Lammeren
5.0
Sidst jeg følte den var med iranske 'Nader og Simin - en seperation'. Knap en måned siden.
Senest har Haneke har skuffet mig, PTA lige så, James Bond hev ikke røven med op over de fire stjerner og Tarantino kan altså gøre bedre, end hvad han med 'Django Unchained' viste os. Langt bedre.
Forventninger fra min side er unægteligt høje i tider som disse, hvor de store instruktører spytter film ud side om side, og kvalitet og underholdning synes at gå så fint hånd i hånd. Men gang på gang besidder en given film lige akkurat ikke det sidste af den slagkraft, jeg havde forventet, eller før havde set én eller flere af filmens bagmænd besidde.
Ind fra højre ryger her 'A Guide to Recognizing Your Saints' og aftvinger mig totalt de fem stjerner. En befriende film af knaldgod underholdning og et bankende hjerte, der med perfekt afstemt energi og dvælen fortæller en rørende historie. Faktisk flere rørende historier, faktisk dem tilhørende 4-5 af rolleindehaverne, der spiller alt ud af bukserne så naturligt, som det kan gøres. Dialogen mellem manuskript og skuespiller virker perfekt artikuleret af Dito Montiel, der minsandten debuterer med denne perle.
Noget gav mig bare lyst til at sige "det er fandme sådan der en film skal gøres!" efter at have set den her. I stedet gør jeg det her på skrift. Det er på en måde noget pjat at sige, men giver underligt god mening lige nu.
Dejligt med en film som denne, der taler om store følelser i et intimt og nærværende sprog. Og uden de støddæmpere, der - inspireret af Wes Andersons deadpan-humor - ofte tager de hårde slag i indie-genren. Filmen her viger på ingen måde tilbage eller frasiger sig ansvar.
Og dejligt med en lammer, der faktisk ikke gør nas i skulderen. Sjældne som de er :)
Senest har Haneke har skuffet mig, PTA lige så, James Bond hev ikke røven med op over de fire stjerner og Tarantino kan altså gøre bedre, end hvad han med 'Django Unchained' viste os. Langt bedre.
Forventninger fra min side er unægteligt høje i tider som disse, hvor de store instruktører spytter film ud side om side, og kvalitet og underholdning synes at gå så fint hånd i hånd. Men gang på gang besidder en given film lige akkurat ikke det sidste af den slagkraft, jeg havde forventet, eller før havde set én eller flere af filmens bagmænd besidde.
Ind fra højre ryger her 'A Guide to Recognizing Your Saints' og aftvinger mig totalt de fem stjerner. En befriende film af knaldgod underholdning og et bankende hjerte, der med perfekt afstemt energi og dvælen fortæller en rørende historie. Faktisk flere rørende historier, faktisk dem tilhørende 4-5 af rolleindehaverne, der spiller alt ud af bukserne så naturligt, som det kan gøres. Dialogen mellem manuskript og skuespiller virker perfekt artikuleret af Dito Montiel, der minsandten debuterer med denne perle.
Noget gav mig bare lyst til at sige "det er fandme sådan der en film skal gøres!" efter at have set den her. I stedet gør jeg det her på skrift. Det er på en måde noget pjat at sige, men giver underligt god mening lige nu.
Dejligt med en film som denne, der taler om store følelser i et intimt og nærværende sprog. Og uden de støddæmpere, der - inspireret af Wes Andersons deadpan-humor - ofte tager de hårde slag i indie-genren. Filmen her viger på ingen måde tilbage eller frasiger sig ansvar.
Og dejligt med en lammer, der faktisk ikke gør nas i skulderen. Sjældne som de er :)
15/02-2013
