Yippie-kay-zzz
2.0
Da Fox og Bruce Willis for seks år siden besluttede sig for at genoplive Die Hard-serien, gjorde de det med en o.k. film, hvor John McClane kombinerede terrorbekæmpelse med at komme tættere på sin datter i "Live Free or Die Hard". Nu er vi så kommet til femte afsnit af serien, og niveauet af kreativitet er begrænset til, at McClane søreme også har en søn, han trænger til at lære bedre at kende.
"A Good Day to Die Hard" starter med, at McClane tager til Moskva, hvor sønnen sidder fængslet for et mafiamord. Men i det øjeblik, farmand ankommer, bliver sønnike hjulpet på flugt sammen med en detroniseret oligark, og det viser sig, at det hele er del af en større affære med spioner og magtspil, som trækker tråde tilbage til Chernobyl.
Den første "Die Hard" bliver ofte nævnt som én af alle tiders bedste actionfilm, og det skyldes i høj grad dens begavede, velfungerende plot. Derfra er det nu gået stejlt ned ad bakke til film nr. fem, for "A Good Day to Die Hard" har en voldsomt konstrueret og usammenhængende historie som bund for den temmelig anstrengende far/søn-buddymovie, den reelt er. Serien har selvfølgelig sine rødder i Den Kolde Krigs tid, men det er alligevel lidt tåkrummende at blive udsat for en handling, hvor alle russere viser sig at være forræderiske og korrupte, mens senior og junior skyder sig ud af problemerne, samtidig med at de kommer hinanden ved på macho-måden. Inklusive lidt for mange one-liners, som mestendels ikke er specielt skarpe.
Instruktør John Moore forsøger at kompensere ved at trykke speederen i bund gennem den ene larmende actionscene efter den anden, alt sammen med store armbevægelser og rigelige eksplosioner. Det virker o.k. lige i starten, men ret hurtigt følger der en biljagt, som føles uendeligt lang. Og derfra kommer filmen aldrig helt tilbage på sporet, men bliver blot ved med at sprænge ting i luften. Der er bestemt flotte actionkonstruktioner undervejs, men i længden bliver de bare trættende, og instruktør Moore er ikke specielt god til at holde sammen på historiefortællingen.
Efter min mening forråder man altså også ånden fra de oprindelige Die Hard-film ved at tro, at det kun går ud på at lave større og mere larmende actionscener. I samme dur får Bruce Willis også lov til at portrættere John McClane som en endimensionelt sur gammel mand, der slet ikke har den gung-ho-charme, som etablerede ham som en stor actionhelt. Samtidig er Jai Courtney aldeles farveløs som sønnen, og Sebastian Koch er om muligt endnu mere ligegyldig og klichéagtig som oligarken.
"A Good Day to Die Hard" holder sig lige på niveauet over pinlig, fordi den trods alt er en teknisk imponerende produktion med pletvist underholdende indslag af hjernedød action. Men set i forhold til sine forgængere er det her en stor skuffelse, ikke mindst i betragtning af, at fireren netop var helt okay.
Det forlyder, at Bruce Willis har insisteret på, at der også skal laves en sjette film, og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg mener om den idé. På den ene side har jeg ikke lyst til at se yderligere en Die Hard-film på dette sløje niveau. På den anden side ville det være fint, hvis John McClane fik lov til at forlade filmlærredet på en mere værdig måde.
"A Good Day to Die Hard" starter med, at McClane tager til Moskva, hvor sønnen sidder fængslet for et mafiamord. Men i det øjeblik, farmand ankommer, bliver sønnike hjulpet på flugt sammen med en detroniseret oligark, og det viser sig, at det hele er del af en større affære med spioner og magtspil, som trækker tråde tilbage til Chernobyl.
Den første "Die Hard" bliver ofte nævnt som én af alle tiders bedste actionfilm, og det skyldes i høj grad dens begavede, velfungerende plot. Derfra er det nu gået stejlt ned ad bakke til film nr. fem, for "A Good Day to Die Hard" har en voldsomt konstrueret og usammenhængende historie som bund for den temmelig anstrengende far/søn-buddymovie, den reelt er. Serien har selvfølgelig sine rødder i Den Kolde Krigs tid, men det er alligevel lidt tåkrummende at blive udsat for en handling, hvor alle russere viser sig at være forræderiske og korrupte, mens senior og junior skyder sig ud af problemerne, samtidig med at de kommer hinanden ved på macho-måden. Inklusive lidt for mange one-liners, som mestendels ikke er specielt skarpe.
Instruktør John Moore forsøger at kompensere ved at trykke speederen i bund gennem den ene larmende actionscene efter den anden, alt sammen med store armbevægelser og rigelige eksplosioner. Det virker o.k. lige i starten, men ret hurtigt følger der en biljagt, som føles uendeligt lang. Og derfra kommer filmen aldrig helt tilbage på sporet, men bliver blot ved med at sprænge ting i luften. Der er bestemt flotte actionkonstruktioner undervejs, men i længden bliver de bare trættende, og instruktør Moore er ikke specielt god til at holde sammen på historiefortællingen.
Efter min mening forråder man altså også ånden fra de oprindelige Die Hard-film ved at tro, at det kun går ud på at lave større og mere larmende actionscener. I samme dur får Bruce Willis også lov til at portrættere John McClane som en endimensionelt sur gammel mand, der slet ikke har den gung-ho-charme, som etablerede ham som en stor actionhelt. Samtidig er Jai Courtney aldeles farveløs som sønnen, og Sebastian Koch er om muligt endnu mere ligegyldig og klichéagtig som oligarken.
"A Good Day to Die Hard" holder sig lige på niveauet over pinlig, fordi den trods alt er en teknisk imponerende produktion med pletvist underholdende indslag af hjernedød action. Men set i forhold til sine forgængere er det her en stor skuffelse, ikke mindst i betragtning af, at fireren netop var helt okay.
Det forlyder, at Bruce Willis har insisteret på, at der også skal laves en sjette film, og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg mener om den idé. På den ene side har jeg ikke lyst til at se yderligere en Die Hard-film på dette sløje niveau. På den anden side ville det være fint, hvis John McClane fik lov til at forlade filmlærredet på en mere værdig måde.
17/02-2013
