Herlig genkendelse
4.0
Den starter fremragende med en fantastisk dialog og god Tarantino stemning og hvor er man bare godt underholdt af Waltz replikker og væremåde, der minder meget om hans måde at spille på i Inglourious Basterds. Den høje kvalitet og underholdning får man en god rum tid. Havde den blevet ved i denne kvalitet så havde den stået til en mellemting blandt fremragende/mesterværk. Men da de så kommer til Candyland så falder filmen i niveau og kører en smule i dødvande handlingsmæssigt, men er bestemt stadig seværdig.
I en del af slutningen får vi nogle lidt latterlige typiske Tarantino scener med vold for voldens skyld, men i dele af slutningen øges niveauet også igen betragteligt, dog ikke til startniveauet af filmen, men ganske fin slutning og vi får en herlig genkendelse da de låner musikken i slutningen fra en anden særdeles underholdende spaghetti western, "De Kalder Mig Trinity". Jeg måtte lige hjem og sætte filmen på for at genhøre musikken igen. Hvem genkendte i øvrigt Django (Franco Nero) fra 1966 filmen, Django?
Alt i alt en film som nærmer sig det fremragende.
I en del af slutningen får vi nogle lidt latterlige typiske Tarantino scener med vold for voldens skyld, men i dele af slutningen øges niveauet også igen betragteligt, dog ikke til startniveauet af filmen, men ganske fin slutning og vi får en herlig genkendelse da de låner musikken i slutningen fra en anden særdeles underholdende spaghetti western, "De Kalder Mig Trinity". Jeg måtte lige hjem og sætte filmen på for at genhøre musikken igen. Hvem genkendte i øvrigt Django (Franco Nero) fra 1966 filmen, Django?
Alt i alt en film som nærmer sig det fremragende.
01/02-2013
