Sekten og den fortabte generation
5.0
For fem år siden borede Paul Thomas Anderson sig ned i den grimme essens af den amerikanske drøm med sin forrige film, "There Will Be Blood". Med "The Master" er Anderson stadig på sporet af den amerikanske drøm, men i en anden æra, hvor drømmen er brast og afløst af usikkerhed, der snart vil blive til plasticdrømme.
Hovedpersonen i "The Master" er en amerikansk sømand, der kommer mentalt såret hjem fra 2. Verdenskrig. Filmen starter med at vise hans forsøg på at leve et normalt liv med kone og en serie job. Men han er ikke i stand til at håndtere nogen af delene, og styret af lysten til sex og druk bliver hans liv mere og mere usselt, indtil han stangvissen sniger sig til at sove på et skib. Det viser sig at tilhøre lederen af The Cause, en sekt, der tilbyder at gøre dig til et bedre menneske. Guruen bliver fascineret af sin blinde passager, bl.a. fordi han er forbandet god til at lave bizarre, hårdtslående drinks, og derfor får han lov til at blive hos sekten.
The Cause er tydeligt modelleret over Scientology, og guruen selvfølgelig over L. Ron Hubbard. Ét af hovedtemaerne i "The Master" er da naturligvis også sektens fascinerende kraft. Filmen indeholder flere stærke sekvenser, hvor man ser, hvordan 'hjælpen' fra The Cause reelt er en gang hjernevask - udført af en guru, der ikke tåler, at man stiller spørgsmålstegn ved hans skiftende teorier om egne metoder.
Men "The Master" handler i endnu højere grad om USAs tabte generation; om dem, der kom hjem fra verdenskrigen og opdagede, at der ikke var blevet holdt en plads ledig til dem. Det er en historie om tabte drømme, der bliver erstattet af noget tomt og hult, og på det helt overordnede plan kan "The Master" derfor siges at handle om, hvordan det virkelystne og småanarkistiske USA blev til 50'ernes pacificerede forbrugersamfund.
Centralt i den historie står tre absolut fremragende skuespilpræstationer. Joaquin Phoenix er helt fantastisk som den socialt handicappede, fordrukne sømand, hvis ludende kropssprog dækker over et indre raseri og boblende had til autoriteter. Det er samtidig en dejligt paradoksal rolle, og jeg har aldrig set Phoenix bedre, ikke engang i "Walk the Line". Over for ham spiller Philip Seymour Hoffman superpræcist og kraftfuldt som den ekstremt kontrollerede sektleder, der også er lidt af en gåde: Man tror på, at han faktisk selv tror på, at han har fundet vejen til en bedre menneskehed, men samtidig falder han åbenlyst for sine egne illusioner og tror, det giver ham ret til at tage, hvad han vil have. Kun bremset af filmens stærke tredje hjul, nemlig Amy Adams som Hoffmans hustru, der er en urokkelig og iskold magt bag tronen. En rolle, der igen viser Adams' enorme alsidighed.
De tre forrygende skuespillere er i sig selv nok til at hive "The Master" op på højt niveau, men dertil kommer, at den er en virkelig flot produktion. Anderson er en instruktør, der virkelig får sine film til at spille på alle facetter, og den her er både flot fotograferet af Mihai Malaimare Jr. og har elegant, inciterende musik af Jonny Greenwood, som bl.a. har fundet inspiration i periodens jazz.
"The Master" blev båret frem af rygter, om at det var en afslørende film om Scientology. Men det tror jeg aldrig har været Paul Thomas Andersons hensigt, for han bruger sekten som symbol og symptom, ikke som drivkraft i historien. Det er en gådefuld og forholdsvis svært tilgængelig film, som rummer en masse under overfladen, men som også har scener, som virkelig er svære at afkode. Som helhed er det dog ubetinget stærkt filmhåndværk, styret af en visionær instruktør, der stadig er på jagt efter USAs sjæl.
Hovedpersonen i "The Master" er en amerikansk sømand, der kommer mentalt såret hjem fra 2. Verdenskrig. Filmen starter med at vise hans forsøg på at leve et normalt liv med kone og en serie job. Men han er ikke i stand til at håndtere nogen af delene, og styret af lysten til sex og druk bliver hans liv mere og mere usselt, indtil han stangvissen sniger sig til at sove på et skib. Det viser sig at tilhøre lederen af The Cause, en sekt, der tilbyder at gøre dig til et bedre menneske. Guruen bliver fascineret af sin blinde passager, bl.a. fordi han er forbandet god til at lave bizarre, hårdtslående drinks, og derfor får han lov til at blive hos sekten.
The Cause er tydeligt modelleret over Scientology, og guruen selvfølgelig over L. Ron Hubbard. Ét af hovedtemaerne i "The Master" er da naturligvis også sektens fascinerende kraft. Filmen indeholder flere stærke sekvenser, hvor man ser, hvordan 'hjælpen' fra The Cause reelt er en gang hjernevask - udført af en guru, der ikke tåler, at man stiller spørgsmålstegn ved hans skiftende teorier om egne metoder.
Men "The Master" handler i endnu højere grad om USAs tabte generation; om dem, der kom hjem fra verdenskrigen og opdagede, at der ikke var blevet holdt en plads ledig til dem. Det er en historie om tabte drømme, der bliver erstattet af noget tomt og hult, og på det helt overordnede plan kan "The Master" derfor siges at handle om, hvordan det virkelystne og småanarkistiske USA blev til 50'ernes pacificerede forbrugersamfund.
Centralt i den historie står tre absolut fremragende skuespilpræstationer. Joaquin Phoenix er helt fantastisk som den socialt handicappede, fordrukne sømand, hvis ludende kropssprog dækker over et indre raseri og boblende had til autoriteter. Det er samtidig en dejligt paradoksal rolle, og jeg har aldrig set Phoenix bedre, ikke engang i "Walk the Line". Over for ham spiller Philip Seymour Hoffman superpræcist og kraftfuldt som den ekstremt kontrollerede sektleder, der også er lidt af en gåde: Man tror på, at han faktisk selv tror på, at han har fundet vejen til en bedre menneskehed, men samtidig falder han åbenlyst for sine egne illusioner og tror, det giver ham ret til at tage, hvad han vil have. Kun bremset af filmens stærke tredje hjul, nemlig Amy Adams som Hoffmans hustru, der er en urokkelig og iskold magt bag tronen. En rolle, der igen viser Adams' enorme alsidighed.
De tre forrygende skuespillere er i sig selv nok til at hive "The Master" op på højt niveau, men dertil kommer, at den er en virkelig flot produktion. Anderson er en instruktør, der virkelig får sine film til at spille på alle facetter, og den her er både flot fotograferet af Mihai Malaimare Jr. og har elegant, inciterende musik af Jonny Greenwood, som bl.a. har fundet inspiration i periodens jazz.
"The Master" blev båret frem af rygter, om at det var en afslørende film om Scientology. Men det tror jeg aldrig har været Paul Thomas Andersons hensigt, for han bruger sekten som symbol og symptom, ikke som drivkraft i historien. Det er en gådefuld og forholdsvis svært tilgængelig film, som rummer en masse under overfladen, men som også har scener, som virkelig er svære at afkode. Som helhed er det dog ubetinget stærkt filmhåndværk, styret af en visionær instruktør, der stadig er på jagt efter USAs sjæl.
15/02-2013
