, hvor filmen pludselig synes at skifte stil, om man vil, og filmen får et surrealistisk præg hvor klassiske western-figurer(el. karikaturer) dukker op, som forresten også forekommer i fleregange ovennævnte western ;) . Nemlig først en indianer og derefter en mirakelskurssælger. Von Acken pådutter hermed en poetisk og småfilosofisk belæren om livet og hævnens natur, da den civiliserede indianer ved et vandhul siger til Carver, der kommer efter Gideon, at alt hvad han giver kommer tilbage til ham og alt, hvad han tager bliver taget fra ham. Herefter bytter Gideon sin hest for en enkelt revolverkugle og Carver sit livgivende vand for en revolver hos den omrejsende mirakelskurssælger. Man mistænker stærkt disse to mystiske personligheder for at være noget overnaturligt, dermed surrealistisk, og et moraliserende talerør: De to mænd overgiver livgivende hest og vand for våben, og vælger dermed døden for at opfylde en triviel stræben for at komme hinanden til livs.
Disse sidste ti minutter synes dog at være rettere ambivalente, da filmen synes at gå i tomgang og bliver en bittersød tilføjelse af småfilosofi, og man kan fristes til at kalde det malurt i bægeret. At de to mænd til allersidst vælger at skåne hinanden og vælger livet, og går bort i solgangen side om side og siden hen skilles, giver det poetiske præg. "Hævnen er bittersød" synes filmens buskab at være, og ligeledes fremstår filmen. Når det er sagt, kan det på den anden side være den tilføjelese, der løfter filmen over en gennemsnitlig underholdningsfilm og give en ekstra dimension.
Man kan mene, hvad man vil om at caste to irske skuespillere i noget så amerikansk som en western. Men på den anden side kan det være passende nok, da det jo netop var europæere og herunder ikke mindst irere, der var med til at skabe USA og gøre det til det land, det er i dag. Dertil gør både Neeson og Brosnan det ret godt, hvor i hvert fald førstnævnte leverer en ret så overbevisende amerikansk accent i undertegnedes bog, mens Brosnan, der måske ikke har den bredeste palet også formår at vise følelser. Dertil har det vel nok også noget at sige, at begge skuespillere er veletablerede i Hollywood, og desuden har i hvertfald Brosnan betrådt lignende grund tidligere i den hæderlige Grey Owl (1999), et drama med elementer fra westen-genren. Så om det er fejlcast kan diskuteres.
En af filmens forcer er de flot fotograferede omgivelser samt filmens design og effekter. Man følger karakterne gennem flere fascinerende og varierede westernlandskaber fra det snefyldte bjerglandskab i det kolde nord, hvor Gideon (Brosnan) har sin geschäft som pelsjæger i åbningsscenen, hvor den plumpe lyd af et skud først misser og rammer ned i sneen foran ham og et andet derefter rammer ham i armen, og Carver (Neeson) sammen med sine hyrede hjælpere, herefter lader den vilde menneskejagt gå ind, over prærie til ørkenlandskabet i filmens slutning.
SPOILERS:
Filmen er først og fremmest underholding og har da også en god underholdningsværdi og historien om den kompromisløse hævner, der driver en nådesløs menneskejagt på den ressourcestærke overlever af skjulte personlige grunde fænger fint. Filmen har tydligvis forbilleder hos film som "First Blood" (1982), da Gideon er en frontierman, der udnytter vildmarken og sætter fælder for sine forfølgere.
Dog kan filmen med sit hævnmotiv komme til at virke triviel og lidt flad og virker som noget, man har set før, ikke mindst i westernfilm. Filmen vækker da også mindelser om den fremragende "The Outlaw Josey Wales" (1976), da det viser sig at den tidligere sydstats-oberst Carver mistede sin familie, da nordstatssoldater ledet af tidligere kaptajn Gideon var skyld i hans kone og børns død under borgerkrigen og det er dette, som er skyld i hævngerrigheden.
Men filmen kommer ikke på niveau med den klassiske "The Outlaw Josey Wales" da denne i modsætning til "Seraphim Falls" havde en mere dynamisk historie, og ligesom historien i sidstnævnte kan synes flad kan karakterne det også, eller rettere sagt ensidige. Gideon er alene og den jagede og den man skal have sympati for. Carver er den kompromisløse og til tider benhårde mand, der ikke helmer før han har fået fat i sit bytte. Men det kan både være godt og skidt, at begge har usympatiske træk, så de ikke kommer til at fremstå alt for god vs. ond, som da Gideon stjæler en hest fra en fattig enkemand med to børn og Carver senere slår ham, da han mener at manden har solgt den til Gideon. Men dette kan også gøre at man ikke helt ved, hvem man skal holde med, da de begge fremstår usympatiske. Gideon er således en antihelt ligesom Eastwood i "The Outlaw Josey Wales", men hvor denne film var vellykket da den havde selvironi (hos karakterne) og formåede at skabe en god interaktion og humor mellem karakterne, som man savner hos David Von Anckens film.
Filmens slutning med, hvad der ved første øjekast kunne ligne det endelige opgør mellem Carver og Gideon, der holder Carvers sidste mand som gidsel, ender med at Carver med vilje selv skyder sin hjælper og Gideon og Carver, nu begge ubevæbnet, forfølger hinanden ud i den steghede ørken. Herefter følger de endelige ti minutter af filmen, hvor filmen pludselig synes at skifte stil, om man vil, og filmen får et surrealistisk præg hvor klassiske western-figurer(el. karikaturer) dukker op, som forresten også forekommer i fleregange ovennævnte western ;) . Nemlig først en indianer og derefter en mirakelskurssælger. Von Acken pådutter hermed en poetisk og småfilosofisk belæren om livet og hævnens natur, da den civiliserede indianer ved et vandhul siger til Carver, der kommer efter Gideon, at alt hvad han giver kommer tilbage til ham og alt, hvad han tager bliver taget fra ham. Herefter bytter Gideon sin hest for en enkelt revolverkugle og Carver sit livgivende vand for en revolver hos den omrejsende mirakelskurssælger. Man mistænker stærkt disse to mystiske personligheder for at være noget overnaturligt, dermed surrealistisk, og et moraliserende talerør: De to mænd overgiver livgivende hest og vand for våben, og vælger dermed døden for at opfylde en triviel stræben for at komme hinanden til livs.
Disse sidste ti minutter synes dog at være rettere ambivalente, da filmen synes at gå i tomgang og bliver en bittersød tilføjelse af småfilosofi, og man kan fristes til at kalde det malurt i bægeret. At de to mænd til allersidst vælger at skåne hinanden og vælger livet, og går bort i solgangen side om side og siden hen skilles, giver det poetiske præg. "Hævnen er bittersød" synes filmens buskab at være, og ligeledes fremstår filmen. Når det er sagt, kan det på den anden side være den tilføjelese, der løfter filmen over en gennemsnitlig underholdningsfilm og give en ekstra dimension.
31/01-2013
