Geronimo.
6.0
*spoilers*
Den starter med sort skærm og en serie lydklip, der minder om, hvad det handler om: Telefonopkaldene fra 9/11-flyene og fra de mennesker, der ikke havde en chance for at slippe ud af World Trade Center. Derfor blev Osama bin Laden verdens mest jagede mand.
Første rigtige scene udspiller sig to år senere på ét af CIA's 'black sites', hvor en ung agent er ankommet på sin første mission i marken. Kort efter er hun for første gang med inde i et rum, hvor en fange bliver tortureret. Og derfra går det slag for slag frem mod Abottabad i 2011.
Instruktør Kathryn Bigelow skabte sig for alvor et navn med "The Hurt Locker", og her viser hun igen enormt stor flair for at lave virkelighedsnære film med militær og efterretningsvæsen i hovedrollen. Som til "The Hurt Locker" er manuskriptet skrevet af Mark Boal, der har gjort et fremragende stykke arbejde med at klippe otte års jagt sammen til en serie nedslagspunkter, der hænger imponerende godt sammen. Selvfølgelig holdt godt sammen af Bigelows strålende instruktørarbejde på en film, der også er usædvanligt godt klippet.
Der er tryk på handlingen fra første scene - faktisk så meget, at filmen ikke giver meget hjælp, hvis man ikke har forudsætningerne på plads. Ved man ikke, hvem KSM var, hvad ISI er for en størrelse, eller hvem Ramzi Yousef er, kan man nok godt blive forvirret undervejs. Men Bigelow og Boal leverer altså en imponerende detaljeret og yderst troværdig fortælling om, hvordan amerikanerne fandt frem til bin Laden. Selvfølgelig toppet med en flot iscenesat afslutning, da SEAL Team Six går til angreb.
"Zero Dark Thirty" er derudover en film, der allerede var kontroversiel ved premieren hjemme i USA. Fordi den giver et upoleret billede af de midler, amerikanerne har anvendt i 'krigen mod terror', og fordi nogle har set filmen som en blåstempling af tortur som et nødvendigt middel til terrorbekæmpelse. Det sidste mener jeg dog er et ret enøjet synspunkt. For det første skildres torturen virkelig væmmeligt realistisk. Og for det andet forsøger Bigelow efter bedste evne at træde to skridt tilbage og lade seerne dømme selv.
For mig gav filmen ikke et billede af, at tortur virker - derimod skildrer den nogle mennesker, som selv tror på, at torturen er effektiv. Og selv om de starter med at bruge waterboarding og andet til at få oplysninger, der viser sig at være afgørende, får man også senere at vide, at CIA allerede havde fået et tip om præcis det samme, som de kunne have arbejdet videre med uden at torturere folk. Plus at filmen viser, at torturen giver dem både nyttige og decideret vildledende informationer.
På den måde bliver "Zero Dark Thirty" en moralsk kompleks film, der virkelig masserer sine store spørgsmålstegn ind under huden på én. På den ene side forstår man ønsket om fange bin Laden for næsten enhver pris, og CIA er i denne fortælling en slags helte, som også er i reel livsfare, eftersom Al-Qaeda og venner er præcis lige så kyniske. På den anden side bevæger hovedpersonerne sig også ud i en ekstrem gråzone, hvor det bliver sværere og sværere at se, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert, ikke mindst når der også kommer politiske overvejelser i spil. Forbløffende nok lykkes det Bigelow at levere en stor forløsning med attentatet i Abottabad, samtidig med at filmen tydeligt spørger, hvilke mål der helliger hvilke midler?
I virkeligheden er filmens stærkeste scene den sidste, hvor hovedpersonen stiger om bord på et transportfly med kurs hjem mod USA. Det viser sig, at hun er den eneste passager, og man ser hende sidde helt alene og ved, at hele hendes liv i otte år har drejet sig om at finde den gamle mand, hvis lig hun lige har identificeret. Er der en følelse af triumf? Nej, slet ikke - faktisk kigger hun bare tomt ud i luften, og den følelse af enorm tomhed gik også lige i maven på mig. At kunne bygge op til et slag med halen, der rammer så præcist, er filmkunst af høj, høj klasse.
Hovedpersonen skulle i øvrigt være en sammenskrivning af fire-fem virkelige personer, og Jessica Chastain bærer rollen strålende. Hun spiller slet ikke med så store armbevægelser som tidligere set, men har i stedet en virkelig overbevisende nøgtern og stædig stil, som også er med til at føre seerne gennem handlingen. I filmens andre store roller springer især Jennifer Ehle og Jason Clarke i øjnene, men generelt er "Zero Dark Thirty" en film, som lykkes så godt med sin dramadokumentariske stil, at personerne fremstår som rigtige mennesker og ikke skuespillere.
"Zero Dark Thirty" er en på alle planer vellavet film, der fortæller en kompleks og tankevækkende historie på baggrund af et gennemresearchet manuskript. Stærkt iscenesat med stor sans for virkelighedsnære billeder og effektiv klipning. Det eneste markante minus er, at filmen som nævnt ikke er specielt tilgængelig, hvis man ikke har styr på forskellige centrale personer og begreber. Men derudover er "Zero Dark Thirty" en triumf. Den burde have givet Kathryn Bigelow hendes anden Oscar for Bedste Film.
Den starter med sort skærm og en serie lydklip, der minder om, hvad det handler om: Telefonopkaldene fra 9/11-flyene og fra de mennesker, der ikke havde en chance for at slippe ud af World Trade Center. Derfor blev Osama bin Laden verdens mest jagede mand.
Første rigtige scene udspiller sig to år senere på ét af CIA's 'black sites', hvor en ung agent er ankommet på sin første mission i marken. Kort efter er hun for første gang med inde i et rum, hvor en fange bliver tortureret. Og derfra går det slag for slag frem mod Abottabad i 2011.
Instruktør Kathryn Bigelow skabte sig for alvor et navn med "The Hurt Locker", og her viser hun igen enormt stor flair for at lave virkelighedsnære film med militær og efterretningsvæsen i hovedrollen. Som til "The Hurt Locker" er manuskriptet skrevet af Mark Boal, der har gjort et fremragende stykke arbejde med at klippe otte års jagt sammen til en serie nedslagspunkter, der hænger imponerende godt sammen. Selvfølgelig holdt godt sammen af Bigelows strålende instruktørarbejde på en film, der også er usædvanligt godt klippet.
Der er tryk på handlingen fra første scene - faktisk så meget, at filmen ikke giver meget hjælp, hvis man ikke har forudsætningerne på plads. Ved man ikke, hvem KSM var, hvad ISI er for en størrelse, eller hvem Ramzi Yousef er, kan man nok godt blive forvirret undervejs. Men Bigelow og Boal leverer altså en imponerende detaljeret og yderst troværdig fortælling om, hvordan amerikanerne fandt frem til bin Laden. Selvfølgelig toppet med en flot iscenesat afslutning, da SEAL Team Six går til angreb.
"Zero Dark Thirty" er derudover en film, der allerede var kontroversiel ved premieren hjemme i USA. Fordi den giver et upoleret billede af de midler, amerikanerne har anvendt i 'krigen mod terror', og fordi nogle har set filmen som en blåstempling af tortur som et nødvendigt middel til terrorbekæmpelse. Det sidste mener jeg dog er et ret enøjet synspunkt. For det første skildres torturen virkelig væmmeligt realistisk. Og for det andet forsøger Bigelow efter bedste evne at træde to skridt tilbage og lade seerne dømme selv.
For mig gav filmen ikke et billede af, at tortur virker - derimod skildrer den nogle mennesker, som selv tror på, at torturen er effektiv. Og selv om de starter med at bruge waterboarding og andet til at få oplysninger, der viser sig at være afgørende, får man også senere at vide, at CIA allerede havde fået et tip om præcis det samme, som de kunne have arbejdet videre med uden at torturere folk. Plus at filmen viser, at torturen giver dem både nyttige og decideret vildledende informationer.
På den måde bliver "Zero Dark Thirty" en moralsk kompleks film, der virkelig masserer sine store spørgsmålstegn ind under huden på én. På den ene side forstår man ønsket om fange bin Laden for næsten enhver pris, og CIA er i denne fortælling en slags helte, som også er i reel livsfare, eftersom Al-Qaeda og venner er præcis lige så kyniske. På den anden side bevæger hovedpersonerne sig også ud i en ekstrem gråzone, hvor det bliver sværere og sværere at se, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert, ikke mindst når der også kommer politiske overvejelser i spil. Forbløffende nok lykkes det Bigelow at levere en stor forløsning med attentatet i Abottabad, samtidig med at filmen tydeligt spørger, hvilke mål der helliger hvilke midler?
I virkeligheden er filmens stærkeste scene den sidste, hvor hovedpersonen stiger om bord på et transportfly med kurs hjem mod USA. Det viser sig, at hun er den eneste passager, og man ser hende sidde helt alene og ved, at hele hendes liv i otte år har drejet sig om at finde den gamle mand, hvis lig hun lige har identificeret. Er der en følelse af triumf? Nej, slet ikke - faktisk kigger hun bare tomt ud i luften, og den følelse af enorm tomhed gik også lige i maven på mig. At kunne bygge op til et slag med halen, der rammer så præcist, er filmkunst af høj, høj klasse.
Hovedpersonen skulle i øvrigt være en sammenskrivning af fire-fem virkelige personer, og Jessica Chastain bærer rollen strålende. Hun spiller slet ikke med så store armbevægelser som tidligere set, men har i stedet en virkelig overbevisende nøgtern og stædig stil, som også er med til at føre seerne gennem handlingen. I filmens andre store roller springer især Jennifer Ehle og Jason Clarke i øjnene, men generelt er "Zero Dark Thirty" en film, som lykkes så godt med sin dramadokumentariske stil, at personerne fremstår som rigtige mennesker og ikke skuespillere.
"Zero Dark Thirty" er en på alle planer vellavet film, der fortæller en kompleks og tankevækkende historie på baggrund af et gennemresearchet manuskript. Stærkt iscenesat med stor sans for virkelighedsnære billeder og effektiv klipning. Det eneste markante minus er, at filmen som nævnt ikke er specielt tilgængelig, hvis man ikke har styr på forskellige centrale personer og begreber. Men derudover er "Zero Dark Thirty" en triumf. Den burde have givet Kathryn Bigelow hendes anden Oscar for Bedste Film.
12/03-2013
