The Battle for the 13th Amendment
5.0
Titlen er egentlig misvisende. Jeg læste en amerikansk anmeldelse, som påpegede, at filmen burde have heddet "The Battle for the 13th Amendment", og det ville klart have været mere passende (men næppe lige så salgbart). Langt størstedelen af Steven Spielbergs historiske storfilm foregår nemlig i januar 1865, hvor Abraham Lincoln og hans nærmeste allierede kæmper for at få det 13. tillæg til den amerikanske forfatning igennem Repræsentanternes Hus.
Det 13. forfatningstillæg indeholder det, som om noget er blevet Lincolns historiske arv, nemlig forbuddet mod slaveri. I januar 1865 havde Nordstaterne reelt vundet Den Amerikanske Borgerkrig, men forbuddet mod slaveri manglede altså stadig at blive stemt helt igennem, og Lincoln frygtede, at det ville blive taget helt af bordet igen efter en fredsaftale. Og for at få det igennem Repræsentanternes Hus skulle præsidenten både holde styr på sine egne partifæller hos Republikanerne og overbevise et pænt antal demokrater om at stemme for. Der er en vis historisk ironi i, at de to store partier dengang nærmest stod for det modsatte af i dag - omkring borgerkrigen var det Demokraterne, som ivrigt forsvarede delstaternes ret til selvbestemmelse, fx omkring slaveri eller ej, mens det, vi i dag betragter som selvfølgelige borgerrettigheder, i høj grad havde fortalere blandt Republikanerne.
"Lincoln" er en dejligt realpolitisk skildring af denne afgørende måned i amerikansk historie. Den glorificerer nemlig ikke sin hovedperson unødigt, men viser i stedet, hvordan Lincoln hyrede håndlangere til at bestikke demokrater i det skjulte, mens han samtidig manøvrerede i forhold til de forskellige fraktioner i sit eget parti. Spielberg bygger dygtigt historien op omkring den centrale konflikt, i at Lincoln og de andre slaverimodstandere fornemmer, at de sidder med muligheden for at få slaveriet forbudt, samtidig med at de selvsagt også føler sig forpligtet til at få afsluttet krigen hurtigst muligt. Det er en film, hvor man i allerhøjeste grad fornemmer historiens vingesus, men der er altså bestikkelse, studehandler og masser af manipulation bag de vingesus. Og det fortæller Spielberg i klædeligt afdæmpet stil, hvor begivenhederne får lov til at tale for sig selv, også selv om det betyder, at man faktisk ikke ser ret meget til de sorte amerikanere, det hele handler om.
På toppen af den detaljerede politiske historie leverer Daniel Day-Lewis et brag af en rolle som Lincoln. Day-Lewis er en enestående method actor, og det er helt fortjent, at han med stor sikkerhed får en Oscar for sit portræt af Lincoln, som han rammer som en klarsynet statsmand, samtidig med at han giver et stærkt indtryk af en eftertænksomt charmerende præsident, som vinder folks hjerter med humor og anekdoter. Sally Field er lidt mere ujævn som fru Lincoln, og jeg var faktisk heller ikke superimponeret af Tommy Lee Jones som Thaddeus Stevens - lederen af De Radikale Republikanere, som var de mest aggressive fortalere for frigivelse af slaverne. Jones spiller Stevens som en stærk idealist, men fordi han har en så typisk stemmeføring og mimik, forbliver det for mig ret meget Tommy Lee Jones - hvor Day-Lewis' forandring til sammenligning er meget mere overbevisende. Men ingen af skuespillerne falder igennem, og generelt er "Lincoln" en særdeles velspillet film, hvor der også er fine roller til David Strathairn, Hal Holbrook, James Spader, John Hawkes og Jackie Earle Haley.
Filmen er ikke bare generelt velspillet, men gennemført vellavet. Production design, kulisser og kostumer er vildt imponerende - på ingen måde dominerende, men enormt gennemført, så billederne af USA anno 1865 virker utroligt troværdige. Janusz Kaminskis kameraarbejde er også af allerhøjeste klasse og dejligt gammeldags i stilen med konsekvent brug af skygger og mørke flader. Flere steder er det som at se en 60-70 år gammel film i den måde, billederne bliver brugt til at skabe stemning og understrege de moralske kontraster. Til gengæld er gode, gamle John Williams' musik måske en anelse for svulstig, i forhold til at Spielberg ellers forsøger at holde "Lincoln" som en forholdsvis afdæmpet film.
At filmen er så afdæmpet og detaljeret skildrer realpolitik-i-aktion, betyder formentlig, at nogle vil finde den lidt kedelig. Jeg synes, "Lincoln" er interessant og fascinerende fra start til slut, og at den er en usædvanligt vellykket historisk film, fordi den fokuserer så koncentreret på forholdsvis få hændelser. Faktisk er min største kritik af filmen, at den alligevel har lidt for meget sidehistorie om Lincolns familieliv med, og bizart nok virker det lidt malplaceret, at den slutter med mordet på Lincoln et par måneder efter filmens centrale begivenheder. Men jeg kan godt se, at det sikkert ville have virket lidt halvfærdigt ikke at have attentatet med. Og som helhed er det her altså ualmindeligt godt filmhåndværk, lavet med stor omhu i næsten alle detaljer, og med en strålende hovedrolle i front.
Det 13. forfatningstillæg indeholder det, som om noget er blevet Lincolns historiske arv, nemlig forbuddet mod slaveri. I januar 1865 havde Nordstaterne reelt vundet Den Amerikanske Borgerkrig, men forbuddet mod slaveri manglede altså stadig at blive stemt helt igennem, og Lincoln frygtede, at det ville blive taget helt af bordet igen efter en fredsaftale. Og for at få det igennem Repræsentanternes Hus skulle præsidenten både holde styr på sine egne partifæller hos Republikanerne og overbevise et pænt antal demokrater om at stemme for. Der er en vis historisk ironi i, at de to store partier dengang nærmest stod for det modsatte af i dag - omkring borgerkrigen var det Demokraterne, som ivrigt forsvarede delstaternes ret til selvbestemmelse, fx omkring slaveri eller ej, mens det, vi i dag betragter som selvfølgelige borgerrettigheder, i høj grad havde fortalere blandt Republikanerne.
"Lincoln" er en dejligt realpolitisk skildring af denne afgørende måned i amerikansk historie. Den glorificerer nemlig ikke sin hovedperson unødigt, men viser i stedet, hvordan Lincoln hyrede håndlangere til at bestikke demokrater i det skjulte, mens han samtidig manøvrerede i forhold til de forskellige fraktioner i sit eget parti. Spielberg bygger dygtigt historien op omkring den centrale konflikt, i at Lincoln og de andre slaverimodstandere fornemmer, at de sidder med muligheden for at få slaveriet forbudt, samtidig med at de selvsagt også føler sig forpligtet til at få afsluttet krigen hurtigst muligt. Det er en film, hvor man i allerhøjeste grad fornemmer historiens vingesus, men der er altså bestikkelse, studehandler og masser af manipulation bag de vingesus. Og det fortæller Spielberg i klædeligt afdæmpet stil, hvor begivenhederne får lov til at tale for sig selv, også selv om det betyder, at man faktisk ikke ser ret meget til de sorte amerikanere, det hele handler om.
På toppen af den detaljerede politiske historie leverer Daniel Day-Lewis et brag af en rolle som Lincoln. Day-Lewis er en enestående method actor, og det er helt fortjent, at han med stor sikkerhed får en Oscar for sit portræt af Lincoln, som han rammer som en klarsynet statsmand, samtidig med at han giver et stærkt indtryk af en eftertænksomt charmerende præsident, som vinder folks hjerter med humor og anekdoter. Sally Field er lidt mere ujævn som fru Lincoln, og jeg var faktisk heller ikke superimponeret af Tommy Lee Jones som Thaddeus Stevens - lederen af De Radikale Republikanere, som var de mest aggressive fortalere for frigivelse af slaverne. Jones spiller Stevens som en stærk idealist, men fordi han har en så typisk stemmeføring og mimik, forbliver det for mig ret meget Tommy Lee Jones - hvor Day-Lewis' forandring til sammenligning er meget mere overbevisende. Men ingen af skuespillerne falder igennem, og generelt er "Lincoln" en særdeles velspillet film, hvor der også er fine roller til David Strathairn, Hal Holbrook, James Spader, John Hawkes og Jackie Earle Haley.
Filmen er ikke bare generelt velspillet, men gennemført vellavet. Production design, kulisser og kostumer er vildt imponerende - på ingen måde dominerende, men enormt gennemført, så billederne af USA anno 1865 virker utroligt troværdige. Janusz Kaminskis kameraarbejde er også af allerhøjeste klasse og dejligt gammeldags i stilen med konsekvent brug af skygger og mørke flader. Flere steder er det som at se en 60-70 år gammel film i den måde, billederne bliver brugt til at skabe stemning og understrege de moralske kontraster. Til gengæld er gode, gamle John Williams' musik måske en anelse for svulstig, i forhold til at Spielberg ellers forsøger at holde "Lincoln" som en forholdsvis afdæmpet film.
At filmen er så afdæmpet og detaljeret skildrer realpolitik-i-aktion, betyder formentlig, at nogle vil finde den lidt kedelig. Jeg synes, "Lincoln" er interessant og fascinerende fra start til slut, og at den er en usædvanligt vellykket historisk film, fordi den fokuserer så koncentreret på forholdsvis få hændelser. Faktisk er min største kritik af filmen, at den alligevel har lidt for meget sidehistorie om Lincolns familieliv med, og bizart nok virker det lidt malplaceret, at den slutter med mordet på Lincoln et par måneder efter filmens centrale begivenheder. Men jeg kan godt se, at det sikkert ville have virket lidt halvfærdigt ikke at have attentatet med. Og som helhed er det her altså ualmindeligt godt filmhåndværk, lavet med stor omhu i næsten alle detaljer, og med en strålende hovedrolle i front.
25/02-2013
