Highscore fra Disney
5.0
Okay, her er min teori om, hvad der er sket: Ved Disney-koncernens julefrokost i 2011 var der nogle spøgefugle, som besluttede sig for at lave rav i den, og de sneg sig ud og byttede rundt på kontorernes skiltning, så Pixar blev til Disney Studios og vice versa. Det er så derfor, at 2012 blev året, hvor Pixar udgav en klassisk Disney-prinsessefilm med sange og hele pivetøjet ("Brave"), mens Disney Studios til gengæld sendte en langt mere kreativ og nørdet titel på markedet. Den sidstnævnte hedder "Wreck-It Ralph".
Filmens titel er også navnet på hovedpersonen, der er skurken i et 30 år gammelt arkadespil, Fix-It Felix Jr. Spillets gameplay er, at Ralph hærger løs på et hus, som Felix så skal genopbygge. Og når spillehallen lukker, fejrer de andre beboere i spillet Felix som en helt, mens Ralph må tage til takke med at bo alene på lossepladsen. Det bliver han deprimeret og ked af, og Ralph beslutter sig for at tage over i ét af de andre spil og der bevise, at han også kan være en helt. Desværre får han uforvarende lavet stort rod i den, da han kommer til at transportere et rummonster fra et skydespil over i det søde racerspil Sugar Rush. Og pludselig er der en masse ting, som skal ordnes, før ejeren af spillehallen opdager, at der er noget galt med maskinerne.
Det smukke ved "Wreck-It Ralph" er den her rene, fantastiske kreative idé, om at hvert af spillene i arkaden er sit eget mikrounivers, og at figurerne har mulighed for at bevæge sig mellem spillene. Samtidig med at rigtig meget i historien naturligvis fungerer efter ægte computerspilslogik, og det vælter med referencer til og humor baseret på arkadespillenes guldalder.
Jeg var solgt, da Ralph tidligt i filmen mødes med andre spilskurke i en terapigruppe ledet af ét af spøgelserne fra Pac-Man. Det er fx også smukt, da Ralph går på bar og som resten af et farverigt klientel bliver betjent af bartenderen fra Tapper. Men jeg var allergladest, da der også lige var en ridder, der flaksede rundt på en struds i baggrunden - eftersom Joust var mit all-time yndlingsarkadespil.
Bortset fra den slags nørdede referencer er der masser af mere åbenlyse gags med gammeldags animationer og figurer med endimensionelle personligheder, der passer til deres spil. Og så er der en sød og mere klassisk animationsfilmhistorie om Ralphs venskab med en kæk lille outsider-pige fra Sugar Rush, som skal vise sig at være central i forhold til at få løst plottet inde i racerspillets slikland. Her vil jeg i øvrigt også rose filmen for at lade en stor del af handlingen foregå i et lyserødt lillepige-sukker-univers, uden at man af den grund får en overdosis sukkersødme.
Hvis jeg skal sætte fingre på noget i filmen, er det først og fremmest, at den nogle steder kører i ret sindigt tempo, og at man lige skal have smækket en morale i hovedet, om at vi alle sammen er gode nok, og selv en skurkagtigt udseende person kan være en helt indeni ... og så videre. Den har vi ligesom hørt før i mange animationsfilm, men det er åbenbart uomgængeligt for genren. Derudover gør instruktør Rich Moore - primært kendt for "Futurama" - et knaldgodt job med en omsætte en dejligt kreativ idé til en charmerende og underholdende film. Hvor der endda er noget for både børn og de voksne, som kan genkende filmens kærlighed til fordums computerspil.
Originalversionen har desuden fremragende stemmearbejde fra Sarah Silverman, der er en perfekt 'sassy Jewish gal' som Vanellope Von Schweetz - den dejligt anarkistiske karakter, som bliver Ralphs ven i Sugar Rush. Ralph selv er fint indtalt af John C. Reilly, men det er virkelig Silverman, jeg vil huske på den front. Ikke at jeg i øvrigt behøvede noget ekstra at huske Silverman for; hun er voldsomt cool.
"Wreck-It Ralph" er en virkelig dejlig film. Kreativ, nørdet sjov og alt det, som jeg plejer at forbinde med Pixar - for nu at vende tilbage til indledningen. Men nu er det altså en film fra Disney Studios, og den er efter min mening det bedste, der er kommet derfra i mindst et par årtier.
Filmens titel er også navnet på hovedpersonen, der er skurken i et 30 år gammelt arkadespil, Fix-It Felix Jr. Spillets gameplay er, at Ralph hærger løs på et hus, som Felix så skal genopbygge. Og når spillehallen lukker, fejrer de andre beboere i spillet Felix som en helt, mens Ralph må tage til takke med at bo alene på lossepladsen. Det bliver han deprimeret og ked af, og Ralph beslutter sig for at tage over i ét af de andre spil og der bevise, at han også kan være en helt. Desværre får han uforvarende lavet stort rod i den, da han kommer til at transportere et rummonster fra et skydespil over i det søde racerspil Sugar Rush. Og pludselig er der en masse ting, som skal ordnes, før ejeren af spillehallen opdager, at der er noget galt med maskinerne.
Det smukke ved "Wreck-It Ralph" er den her rene, fantastiske kreative idé, om at hvert af spillene i arkaden er sit eget mikrounivers, og at figurerne har mulighed for at bevæge sig mellem spillene. Samtidig med at rigtig meget i historien naturligvis fungerer efter ægte computerspilslogik, og det vælter med referencer til og humor baseret på arkadespillenes guldalder.
Jeg var solgt, da Ralph tidligt i filmen mødes med andre spilskurke i en terapigruppe ledet af ét af spøgelserne fra Pac-Man. Det er fx også smukt, da Ralph går på bar og som resten af et farverigt klientel bliver betjent af bartenderen fra Tapper. Men jeg var allergladest, da der også lige var en ridder, der flaksede rundt på en struds i baggrunden - eftersom Joust var mit all-time yndlingsarkadespil.
Bortset fra den slags nørdede referencer er der masser af mere åbenlyse gags med gammeldags animationer og figurer med endimensionelle personligheder, der passer til deres spil. Og så er der en sød og mere klassisk animationsfilmhistorie om Ralphs venskab med en kæk lille outsider-pige fra Sugar Rush, som skal vise sig at være central i forhold til at få løst plottet inde i racerspillets slikland. Her vil jeg i øvrigt også rose filmen for at lade en stor del af handlingen foregå i et lyserødt lillepige-sukker-univers, uden at man af den grund får en overdosis sukkersødme.
Hvis jeg skal sætte fingre på noget i filmen, er det først og fremmest, at den nogle steder kører i ret sindigt tempo, og at man lige skal have smækket en morale i hovedet, om at vi alle sammen er gode nok, og selv en skurkagtigt udseende person kan være en helt indeni ... og så videre. Den har vi ligesom hørt før i mange animationsfilm, men det er åbenbart uomgængeligt for genren. Derudover gør instruktør Rich Moore - primært kendt for "Futurama" - et knaldgodt job med en omsætte en dejligt kreativ idé til en charmerende og underholdende film. Hvor der endda er noget for både børn og de voksne, som kan genkende filmens kærlighed til fordums computerspil.
Originalversionen har desuden fremragende stemmearbejde fra Sarah Silverman, der er en perfekt 'sassy Jewish gal' som Vanellope Von Schweetz - den dejligt anarkistiske karakter, som bliver Ralphs ven i Sugar Rush. Ralph selv er fint indtalt af John C. Reilly, men det er virkelig Silverman, jeg vil huske på den front. Ikke at jeg i øvrigt behøvede noget ekstra at huske Silverman for; hun er voldsomt cool.
"Wreck-It Ralph" er en virkelig dejlig film. Kreativ, nørdet sjov og alt det, som jeg plejer at forbinde med Pixar - for nu at vende tilbage til indledningen. Men nu er det altså en film fra Disney Studios, og den er efter min mening det bedste, der er kommet derfra i mindst et par årtier.
18/02-2013
