Den Allersidste Metro
3.0
Spoilers,
Francois Ozon er i sit ekstremt sarkastisk-satiriske hjørne i Potiche, hvor han spidder den småborgerlige kernefamilie og ægteskabsinstitutionen med frisk, sort humor, hvor han andre gange har valgt melankolien (5x2). Han må virkelig foragte ægteskabet. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. I denne film vælter skeletterne ud af skabet for det midaldrende ægtepar i et ægteskab, der alene er bygget på penge, løgne, manipulationer, skjult og åbenlys magt samt skjulte og åbenlyse magtkampe og rendyrket egoisme, og da først lavinen ruller, viser det sig at den ene ikke er bedre end den anden, snarere tværtimod. Patriarken tror han har styret begivenhederne, men mens filmen lader hans macho-imperium styrte i grus og afløse af en også udadtil magtfuld matriark, som har styret spillets gang bag facaden hidtil, viser hustruen sig ikke blot at have en promiskuøs fortid og måske et hemmeligt dobbeltliv, men også, som Scarlet O'Hara, at have en skør drøm om en idealiseret ungdomskæreste.
Filmen stråler i sine filmiske referencer. Udover Borte Med Blæsten og Pigen Med Paraplyerne, der er en slags genrereferencer, skal filmen givetvis ses som Ozons version af fortsættelsen og afslutningen på Truffauts mesterværk Le Dernier Metro fra 1980, der foregik under anden verdenskrig, hvor Deneuve midlertidigt overtog mandens teater og forelskede sig i Depardieu, men (som en ufuldendt version af Scarlet) måtte acceptere realiteterne (ægteskabet) og splittet opgive idealet (Depardieu). Ozon giver hende i sin film fra 2010, der forgår i 1977, elegant chancen for en rematch med skæbnen. Og midt i al Ozons foragt for hovedpersonerne, som han fænomenalt hævner sig over ved at lade sønnen blive kæreste med sin egen halvbror, kan slutningen faktisk ses som Deneuves endelige opgør med og frigørelse fra den erotiske binding til Depardieu, som uafsluttet afsluttede Le Dernier Metro. Hos Ozon sublimeret over i landspolitik, der er Ozons version af slutningen på dette filmatiserede teaterstykke. Og hvad der måske er en personlig triumf (eller tragedie) for den på overfladen fornuftige og retfærdighedssøgende Suzanne Pujol, hvis navn minder sært om den tabende præsidentkandidat i 2007, Ségolène Royal, kan under alle omstændigheder meget vel gå hen og blive landets fiktive, politiske mareridt, hvis ikke ægtemandens fortsatte mareridt under matriarken i hus og i land og Depardieus sidstnævte.
Filmen, der som sagt foregår i 1977, er badet i fede retrofarver, discomusik og pointer, der springer hurtigere end man kan opfatte dem. Og hvordan fik Ozon dem til at tage den dans? Det er en komedie, hvis titel leger med ordet pastiche, med visse alvorsstunder og i Ozonz helt egen stil. Fås ikke i andre butikker.
Francois Ozon er i sit ekstremt sarkastisk-satiriske hjørne i Potiche, hvor han spidder den småborgerlige kernefamilie og ægteskabsinstitutionen med frisk, sort humor, hvor han andre gange har valgt melankolien (5x2). Han må virkelig foragte ægteskabet. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. I denne film vælter skeletterne ud af skabet for det midaldrende ægtepar i et ægteskab, der alene er bygget på penge, løgne, manipulationer, skjult og åbenlys magt samt skjulte og åbenlyse magtkampe og rendyrket egoisme, og da først lavinen ruller, viser det sig at den ene ikke er bedre end den anden, snarere tværtimod. Patriarken tror han har styret begivenhederne, men mens filmen lader hans macho-imperium styrte i grus og afløse af en også udadtil magtfuld matriark, som har styret spillets gang bag facaden hidtil, viser hustruen sig ikke blot at have en promiskuøs fortid og måske et hemmeligt dobbeltliv, men også, som Scarlet O'Hara, at have en skør drøm om en idealiseret ungdomskæreste.
Filmen stråler i sine filmiske referencer. Udover Borte Med Blæsten og Pigen Med Paraplyerne, der er en slags genrereferencer, skal filmen givetvis ses som Ozons version af fortsættelsen og afslutningen på Truffauts mesterværk Le Dernier Metro fra 1980, der foregik under anden verdenskrig, hvor Deneuve midlertidigt overtog mandens teater og forelskede sig i Depardieu, men (som en ufuldendt version af Scarlet) måtte acceptere realiteterne (ægteskabet) og splittet opgive idealet (Depardieu). Ozon giver hende i sin film fra 2010, der forgår i 1977, elegant chancen for en rematch med skæbnen. Og midt i al Ozons foragt for hovedpersonerne, som han fænomenalt hævner sig over ved at lade sønnen blive kæreste med sin egen halvbror, kan slutningen faktisk ses som Deneuves endelige opgør med og frigørelse fra den erotiske binding til Depardieu, som uafsluttet afsluttede Le Dernier Metro. Hos Ozon sublimeret over i landspolitik, der er Ozons version af slutningen på dette filmatiserede teaterstykke. Og hvad der måske er en personlig triumf (eller tragedie) for den på overfladen fornuftige og retfærdighedssøgende Suzanne Pujol, hvis navn minder sært om den tabende præsidentkandidat i 2007, Ségolène Royal, kan under alle omstændigheder meget vel gå hen og blive landets fiktive, politiske mareridt, hvis ikke ægtemandens fortsatte mareridt under matriarken i hus og i land og Depardieus sidstnævte.
Filmen, der som sagt foregår i 1977, er badet i fede retrofarver, discomusik og pointer, der springer hurtigere end man kan opfatte dem. Og hvordan fik Ozon dem til at tage den dans? Det er en komedie, hvis titel leger med ordet pastiche, med visse alvorsstunder og i Ozonz helt egen stil. Fås ikke i andre butikker.
02/03-2013
